Af Kirk Rønler
Fra Sådan får du en kæreste

Når en sømand inviterer til middag

FØR JEG MØDTE MIN EKSMAND, var jeg i en periode af mit liv, hvor jeg var godt tosset på mænd og havde dedikeret min tid til arbejde, veninder og træning. En invitation til et hjemmelavet måltid hos en god mandlig ven kunne jeg dog ikke sige nej til – dertil var aftenerne med take away og eget selskab alligevel ikke fristende nok. Det var længe siden, min ven og jeg havde set hinanden, og mens jeg var ved at købe vin, ringede jeg for at høre, hvor mange vi blev, så jeg vidste, hvor mange flasker jeg skulle tage med. ”Vi bliver dig og tre sømænd,” svarede han. Jeg trak på skuldrene og dumpede et par flasker vin mere ned i kurven i SuperBest på Østerbro.

Senere tog jeg min cykelhjelm på og ekstra godt med tøj, for det var hundekoldt, og så hoppede jeg op på cyklen. En halv time senere ringede jeg på døren til en lejlighed på ydre Frederiksberg, stadig med fine røde mærker i panden efter cykelhjelmen og kold sved i det pjuskede pandehår. I døren stod en høj rødhåret fyr, som egentlig først virkede arrogant, uintelligent og ikke særlig charmerende.

Aftenen skred frem, og de tre sømænd havde travlt med at snakke om skibe, udsendelser, mønstringer og ruller, som jeg ikke anede, hvad var. Indforstået snak var kodeordet for aftenen på Frederiksberg, og jeg husker lige så tydeligt, at jeg på et tidspunkt skrev til en veninde: ”Honey, hvad laver du i aften? Er til en røvsyg middag med tre fyre, der kun snakker om skibe … Skal vi ikke lave noget sjovt?”

Han så, at jeg sms’ede. Og drejede samtalen over på noget andet. På et eller andet tidspunkt imellem, at han fortalte mig, at han havde ordenssans, stillede sine bøger i farveorden, og at han læste Berlingske Tidende, fandt hans hånd vej ned til mit lår. Mit hjerte bankede hurtigere, og for første gang i lang tid kunne jeg mærke, at uanset om jeg ville det eller ej, så åbnede mit hjerte sig. Som en dør, der står på klem. Bare lidt. Nok til at han kunne sætte en fod i klemme.

Med mit hjertes dør atter på klem, så jeg ham i et andet lys. Ved siden af mig sad pludselig en intelligent mand, sjov, omsorgsfuld, og med et flabet smil og et blik, der borede sig ind i mine øjne og fik paraderne til at ryge lidt længere ned. Det blev til skøre væddemål, helt vildt mange grin og tilsvarende antal gin & tonics.

Vi flettede fingre under bordet, så ingen kunne se det, for egentlig havde han en kæreste, som han var ved at gå fra. Aften blev til nat og siden til morgen og sluttede med, at jeg blev sat af med min cykel foran det hus, hvor jeg havde lejet en etage. Han rullede vinduet i taxaen ned og sagde: ”Hey, Kirk, jeg er faktisk en ret sød fyr.” Jeg smilede og mindede mig selv om, at jeg ikke måtte smile for meget, at mine smilehuller ikke måtte afsløre, at det vidste jeg allerede, og at jeg havde lyst til mere. Meget mere. Det blev til, at vi sås igen. Faktisk hele den december måned. Julemorgen vågnede vi sammen, og min forelskelse var stormende.

Jeg kunne aldrig koncentrere mig. Han cyklede forbi mit arbejde og kyssede mig midt i arbejdstiden. Skrev søde, charmerende sms’er, og mit hjerte kendte ikke til stop. Det ræsede derudaf, med sin egen agenda. Det var, som om mit hoved ikke kunne følge trit – det var bange for at blive brændt og såret. Mit hoved sagde nej. Men mit hjerte? Mit hjerte sagde ja.

LÆS OGSÅ: Kære Zoe Ukhona, det hele startede med at jeg stod og ventede

Jeg husker tydeligt, da det gik op for mig, at jeg var forelsket, som om det var kommet snigende. Hvis jeg havde haft en mulighed for at sætte hælene i, sige nej, stoppe op, så havde jeg ikke opdaget det. 2. juledag stod jeg ved stranden i Gilleleje sammen med en veninde, og der slog det mig: Lige børn leger bedst. Efter nogle år med kærester, som kom fra det bedre borgerskab, var det befriende at være sammen med en, der også var ud af en arbejderfamilie.

Med tidligere kærester, hvis forældre var noget mere ved muffen end mine, havde jeg altid følt, at jeg skulle præstere noget ekstra. At jeg skulle gøre mig selv bedre. Smartere. Klogere. For at opveje, at jeg ikke er født med en guldske et vist sted. Det gjorde det heller ikke bedre, at deres mødre aldrig lagde skjul på, at jeg ikke var god nok, og at deres drømme, på vegne af deres sønner, var noget, der involverede en kvinde i lyseblå skjorte fra Ralph Lauren og fine ballerinasko – ikke en, om end ambitiøs og fremadstormende, arbejderpige i tøj fra Hennes & Mauritz med en evne til at vade ind i andre menneskers liv med træsko på.

Hans forældre kørte en gammel Ford og han var opvokset i Køge. Sammen med dem behøvede jeg ikke at gøre mig selv bedre, end jeg var. Hans familie tog imod mig med åbne arme, og hans mor tog mig ind som den datter, hun aldrig havde haft. Det var en kæmpe befrielse, og godt for kærligheden.

Læs mere om hvordan du får en kæreste i bogen

Læs også: