Af Christian Frost fra Araberen, der var hvid som sne

Prora, Prorer Wiek, Rügen, 12. juni 1944

OFFICEREN FRA LEIBSTANDARTE slog som ventet hælene sammen med forbilledlig præcision, da han trådte ind i det sparsomt møblerede kontor, hvor Alfred Rosenberg sad i sine egne tanker.

“Heil Hitler!” hilste han, hvilket fik Rosenberg til at kigge op. “Melder, at alt er klart, Reichsleiter Rosenberg.”

Rosenberg sad i den ene af to lænestole foran skrivebordet med bordlampen, der var rummets eneste belysning. Han kendte officeren, vidste, han hed Theodor Wisch og aldrig blev kaldt andet end Teddy, hvad der dog var lige lovlig venskabeligt for en mand i Rosenbergs position.

“Jeg tror godt, vi kan være lidt mindre formelle netop i aften, Wisch. Hvorfor sætter De Dem ikke ned og nyder et glas med mig? Det er armagnac, hjembragt fra Paris. En prægtig by, selv om den jo for intet er at regne mod, hvad Berlin var i sine velmagtsdage. Men en prægtig by, ikke desto mindre,” sagde Rosenberg og sukkede inderligt. “Ak ja, husker De det, Wisch? Unter dem Linden en sommeraften som i aften? Der blegner selv Champs-Élysées, skulle jeg mene.”

LÆS OGSÅ: Gud er bare hund stavet bagfra

Wisch nikkede lidt nervøst, satte sig forsigtigt på det yderste af lænestolen og takkede flere gange, da Rosenberg fandt et glas og skænkede op.

“Det er en skam, synes De ikke?” spurgte Rosenberg.

“Hvilket, Reichsleiter Rosenberg?”

“Alt det her,” sagde Rosenberg og trak opgivende på skuldrene. “At vi aldrig får gjort det færdigt.”

“Når vi har vundet krigen, Reichsleiter Rosenberg, så –”

Rosenberg sukkede.

“Siden vi tabte Stalingrad, har vi været på tilbagetog på østfronten, så meget har selv Goebbels måttet indrømme. Amerikanerne og briterne er gået i land i Normandiet. Vi ved vist desværre begge to, hvad vej det går.”

“Vi vil kæmpe for Føreren til sidste mand!” svarede Wisch højt og så ud, som om han var lige ved at rejse sig og stå ret, hvilket fik Rosenberg til at smile, mens han skjulte et gab bag sin hånd.

“Også jeg, det ved De. Men derfor kan man godt se realiteterne i øjnene. Snart står Stalins forbandede bolsjevikker udenfor Berlin, mens amerikanerne ankommer fra vest. Lige nu er det vist mest af alt et spørgsmål om, hvem der kommer først, er jeg bange for.”

“Det må De ikke sige, Reichsleiter Rosenberg,” sagde Wisch stille.

Rosenberg sukkede.

“Nej, det må jeg vel ikke. Ja, jeg kunne vel sagtens blive skudt for at sige den slags. Nuvel, jeg er næppe den eneste, der er af den opfattelse,” sagde Rosenberg, mens han løftede sit glas op mod lyset fra bordlampen og beundrede den gyldne ravfarvede kulør med de røde og orange refleksioner.

“Er Reichsleiter Rosenberg selv ombord, når –” forsøgte Wisch.

“Nej,” smilede Rosenberg. “Jeg har gjort mit. I disse sidste dage er min plads i Berlin. Men det, vi har udrettet her, vil komme fremtidige generationer til gavn. Det er vores bidrag til den dag, Det Tredje Rige igen skal rejse sig, stærkere end nogensinde før. Vor kamp vil aldrig være slut, det ved vi begge to. Heldigvis har vi bevaret vores kulturelle arv udenfor bolsjevikkernes rækkevidde. Der er en fremtid, en glorværdig fremtid for vor race, den ariske race – glem aldrig det, Wisch. Det, vi har udrettet, vil blive husket, når historien om vor endegyldige sejr engang skal skrives.”

“Heil Hitler!” udbrød Wisch og rankede ryggen.

“Ja,” nikkede Rosenberg og smilede melankolsk. “Heil Hitler.”

De sad i stilhed et øjeblik. Rosenberg havde ikke lyst til at rejse sig, måske fordi han vidste, at det blev sidste gang. Prora ville blive efterladt som en ensom kolos og det, han mistænkte var en gravsten for Kraft durch Freude. De 20.000 arbejdere fra Det Tredje Rige, der kunne holde ferie her på én gang, ville aldrig ankomme. Det tyske folk ville aldrig modtage gaven fra deres fører. Som alt andet ville også Prora blive udslettet af bolsjevikkerne.

Rosenberg sukkede og rejste sig, mens han trak ned i uniformsjakken. Så tømte han sit glas og nikkede til Wisch, som gjorde det samme. De forlod det lille kontor, gik ned ad gangen og ud i den lune sommeraften med den allestedsnærværende duft af hav.

Der holdt en lastbil, hvor chaufføren og hans medhjælper var ved at trække kanvastaget på plads. Da de fik øje på Rosenberg, stoppede de øjeblikkeligt, sprang ned fra ladet og hilste ham med et “Heil Hitler!”, mens Rosenberg signalerede med hånden, at de skulle fortsætte.

Han kiggede på den aflange trækasse, der var placeret på ladet.

“Det er den sidste?” sagde han og vendte sig mod Wisch.

“Javel, Reichsleiter Rosenberg!” svarede Wisch.

Rosenberg smilede.

“Kan De huske, hvor mange der var, da vi begyndte?” sagde han, mens Wisch rullede med øjnene og rystede let på hovedet. “Jeg må tilstå, at der var øjeblikke, hvor jeg ikke troede, vi nogensinde ville blive færdige.”

Chaufføren trak det sidste stykke af kanvastaget på plads og strammede rebet omkring øjet i metal på bagklappen med en rutineret bevægelse.

“Kan De køre sådan en, Wisch?” spurgte Rosenberg og nikkede mod lastbilen.

“Javel, Reichsleiter Rosenberg,” svarede Wisch.

“Godt,” nikkede Rosenberg. “Så kan De køre mig til havnen. Jeg vil gerne sikre mig, at alting er lastet ordentligt. Derefter skal vi tilbage til Berlin. Min plads er ved Førerens side i denne sidste tid.”

Det fik Wisch til at endnu en gang at slå hælene sammen.

“Heil Hitler!” sagde han højt.

“Ja,” svarede Rosenberg eftertænksomt, mens han nikkede. “Heil Hitler.”

Jägersro, Malmø, søndag den 5. juli 2015

02:49

AS’AD KOM TIL sig selv uden at vide, hvor han var. Udover at bevæge fingrene ganske lidt var han ude af stand til at røre sig. Hele hans krop føltes som en lammende knude af smerte, der fik ham til at ryste ukontrollabelt, som han lå der på gulvet i det, der lod til at være en varevogn, mens noget strammede om hans håndled og skar sig ind i huden.

Hvad var der sket?

Han havde været på vej til fajr, så meget huskede han, og var passeret gennem tunnellen under ringvejen, som han plejede at gøre, når han skulle til moskéen. En kvinde i sort træningstøj var kommet løbende mod ham. As’ad havde rystet let på hovedet over, at nogen ville løbe på den tid af døgnet, og kigget væk, sådan som han altid gjorde, når han mødte en kvinde uden slør.

At stirre på dem var haram, det havde han aldrig været i tvivl om.

Var hun løbet ind i ham? As’ad huskede, at hun var løbet tæt forbi ham – alt for tæt. Så tæt, at han var stoppet og havde kigget op, idet hun passerede ham. Han havde kigget hende i øjnene, de brune øjne, som syntes at stirre lige igennem ham.

Det var det sidste, As’ad huskede, før han kom til sig selv igen i mørket. Varevognen havde ingen ruder bagi, og det eneste lys var det, der trængte ind fra det lille vindue til føreren.

“Jeg tror, han er klar,” sagde en stemme på engelsk, As’ad ikke kendte, mens en hånd gav ham et hårdt slag på kinden.

“Jeg tager den herfra,” svarede en kvindestemme.

“Hvad er det her?” fik han fremstammet gennem smerten og rystelserne. “Hvad er det, I –”

“As-salamu alaykum,” afbrød kvinden ham og fortsatte på arabisk. “Jeg ved, hvad der skete.”

Skete?” mumlede As’ad.

“Den dag på broen – med din datter.”

“Min datter?” prøvede As’ad. “Hvad mener –”

“Insha’Allah,” svarede kvinden. “Jeg giver dig chancen for at tage den hævn over de vantro, der tilkommer dig, og blive en martyr for Allah.”

Martyr?” svarede As’ad og prøvede at komme op på albuerne. “Er du blevet vanvit–”

I det samme mærkede han, hvordan hun satte sit knæ mod hans bryst og tvang ham bagover, så hans hoved ramte mod metalgulvet i varevognen.

“Du gør præcis, hvad jeg siger, du skal gøre,” sagde hun. “Er det forstået?”

“Og hvis jeg nægter?” spurgte han med det, der føltes som den sidste luft i hans lunger.

Kvinden tog noget fra sin lomme uden at fjerne knæet fra hans bryst. As’ad så, det var en mobiltelefon. I lyset fra displayet genkendte han kvinden, han havde set komme løbende mod ham i tunnellen. Så vendte hun mobiltelefonens skærm mod ham.

“Det gør du ikke,” sagde hun bare.

Læs også:

2018-08-09T12:28:56+00:00