Anette Prehn: Det nytter ikke noget ene og alene at kunne ’stå fast’ og ’tage nej-hatten på’, for omstillings- og tilpasningsevne er og bliver et karakteristikum ved en art, der har tænkt sig at overleve.

Uddrag af FLIP
Af Anette Prehn

Panikknappen i  hjernescanneren

For år tilbage skulle jeg have foretaget en hjernescanning. Forud for dette havde jeg i månedsvis oplevet bølger af nerveforstyrrelser fra mit baghoved, nogle gange 30-40 i træk. Også dengang var jeg i gang med at skrive en bog og havde ret megen skærmtid i min hverdag.

Jeg havde set en neurolog, som tjekkede mig for forstadier til et par sygdomme, hvis navne i sig selv fik min amygdala, hjernens alarmklokke, til at vågne og mit hjerte til at galoppere af sted. Heldigvis mente hun, at der ikke var grund til bekymring, men for en sikkerheds skyld ville hun gerne have mig hjernescannet.

”Lider du af klaustrofobi?” spurgte hun venligt. Hvis du, kære læser, endnu har oplevelsen til gode, kan jeg afsløre, at der florerer alskens rædselshistorier om, hvor sardindåseagtig en MR-scanner er, og hvor håndklam og panisk, man kan blive derinde. Jeg fornemmede dog lynhurtigt, at dette var én af de situationer i livet, hvor det nok var klogest at svare ”nej”, hvis jeg da ville have den der hjernescanning. Hvorfor jeg rystede let på hovedet.

Nogle uger senere, vel ankommet til klinikken, fik jeg stukket en knap i hånden. ”Det her er panikknappen,” sagde den ansatte smilende. Tak for kaffe! Så var scenen da ellers sat. Men rolig nu, og på med høreværnet – under strenge ordrer om ikke at bevæge mig. Jeg rettede opmærksomheden hen på min gode, dybe vejrtrækning, som jeg heldigvis altid har adgang til, selvom jeg jævnligt glemmer, at jeg har det.

Alligevel kunne jeg godt mærke min puls stige noget, da alt var klappet og klart. ”Flip!” tænkte jeg, mens jeg blev kørt ind i scanneren. ”Hvilke flip af hjernen vil kunne hjælpe lige nu?”

Man kan flippe sin hjerne – og dermed sin fortolkning af en situation – lidt ligesom man flipper en mønt. Så det gjorde jeg fra mit bakkende leje. Mens jeg mindede mig om, at undersøgelsen kun ville tage, hvad der svarer til fem-seks afsnit af Gurli Gris.

På bedste superheltevis tog jeg nu nogle ture ’op i helikopteren’, som det også kaldes, for deroppefra at fiske nye fortolkninger frem. Fortolkninger, der kunne fremme indre ro som et værdigt alternativ til den begyndende panik og klaustrofobi, jeg mærkede. Når jeg fandt en fortolkning, registrerede jeg dens effekt på min krop. Var den virk-som? Beroligede den? Hvis ikke den gjorde det i tilstrækkelig grad, tog jeg en tur mere: Op-finde-ned-mærke, op-ned, op-ned. Indtil den pludselig var der; den omfortolkning, som gjorde, at jeg kunne have ligget i hjernescanneren i flere timer, hvis det skulle have været:

”Hvis det havde været for 100 år siden, havde det været med hammer og mejsel – og uden bedøvelse!”

Da den omfortolkning af situationen kom til mig, smilede jeg. Næsten uden at bevæge mig. Faktisk lo jeg lidt inden i mig selv. Derefter slappede jeg af. Trods oplevelsen af larm på trykluftsbor-niveau igennem høreværnet blev jeg grebet af en dyb taknemmelighed over at leve i netop denne æra af menneskehedens historie med de avancerede videnskabelige og teknologiske fremskridt, som knalddygtige og engagerede forskere har opnået til glæde for os andre.

Afledt af dette første flip sprang nu de næste:

”Hvor er jeg i grunden heldig at kunne tage en ’morfar’ på en helt almindelig tirsdag formiddag!”

Og så skruede jeg også lige op for andre – og endnu værre – scenarier:

”Hellere ligge her i fred og (næsten) ro end at blive boret i tænderne.”

”Hellere ligge her stille og roligt i 25 minutter end at befinde mig i stærk turbulens i et fly i 25 minutter.”

Jeg brugte i min proces flere ’greb’, som du vil lære at kende i løbet af bogen. Dels tog jeg på en tidsrejse, dels fandt jeg fordele ved den nuværende situation, dels forestillede jeg mig en endnu værre situation, som gav perspektiv på og ro ind i min oplevelse.

Indtil jeg ’faldt i hak’ med min hammer og mejsel – og uden bedøvelse – var jeg begyndende angstfuld. Jeg gjorde mit bedste for at berolige mig selv og kender jo heldigvis et trick eller to. Jeg lykkedes sådan nogenlunde med mit forehavende. Men ved at tage nye billeder af situationen, flip-flip-flip, begyndte jeg imidlertid at tilpasse mig den: Jeg justerede min opfattelse og min tænkning, indtil de afledte følelsesmæssige effekter af dette skabte (relativ) ro inden i mig. Dermed blev min hjerne til en medspiller og en hjælper for min krop, som den i øvrigt er tæt forbundet med. Hjerne og krop er en dybt integreret helhed.

Selvom jeg siden har undladt decideret at opsøge muligheden for at blive fast forsøgsperson i hjernescanneren, beroligede denne tilpas-ning til situationen mig. Nu kunne jeg pludselig være i den på en langt mere ressourcefuld måde end før. Og skulle det ske, at jeg på et senere tidspunkt skal have foretaget endnu en hjernescanning – eller komme i en situation, der minder lidt, noget eller meget om episoden – vil jeg have disse beroligende erfaringer med mig, som jeg kan tage kontakt til. De kommer dermed til at danne udgangspunkt for min tilpasning til en anden situations krav. Med omfortolkningerne i lommen kan jeg med andre ord nemmere indgå i en lignende krævende situation i fremtiden på en hjælpsom måde.

Byggede du bro til dine egne livserfaringer i løbet af mit eksempel? Ellers gør det gerne nu. Få vækket evnen til live. Det er nemlig sådan, at du tager mest mulig læring med dig fra de andre eksempler i bogen her.

Ordet ’tilpasning’ har lidt en krank skæbne i årtier i Danmark. Se for dig et barn, der ene og alene kan finde ud af at være ’ude’ på en fastfood familierestaurant, hvor man må lege og larme. Dermed fornemmer du effekterne af en kultur, som har overset betydningen af, at mennesker – store som små – kan pendulere mellem forskellige sociale roller. P.t er ’tilpasning’ en aldeles overset værdi, og det er den sådan set også, hvis topdirektøren på datterens lejrskole nægter at gribe toiletbørsten, når der er fællesrengøring, inden forældrene kan køre hjem med børnene.

Selvom tilpasningen til nye eller anderledes situationer er et essentielt karakteristikum ved menneskelivet, har vi tankevækkende nok nærmest ikke noget hverdagssprog for det for tiden. At ’tilpasse sig’ er næsten et skældsord i vores kultur, blandt andet inden for børneopdragelse, uddannelsessystemet, arbejdsmarkedet osv. Her har den enkeltes ret til at gøre, ’hvad der passer mig, hvor det passer mig’ været den dominerende kulturelle opfattelse i individualismens hellige navn. Denne opfattelse overser imidlertid totalt, at vi er en del af et større system; i samfundet, i kulturen, i fællesskaberne og i de mange snitflader i hverdagen, hvor menneske møder menneske. En vis tilpasning til hinanden, til begivenheder og til vilkår er en nødvendighed for såvel sammenhængskraft, respekt, dannelse, mental sundhed og indre ro.

I bogen her vil jeg tale for, at det er muligt BÅDE at stå på et stærkt værdimæssigt fundament, mens vi udfordrer vanetænkning, når det er på sin plads, OG at have blik for, hvordan vi tilpasser os løbende. Tilpasningen gør, at vi kan gå i samspil med en situation eller med hinanden på helt nye måder. Den er dels relevant i forbindelse med vores ’indre forhold’ som mennesker, dels i forbindelse med de stærkt varierende ’ydre forhold’, vi står midt i her i det 21. århundrede.

Skal vi for eksempel lykkes med at klare skærene, når en samfundsmæssig, organisatorisk, innovationsmæssig eller personlig El Niño kommer forbi, kan vi med fordel træne os op i at kunne ’skrumpe skelettet’. Bare lidt. Og ikke kropsligt, snarere mentalt – og i overført betydning heldigvis. Ligesom havleguanerne på Galapagos vil det formentlig vise sig, at de, der har lettest ved at ’skrumpe skelettet’ i forhold til vilkår, de alligevel ikke kan påvirke, har de bedste forudsætninger for at kunne trives og få det bedste ud af det 21. århundrede.

Når det er skrevet, kan en række andre forandringer og øvrige begivenheder omkring os naturligvis påvirkes (selvom en decideret ’El Niño’ næppe kan). Og nogle gange ønsker vi at gå efter at ændre en begivenhed – eller tilbagerulle en forandring. Dette kræver mobilisering af vores ressourcer, hvilket også er en uhyre vigtig menneskelig disciplin, som bogens metode også baner vej for.

Uanset om du har tænkt dig at tilpasse dig en begivenhed eller en ændring i dit miljø ved at acceptere den eller ved at mobilisere kræfter for at tale den imod, har du brug for at finde og stå på dit balancepunkt: Det vil sige din indre ro og ressourcefuldhed og din evne til at tænke og handle fleksibelt i situationen. Det er den rejse – tilbage til dit balancepunkt igen og igen og igen – som bogens metode kan hjælpe dig med at gøre til en vane.

En verden af forandring, fremtidståge og friktion

Samfundsanalyserne af dette århundrede er allerede mange. Overskrifter som klima, miljø og bæredygtig udvikling lever parallelt med kunstig intelligens, teknologiske kvantespring og digitalisering, fokus på mental og fysisk sundhed samt intensiveret samspil mellem mennesker fra vidt forskellige kulturer.

Hvis du mistede pusten af den sætning, har du netop mærket, hvilken effekt de mange forandringer, vi står i og over for, let kan have på os. De kan gøre os stakåndede og give os en oplevelse af ’kluddermor’ på øverste etage.

For mig er der tre centrale karakteristika, der løber som en rød tråd igennem disse overskrifter – og igennem menneskers liv i det 21. århundrede. Disse kalder jeg forandring, fremtidståge og friktion.

FORANDRING vil sige, at noget ændrer sig fra en tilstand til en anden. Forandring er et grundvilkår ved alt liv, om vi bryder os om det eller ej. Vi er født ind i en cyklus, hvis mest grundlæggende karakteristikum er forandring. I det 21. århundrede er det mere eller mindre et grundvilkår at kunne omstille os til nye måder at gøre ting på, spille sammen på og skabe mening på. Forandring er blevet den nye normal i arbejdslivet. Det forudsætter en vis åbenhed over for, at ting kan være anderledes, end de er i dag, en evne til at lære nyt og en forståelse for fleksibelt at kunne finde mening – og justere vores liv let eller ganske markant – i lyset heraf. Det vil formentlig vise sig at være essentielt i det 21. århundrede at kunne få hjernen og hjertet med på det, som kommer uanset hvad. Samtidig med at man er rodfæstet i sine værdier. Ligesom det at kunne regulere stress og angst i opløbet vil være kompetencer, som både individ, arbejdspladser, fællesskaber og kulturen har interesse i, at mennesker tilegner sig og vedligeholder.

FREMTIDSTÅGE vil sige, at vi kigger fremad og ser et tåget landskab; en uklar fremtid. Fremtiden er mildest talt svær at forudse – måske endda umulig. Når vi ser, hvad fortiden forudså om fremtiden, kommer vi ofte til at le, fordi spådommene var fremskrivninger af logikker, der virkede så utrolig eviggyldige dengang, men som siden stak af i en ret så anderledes retning. De fleste afholder sig klogeligt fra at gøre noget lignende i dag. Og de, der alligevel vover pelsen, kommer ofte til at lave fejlslutninger og antage, at de konturer, vi øjner i dag, kommer til at udgøre strukturerne af i morgen. Det er helt naturligt for den menneskelige hjerne at forsøge at forudsige og begribe, hvad der er på vej. Vores indre ro afhænger blandt andet af, om vi lykkes med det. Men det er temmelig svært at gøre med succes i fremtidståge. Oplevelsen af fremtidståge kan let få mennesker til at blive særdeles usikre og slå bak. Dette får dog ikke i sig selv fremtidstågen til at gå væk. Derfor er det en nødvendig kompetence i vor tid at kunne etablere nogle heller, eller oaser, af indre ro, tillid og skelneevne, selv når omgivelserne og de næste skridt synes tågede, og vi selv føler os ’mentalt omtågede’.

FRIKTION henviser til de udfordringer, vi kan opleve i mødet med andre mennesker. Ud over møder på tværs af værdier, kulturer, uddannelser, interesser og ekkokamre indebærer menneskelivet også en langt mere jordnær friktion. Den handler om, hvorvidt vi rent faktisk er i stand til at få noget godt og konstruktivt ud af menneskelige møder ’med kant’, både offline og online. Både med mennesker, vi er i hyppigt samspil med, og med dem, vi netop har mødt. Den lette løsning er dommen: at skære den anden over en kam og dømme vedkommende ude (eller ’langt ude!’), hvilket smitter os med en følelse af, at vi selv er både større, bedre og mere ’rigtigt’ på den, end den anden er. Men dette spærrer også andre mennesker inde i kasser, opløser nuancer og gør os endnu mere selvfede, end vi i forvejen er. Selvfølgelig kan vi godt blive ved med at være sådan, spørgsmålet er bare, om det er særligt respektfuldt over for andre, og om det i øvrigt er en hen-sigtsmæssig disponering af de knappe mentale ressourcer, vi besidder.

Min hypotese er, at menneskers evne til at tackle forandring, fremtidståge og friktion vil være afgørende for, hvordan vi spiller sammen, præsterer, lærer og skaber mening – kort sagt trives – i det 21. århundrede.

Bogen her er mit bud på, hvordan vi som art opbygger og vedligeholder et bredere mentalt repertoire, end vi har i dag, hvorved vi bedre kan tilpasse os og tackle de mangeartede situationer, der opstår i vores liv på relations-, begivenheds-, vilkårs- samt selvopfattelsesniveau. Som du vil opdage, spiller vores kultur og fællesskaber en hovedrolle her.

Når hjernen oplever forandring, fremtidståge eller mærkbar friktion, går den let i baglås. Den igangsætter stressreaktioner anført af hjernens alarmklokke, amygdala, som er på en evig jagt efter alle de mulige farer, den kan opfange og advare os om. Vi kan dermed opleve et klaustrofobisk krydspres:

  • indefra – af en hjerne, der løber af sted med os, uden at vi forstår, hvad der foregår, og
  • udefra af omgivelser, som mildest talt virker forvirrende, men som vi ikke desto mindre skal forholde os til og leve i lyset af før eller siden.

Dette krydspres kræver meget af os. Det kræver, at vi kan regulere vo-res følelser, og det kræver, at vi kan massere og ændre vores opfattelse og tænkning, når det er nødvendigt og hensigtsmæssigt.

Som jeg uddyber senere, er omfortolkninger dybt forbundet med etiske overvejelser. Skal man som individ ’blot’ omfortolke, hvis man befinder sig i urimelige vilkår eller relationer? Selvfølgelig ikke. Mener jeg, at vi skal tilbede enhver forandring, vi står midt i? Eller se med et stort smil på de mange, der annonceres? Bestemt nej. Skal vi bare acceptere forandringshastigheden, som den er lige nu? I mange virksomheder og brancher introduceres forandringer i dag med en hyppighed, som tager pusten fra selv den bedste. Den ene forandring når ikke at blive ført til ende, før den næste introduceres. Nogle forandringer er så gennemgribende, at vi kalder dem disruption: En industri, der måske har levet trygt og godt i årtier eller århundreder, står til at opleve fundamentale forandringer for ikke at sige reel udradering. Vi digitaliserer i ét væk, og eksperter vurderer endda, at vi kun har forløst omkring fem procent af det eksisterende digitaliseringspotentiale. Betyder det, at jeg elsker denne situation? Næh.

Det giver god mening at stille sig kritisk over for forandringshastigheden i blandt andet vores organisationer og samfundet. Vi kan tilmed sætte spørgsmålstegn ved den måde, mennesker i arbejdslivet belønnes på: De uddannelser, der leverer ledere til erhvervs- og organisationslivet, har typisk som succeskriterium, at de studerende evner at flytte rundt på stregerne i en organisation. Deres professionelle selvopfattelse måles i høj grad på deres transitionskompetence og -erfaring. Sagt mere jordnært: Stort set alle ledere ønsker at sætte sig spor ved at lave om. Når de så arbejder for virksomheder, der for-ventes at overgå sig selv hele tiden i præstation og resultater, kan det friste til kortsigtede løsninger, hurtige gevinster og stor omskiftelig-hed. Kombineres dette med pres fra kommercielle spilleres skræmmende fremtidsanalyser af den globaliserede verden, går der hurtigt både stress og lemmingeeffekt i den. Så forandrer vi for at forandre.

Mit budskab er: Tal endelig dogmer imod med stærke argumenter – særligt hvis disse har udviklet sig til en undertrykkende monokultur. Mobiliser. Handl. Skab alternative nutider og fremtider, hvis du og I tænker, at de giver bedre liv for menneskeheden. Men det kan og bør ikke være en enstrenget strategi. Det er simpelthen for slidsomt at befinde sig i konstant foranderlige omgivelser og opfatte dem som en evig trussel eller som noget forkert.

Det nytter med andre ord ikke noget ene og alene at kunne ’stå fast’ og ’tage nej-hatten på’, for omstillings- og tilpasningsevne er og bliver et karakteristikum ved en art, der har tænkt sig at overleve.

Det er de fås privilegium i dag at kunne stige af toget og finde sig et mindre foranderligt job og miljø. Og nej, udviklingen i verden kommer næppe til at gå langsommere i de kommende år. I stedet for at frygte og forsøge at fly forandringen kan vi med fordel lære at tackle den på en hensigtsmæssig måde mentalt. Man må lære at leve med mange ting her i livet. Vænne sig til dem. Få det bedste ud af dem. Og vælge sine kampe med omhu. Når man kan og gør det, kan man også være mest mulig ressourcefuld i de kampe, man rent faktisk vælger at tage. Jeg har den dybeste respekt for mennesker, der tager kampe. Det er bare en stor fordel at være mentalt klædt på til dem.

Hvordan skabes den nødvendige tilpasningsevne?

Hjernescanningseksemplet fra mit liv viser, hvad gentagne flip af vores perspektiv kan gøre. De kan vende begyndende panik til indre ro. De kan få kroppen og hjernen til at arbejde med, ja, sågar til at mobilisere relevant energi til en opgave. I andre tilfælde kan de ændre irritation og vrede i en relation til empati, tilgivelse og en større forståelse af, hvordan en situation ser ud fra et andet menneskes synspunkt. I atter andre tilfælde kan flippene styrke os i at forstå kulturelle normers betydning for vores selvopfattelse og bane vej for accept og dét, forskere kalder selvbarmhjertighed og resiliens: at vi udviser barmhjertighed over for os selv, og at vi evner at ’komme igen’, det vil sige svirpe tilbage til vores balancepunkt i stedet for at tynges af skyld og skam på grund af kløften mellem høje idealer og levet liv.

Evnen til at flippe en opfattelse af noget – ligesom man kan flippe en mønt – kan få os til at se en situation gennem nye linser og dermed plukke anderledes følelser. Den kan hjælpe os med at ’cope’, som det hedder på engelsk. Personligt interesserer jeg mig meget lidt for personlig udvikling, men rigtig meget for at bidrage til menneskers ’coping’; det vil sige evne til at kunne magte og tackle forskelligartede situationer i hverdagen.

Centralt i denne evne ligger det, man kalder for kognitiv fleksibilitet. ’Kognitiv’ refererer i dag bredt til det, der foregår mellem ørene. ’Fleksibilitet’ betyder at være i stand til og villig til at gøre noget andet, end man plejer eller har planlagt. Når du lykkes med at være kognitivt fleksibel, opreguleres din indre ro og tillid til at kunne kapere situationen og dermed nedreguleres stress, angst og vrede. Vi lærer dog i dag typisk hverken kognitiv fleksibilitet i hjemmet, i uddannelsessystemet eller via den kulturelle og samfundsmæssige dannelse. Det har jeg sat mig for at ændre i kraft af bogen her.

Du kan flippe dit perspektiv – lidt ligesom man flipper en mønt.

Håndbogen for Adfærdsmæssig Hjerneforskning definerede i 2016 kognitiv fleksibilitet som ”en kritisk eksekutiv funktion, der bredt set kan defineres som evnen til at tilpasse sin adfærd som en respons på ændringer i omgivelserne”. En forudsætning for, at man som menneske kan tilpasse sin adfærd troværdigt er dog, at man har tilpasset sine fortolkninger, sin tænkning.

Året før, i 2015, slog et McKinsey-studie fast, at nogle få ledelsesevner korrelerer med kommerciel succes. Blandt de fire fremhævede finder vi evnen til at skifte perspektiv og sætte fordomme på pause. Hvis du bruger bare nogle få minutter på YouTube og udforsker begrebet ’bias’, eller ’unconscious bias’, vil du opdage, at mange større virksomheder har opdaget, hvor vigtigt det er at kunne løsrive sig fra fastgroede fortolkninger og skifte perspektiv. Men én ting er at slå fast, at det er vigtigt, noget andet er at være i stand til at gøre noget ved det. Det er to vidt forskellige ting, og de fleste nøjes med at snakke om tingene. Bogen, du sidder med i hånden her, vil gøre noget ved det.

En rygrad i kognitiv fleksibilitet hedder ’(cognitive) reappraisal’, ’re-framing’ eller bare ’omfortolkning’ på dansk. Det vil sige ”at ændre en situations mening på en måde, der forandrer dens følelsesmæssige indvirkning” (min oversættelse). Omfortolkning er en velbeskrevet og evidensbaseret vej til følelsesregulering. Ja, man kan nærmest mene, at omfortolkning er lidt af en ’darling’ for mange forskere. Professor James Gross fra Stanford Universitet, der er en vigtig grundsten i følelsesreguleringsforskningen i verden, siger ligefrem om evnen til omfortolkning, at den ”burde være i vandet, vi drikker”. Så vigtig er den for menneskers mentale sundhed, stressreduktion og handlekraft. Ligesom vi får lidt jod, når vi spiser bordsalt i dette land, på samme måde ville vi vinde stort ved at få tilført omfortolkningsstyrke, hver gang vi tog en slurk vand.

Alligevel er systematisk omfortolkning som følelsesreguleringsværktøj uopdyrket land for mange. Omfortolkningsverdenen mangler med andre ord en metode for, hvordan man omfortolker hensigtsmæssigt og med effekt. Jeg har udviklet omfortolkningsmetoden Framestorm, som kan bruges i forhold til relationer, begivenheder og vilkår samt i relation til menneskers selvopfattelse. Qua min baggrund som sociolog er jeg nysgerrig på de mekanismer, der påvirker vores samspil: indefra via hjernens spilleregler og udefra via de strukturer, den kultur og de fællesskaber, der præger vores normer, dogmer og opfattelser af mangeartede situationer. Metoden har både potentialet til at ’gå i flæsket’ på kulturelle dogmer, som er ude af trit med vores nuværende virkelighed – vores syn på fejl, perfekthed eller stress for eksempel – og til at lade os revitalisere nogle af de hjælpsomme kulturelle pejlemærker, vi for tiden har glemt.

Bogen her er en udløber af den legende og eksperimenterende tilgang til praktisk plasticitet, som har præget mit arbejde i mere end 10 år. Det er FLIP’s ambition at blive din grønspættebog i livet: en hjælper og uvurderlig følgesvend til at trives og skabe mening i forandring, fremtidståge og friktion i det 21. århundrede. Uanset om du som menneske overvejer at stille dig ud, hvor det stormer (og for eksempel forsøge at påvirke en samfundsudvikling, en kultur, en lovgivning eller en relation til et andet menneske), eller om du har brug for at finde fred følelsesmæssigt i forhold til et vilkår, som ikke lader sig ændre (men som du stadig bøvler med at acceptere), vil du her finde inspiration og konkrete veje til at blive mere kognitivt fleksibel.

Jeg benytter mig selv af omfortolkningens kraft flere gange dagligt. Ikke sådan at jeg nødvendigvis tænker: ”Nu må jeg omfortolke!”, men snarere ved, at jeg lynhurtigt identificerer, om en situation lader sig påvirke:

  • Vejret: Nej!
  • Min netop overståede søvn: Nej! (men jeg kan gennem mine valg i dag påvirke min søvn her til aften)
  • At en ting netop er faldet på gulvet og smadret: Nej! (men måske den kan limes?)
  • Min indstilling til en situation: Ja!
  • Tendenser i tiden: Måske! (et engagement i en politisk organisati-on eller den offentlige debat kunne være en måde at afprøve denne mulighed på)
  • Min påvirkning af beslutninger på vej i en organisation, jeg er en del af: Måske! (afhænger nok af min placering, men måske værd at teste, hvis det er vigtigt nok?)
  • Hvad jeg prioriterer: Ja! (i en vis udstrækning i al fald)
  • Osv.

Mennesker er ikke nødvendigvis enige i deres analyse af, hvad der kan påvirkes, og hvad der ikke kan påvirkes. Og mange af de største innovationer og samfundsomvæltende revolutioner er netop blevet levendegjort, fordi visse mennesker turde tænke langt større og tro langt mere på, at strukturer var påvirkelige, og drømme kunne realiseres.

I forhold til det, der kaldes stressreduktion (som jeg foretrækker at kalde ’opregulering af indre ro’), er det at have en stærk skelneevne – med hensyn til hvad der kan påvirkes (og hvad du prioriterer at påvirke) versus det, der næppe eller slet ikke kan påvirkes – afgørende. Jeg kalder det forskellen på ’grøn cirkel’ og ’rød cirkel’. Uanset om konturerne af en situation lader sig påvirke eller ej, kan vores indstilling til situationen altid påvirkes – endda i en retning, der muliggør, at vi trækker bredest muligt på vores kompetencer og får det bedste ud af det, der nu engang har budt sig til. Neurologen og Holocaust-over-leveren Viktor Frankl beskrev dette meget kraftfuldt. Han anskuede det ’at vælge din indstilling i enhver situation’ for at være ’menneskets sidste frihed’. Hans pointe inspirerer mig. For når et menneske, der har gennemlevet og overlevet en så nedværdigende behandling, kan rette lommelygten mod dét i situationer, der er i ’grøn cirkel’, og som man kan vælge at allokere sine mentale ressourcer i retning af – så kan vi andre også.

Jeg oplever selv, at det nogle gange kan tage dage eller uger at lande på en omfortolkning, der virker motiverende eller afklarende: at ’falde i hak’, som jeg kalder det. Ofte tager det dog også bare sekunder eller minutter, fordi min muskel efterhånden er ret så veltrænet. Det sam-me kan ske med din omfortolkningsmuskel med lidt øvelse. Generelt kigger jeg efter, hvad ’gaverne’ er i en situation, der er opstået. De lader sig typisk finde, når man kigger efter dem.

Indimellem støder jeg på mennesker, der mener, at omfortolkning er som at forsøge ’at male en lort lyserød’. Fra en overfladisk betragtning kan det måske se sådan ud. Men Framestorm-metoden rummer et væld af omfortolkninger med mange flere lag end bare det at ’se positivt’ på ting, se ’det halvt fulde glas’. Der er ingen tvungen positivitet i den. Metoden er derimod en nuanceret afsøgning af nogle af de mange meningsfulde brilleglas, man kan se situationen igennem – hvis man altså ønsker at se noget andet, end man gør lige nu, og vælger at gøre det. Den er således både et redskab til at styrke egen ressourcefuldhed i svære situationer eller relationer og til at forbedre samspil, trivsel, præstation og læring.

Har vi virkelig så mange drænende fortolkninger, at vi ligefrem behøver en metode til at ændre dem? Sammen med gode folk fra Forsvaret samlede jeg på et tidspunkt en liste over fortolkninger, der kan spænde ben for soldaters mentale trivsel før, under og efter en mission. Listen blev på over 100 fortolkninger strækkende sig fra:

  • ”En irritabel morgen = forstadiet til PTSD” over
  • ”Jeg kan ikke fortælle min kone, hvad jeg har lavet i kamp, for så vil hun ikke elske mig mere” til
  • ”Min kammerats død = min skyld”.

For mig var listen en øjenåbner, der viste, hvor mineret vores hverdag faktisk er med fortolkninger, der kan detonere når som helst og spænde ben for, at vi fungerer og trives. Det gælder også for mindre drama-tiske hverdagssituationer, såsom at naboen, kollegaen eller kæresten er møghamrende irriterende.

Den fortolkningsbevidsthed, der skabes ved at få en systematisk omfortolkningsmetode ind under huden, er som en slags ’bombehund’. Den hjælper dig med at opdage de sprængfarlige og klart uhensigtsmæssige fortolkninger i livet, i samspillet med dig selv og andre samt i kulturen. Derved kan du gøre noget ved dem, inden de anretter skade.

Som du vil opdage igennem din læsning af bogen her, er jeg på en mission, som går langt videre end individet. Jeg arbejder ihærdigt for at nyttiggøre hjerneforskning og socialpsykologi, så mennesker alment kan have praktisk glæde af disse i hverdagen. Samtidig er jeg bannerfører for kulturelle forandringer, der er påkrævede for at kunne skabe og nære et velfungerende samfund i det 21. århundrede med velfungerende fællesskaber bestående af velfungerende mennesker. Mere om dette i Del D.

En 360° brainstorm på mulige fortolkninger

Omfortolkning påvirker vigtige hjerneprocesser. Den beroliger blandt andet amygdala, også kendt som ’hjernens alarmklokke’, ved at stimulere pandelapperne, også kaldet ’hjernens chef ’. Dermed ændres følelser som panik, vrede og ængstelighed. Disse følelsesregulerende effekter er rigt og vedvarende dokumenteret af den føromtalte professor James Gross’ laboratorium på Stanford Universitet.

Da jeg selv lærte værdien af omfortolkning at kende, kom jeg hurtigt til at savne en egentlig omfortolkningsmetode. Jeg savnede en metode, som kunne bidrage til at sikre, at jeg kom frem til en fylde og en rigdom i mine omfortolkninger og undgik at falde i den kedelige grøft, som jeg i dag kalder ’tvangsvending’: hvor man forsøger at gøre problemer til udfordringer eller vende negativitet til positivitet. At forsøge at diktere sin hjerne en sådan sort-til-hvid-vending er hjerneklodset; det arbejder imod hjernens logik, idet det vækker hjernens fejlfindingscenter, der begynder at lede efter fejl, mangler og svagheder ved diktatet. Desuden er – og føles – det utroværdigt.

Samtidig så jeg mig omkring i de organisationer, jeg arbejdede med. Jeg undrede mig over, hvor utrolig populært det var i tide og utide at brainstorme på adfærd og handling, mens ingen syntes at have fanget værdien af eller implementeret dét at framestorme på indstilling, opfattelse og fortolkning.

I 2009-2010 udviklede jeg derfor de første spæde skridt til dét, der i dag er den varemærkeregistrerede Framestorm-metode. Man kan også kalde den en 360° brainstorm på mulige fortolkninger.

Man kan omfortolke som individ og som gruppe/fællesskab, og dette kan have afsmittende effekter på den kultur, man er en del af – sågar endda også på de strukturer, der eksisterer omkring en. Men mennesker skal have lyst til at ændre deres syn på noget – og kunne se de hjernemæssige pointer i at gøre det – for at omfortolkning for alvor batter noget. Som du vil opdage, er fortolkninger ikke kun individuelle. Så langtfra endda. Fortolkninger næres også af strukturer, lovgivning, kultur, trends og normer i vores forskelligartede fællesskaber (uddannelsesverdenen, arbejdspladserne, fritidsfællesskaberne, familien osv.).

Her i FLIP bliver du dus med metoden, således at du kan gøre din hjerne til en medspiller i hverdagens og denne historiske æras mange udfordrende situationer. Din fortolkning er afgørende for, hvordan du føler, samt hvilken adfærd du fører ud i livet. Så mens mange mener, at ’djævelen ligger i detaljen’, vil jeg supplere med at sige, at den også, endda i høj grad, ligger i fortolkningen.

Framestorm-metoden baserer sig på en række neurologiske principper og bringer dermed aktivt i spil, hvad vi i dag ved om hjernens spilleregler. At forstå, hvad der foregår på ’øverste etage’ – og hvad der kan få hjernen til at slå bak såvel som til at arbejde med – er essentielt, hvis vi vil opgradere menneskers trivsel og mentale sundhed. Derfor er det vigtigt, at vi er mange, der kender til hjernens spilleregler og kan støtte hinanden i at skabe hjernesmarte rammer omkring menneskers liv og samspil. Mennesker behøver mennesker, og jo flere vi er, der forstår hjernens spilleregler, desto bedre forudsætninger har vi for at kunne indrette hverdagsliv, der respekterer mennesker og arbejder med hjernens logik.

Det er i høj grad ved at kigge ind i hjernen og forstå dens funktioner, logikker og ’julelege’ bedre, at vi erkender behovet for at blive mere kognitivt fleksible og kan kigge ud igen; bedre rustet til at møde alt det krævende, der nu engang rejser igennem vores liv.

FLIP vil præsentere dig for en række eksempler på, hvordan du kan rumme og tackle disse situationer på måder, så du benytter dig af din tankefrihed, bruger din hjernes, følelsers og krops kapacitet hensigtsmæssigt, vælger dine kampe med omhu og tager et større ansvar for de ’billeder’, du tager af situationer.

Med FLIP bider Anette Prehn sig ind i den højaktuelle debat om resiliens og mental sundhed samt om, hvordan vi katapulterer kreativitet og læring. Hun tilbyder hjernebaseret handling i form af metoden Framestorm. Den lærer os at flippe hjernen, og dermed vores fortolkninger, lidt ligesom man flipper en mønt. For eksempel viser Prehn, hvordan vi kan flippe vores drænende kulturelle dogmer om fejl, perfekthed og stress.
Find bogen her

Læs også:

En tur i skoven i november Hvis du er træt af efterårets regnvejsfulde dage, kan det måske være en trøst at tænke på, at træerne lige nu fylder deres depoter op med vand, [...]

Anette Prehn: Det nytter ikke noget ene og alene at kunne ’stå fast’ og ’tage nej-hatten på’, for omstillings- og tilpasningsevne er og bliver et karakteristikum ved en art, der har tænkt sig at [...]

Om narcissisme, selvværd og curlingbørn Ruster man bedst sine børn til livet ved at udsætte dem for modstand eller give dem masser af omsorg? Det er én af de ting, Svend Brinkmann, Rane [...]

OPERATION CONSTANT »Sagen mod den svenske terrorgruppe har været den mest alvorlige i Danmark, hvis du ser på professionalismen, planlægningen, og hvor tæt vi faktisk var på, at et omfattende terrorangreb blev gennemført.« [...]

Verdens nye supermagt Kina har i al stilhed taget et kvantespring og gennemgår i disse år en vild tech-revolution. En revolution som vil få kinesiske virksomheder til at oversvømme verdensmarkedet med nye teknologier, der [...]

“Hvis vi kun ser mod Silicon Valley, når vi prøver at forstå fremtiden, risikerer vi at stå med ryggen til udviklingen - og så risikerer vi for alvor disruption.” Kina-ekspert Christina Boutrup er [...]

2018-10-31T16:08:03+00:00