Af Mari Jungstedt

FLYET AF MODELLEN Cessna 182 med plads til fire personer rystede, så man skulle tro, at det var ved at falde fra hinanden. Piloten pressede motoren til det yderste for at komme op i omdrejninger, og belastningen kunne tydeligt mærkes i den lille flyvemaskine. De holdt stadig på startbanen og ventede på klarsignal til at lette, mens piloten fulgte sikkerhedsforskrifterne og kontrollerede ror, luftbremse, instrumentbræt, oliepumpe og cylindertemperatur. Larmen gjorde det umuligt at føre en normal samtale. Hvis passagererne ville noget, var de nødt til at råbe til hinanden. Sæderne var fjernet, og Krister og hans gamle ven, Peter, sad tæt sammen med bøjede knæ direkte på gulvet. En kvindelig faldskærmsudspringer, som Krister ikke havde mødt før, havde taget plads ved siden af piloten med ryggen til instrumentbrættet og flysnuden. De to venner sad selv allerbagerst og krøb sammen med faldskærmene på ryggen. De havde ikke set hinanden i flere år, da Peter havde ringet aftenen før og fortalt, at han var på besøg i Stockholm, og han havde insisteret på, at de skulle springe faldskærm sammen ligesom før i tiden. Han havde endda bestilt tid i deres gamle klub.

Kristers sekstenårige datter, Cecilia, som var på besøg i weekenden, havde udtrykt skuffelse over, at han havde andre planer end at være sammen med hende om lørdagen. Nu var hun henvist til at shoppe i centrum med hans nye kæreste. Men han tænkte, at det måtte hun finde sig i. Det var en overraskelse fra vennen, der havde boet i USA i mange år, og Krister kunne ikke sige nej. Om aftenen havde han tænkt sig at invitere Cecilia ud at spise på en restaurant i Gamla Stan, bare de to.

Kvinden, der sad og krøb sammen overfor, sagde ikke et ord, hun virkede til at være af den type, der holdt sig for sig selv. Egentlig var hun ret pæn, lille og mørkhåret, men hun så hele tiden stift ud ad vinduet med et surt ansigtsudtryk.

Krister og Peter skulle springe sammen, som de plejede at gøre, da Peter boede i Sverige, og de var aktive i klubben. Begge var rutinerede faldskærmsudspringere og havde dyrket sporten i henved tyve år. Motorerne brølede, og Krister gættede på, at de nærmede sig de tre tusinde omdrejninger, det krævede at kunne lette. Maskinen rystede og vibrerede, gyngede frem og tilbage. Piloten talte med flyveledertårnet via radioen og fik klarsignal til at starte. Han gassede endnu mere op, og så satte flyet sig i bevægelse. Startstrækket på fire hundrede meter tog tyve sekunder. Flyet krængede stadig voldsommere, og det var en befrielse, da det endelig lettede fra jorden, selv om turbulensen gjorde rystelserne endnu voldsommere. På vej op i luften føltes det, som om flyet ville gå i stykker. Det øjeblik var det værste.

Stigningen til tre tusinde meter tog næsten en halv time. Benene nåede at blive stive på grund af den ubekvemme stilling, og det blev koldere, jo højere de kom op. Der var ingen dør, kun et stofforhæng, som sad fast med velcrobånd foran åbningen. Krister forsøgte at tænke på andre ting, end at benene blev mere og mere følelsesløse og fingrene stivfrosne. Han tænkte på alle de år, hvor han og Peter havde været venner, alt hvad de havde foretaget sig sammen, og det gik op for ham, nu hvor de sad i det lille fly, hvor meget han havde savnet sin ven.

Flyet cirkulerede lidt omkring udspringspunktet, som piloten havde bestemt var en lille klynge træer nede på jorden. Det var vigtigt at havne det rigtige sted og tage højde for vinden, når man beregnede udspringet.

Endelig fik de klartegn fra piloten, øjeblikket var inde. Den kvindelige udspringer, der sad længst fremme, rullede stofforhænget foran åbningen op, satte venstre fod ned på fodstøtten udenfor og kastede sig ud. Øjeblikket efter var hun væk. Krister kravlede hen til pladsen ved siden af piloten, havde øjenkontakt med Peter og gjorde tegn med den ene arm om, at det var tid til at springe. Først ud med en strakt arm, så trak han den til sig og så ud igen – en, to, tre – så sprang han og faldt frit. Peter holdt fast i ham og fulgte med.

Det var afgørende at forlade flyet i præcis samme øjeblik for at få lige høj faldfart på springet. Den mindste afvigende bevægelse kunne ændre farten. Udspringet lykkedes, og de endte over for hinanden og holdt fast i den andens overarme, så flyttede de grebet til håndleddene. De svævede sammen i luften, dannede en enhed. Øjenkontakt hele tiden. Fokus og fuldstændig koncentration. Den blå majhimmel ovenover og rundt om dem. Hvide skyer, løfter om sommer. Det grønne, den normale verden og civilisationen langt, langt under dem. Frit fald med to hundrede kilometer i timen. Ingen plads til tvivl. Peter nikkede til Krister, begge pressede venstre knæ ned og bøjede venstre albue, hvilket gjorde, at de drejede en hel omgang samtidig og endte over for hinanden igen. Krister så Peter smile bredt, mens luften susede omkring ham. Et nyt nik, de bredte armene ud, ind med knæene, hver deres baglæns kolbøtte. Alt imens de faldt i en rasende fart. Nye smil til hinanden, da de fik øjenkontakt.

De nåede endnu en manøvre, før det var tid til at udløse faldskærmene. Først sørgede de for at holde sig på ordentlig afstand af hinanden for ikke at støde sammen.

Krister trak bestemt i faldskærmens håndtag for at udløse den. Intet skete. Han trak en gang til. Ingenting. Let panik i brystet – hans faldfart var to hundrede kilometer i timen, og han havde kun nogle sekunder tilbage, før det var for sent. Men han havde prøvet det før. Det skete, at der var problemer med at udløse faldskærmen, selv om det var usædvanligt. Derfor var alle udspringere forsynet med en reservefaldskærm. Fokus nu. Koncentration. Et hurtigt blik opad. Et godt stykke ovenover svævede Peter og længere væk den fremmede kvinde, begge med fuldt udfoldede faldskærme. Hvad var der sket med hans egen? Han huskede, at han havde gennemgået udstyret den foregående aften. Da havde alt været okay. Han forstod ingenting. Men han burde have tjekket den igen, lige før han skulle ud til flyet, som det var sædvane. Det var jo for fanden det sidste, alle faldskærmsudspringere gjorde. Han havde været så opslugt af at tale med Peter, at han ikke havde gjort det. Han famlede efter remmen til reservefaldskærmen. Trak alt, hvad han kunne. Der skete heller ikke noget. Landskabet sås tydeligt rundt om ham. Trætoppene, marken, lunden. Længere væk faldskærmsklubbens barakker. Total panik. Hjertet galopperede af sted. Jorden kom farende imod ham. Endnu et fortvivlet træk. Han indså, at det var for sent.

Hårdt tryk over brystet. Han kunne ikke længere få vejret. Faldskærmen kunne ikke nå at folde sig ud. Flere ansigter for forbi på nethinden; datteren Cecilia, hendes mor, Annika, kæresten Anki. Hans liv ville være forbi om nogle sekunder. Han var kun syvogfyrre år. Et sug igennem hele kroppen. Vinden. Marken, græsset, jorden.

Jorden, jorden, jorden.

Find resten af Det andet ansigt her >>

Læs også:

2018-09-26T11:41:08+00:00