Efterforsker Aaron Falk er tilbage og bliver hevet ind for at finde den forsvundne Alice. Han spindes ind i en gammel sag om løgne og hemmeligheder. Hemmeligheder Aaron troede, var lagt i graven for længst, men nu bliver vakt til live igen.

 Af Jane Harper, fra SKOVEN. Find den her

Prolog

SENERE KUNNE DE fire tilbageværende kvinder kun blive helt enige om to ting.

Et: Ingen af dem havde set skoven opsluge Alice Russell.

Og to: Alice kunne være modbydeligt ondskabsfuld, når det stak hende.

Kvinderne kom for sent til mødestedet.

Mændenes hold dukkede op i skovbrynet, og de klappede hinanden på skuldrene, for de var nået frem til afmærkningen i god tid, femogtredive minutter før formiddagens tidsgrænse. Veludført arbejde. Lederen af kursuscenteret udstrålede varme og imødekommenhed, da han iført sin røde personalefleece tog imod de fem mænd. De kastede deres hightechsoveposer om bag i minibussen og satte sig ind med et lettelsens suk. I bussen var der energibarer og termokaffe, men mændene rakte ind over snacks og drikkevarer efter tasken med mobil- telefonerne, som de havde givet afkald på. Endelig genforenet.

Det var koldt i vejret. På det punkt var der ikke noget, som havde ændret sig. Den blege vintersol var kun brudt gennem skyerne en enkelt gang i løbet af de fire dage. Men i bilen var de i det mindste i tørvejr. Mændene lænede sig godt tilbage i sædet. En af dem fyrede en vits af om, hvor umulige kvinder var til at læse et kort, og de grinede alle sammen af den. De drak kaffe og ventede på, at deres kolleger skulle dukke op. Det var tre dage siden, de sidst havde set dem, så de kunne vel godt vente nogle minutter længere.

Der gik en times tid, før de dumsmarte bemærkninger blev afløst af irritation. En efter en rejste mændene sig modvilligt fra de bløde sæder og begyndte at trave frem og tilbage ad jordvejen. De rakte deres telefoner mod himlen, som om en ekstra armslængde skulle kunne fange det ustadige signal. De tastede utålmodigt beskeder til deres bedre halvdele inde i byen, men de kunne ikke sendes. Jeg kommer senere hjem. Vi er blevet forsinket. De havde kun været væk i nogle få dage, men det havde til gengæld været nogle lange dage, og derhjemme ventede varme brusebade og kolde øl. I morgen var det tilbage på jobbet.

Lederen af kursuscenteret stirrede på skovbrynet. Til sidst hægtede han sin radio fri af bæltet.

Forstærkningen dukkede op i form af fem-seks skovbetjente. De småsnakkede afslappet med hinanden, mens de iførte sig deres refleksveste. Vi finder dem i løbet af nul komma fem. De vidste alt om, hvor folk for vild henne, og der var stadig flere timer til, at dagslyset ville begynde at svinde. De begav sig målrettet ind i skoven. Mændene krøb igen sammen i bilen.

Da eftersøgningsholdet kom tilbage, var energibarerne spist, og kaffesjatterne blevet kolde og bitre. Eukalyptustræernes silhuetter stod aftegnet mod himlen, som blev stadig mørkere. Ansigterne havde forvandlet sig til stivnede masker. Den spøgefulde stemning var forsvundet i takt med det svindende lys.

Mændene sad tavse i bilen. Hvis det havde været et krisemøde i et bestyrelseslokale, ville de have vidst, hvad de skulle gøre. Et fald i dollar- kursen eller en uønsket klausul i en kontrakt ville slet ikke have været et problem. Men herude var det, som om skoven skyggede for løsningerne. De sad med hænderne i skødet og holdt om deres døde telefoner, som var de ituslået legetøj.

Der blev igen talt i radioerne. Forlygterne på adskillige køretøjer skar sig ind i skovtykningen, og folks ånde stod som damp ud i den kølige aften. Eftersøgningsholdet blev kaldt sammen til en rådslagning. Mændene i bilen kunne ikke høre alt, hvad der blev sagt, men det behøvede de heller ikke. Tonen i samtalen sagde det hele. Det var begrænset, hvad de kunne stille op, når mørket faldt på.

 

Til sidst brød eftersøgningsholdet op. En af refleksvestfyrene satte sig ind foran i minibussen. Han ville køre mændene tilbage til vandrecenteret. De var nødt til at overnatte på stedet, for i den nuværende situation kunne ingen undværes de tre timer, det ville tage at fragte dem tilbage til Melbourne. Mændene var stadig ved at fordøje meddelelsen, da de hørte det første råb.

Det var skingert og fugleagtigt, en uventet lyd i aftenmørket, og alle så hen mod bakketoppen, hvor fire skikkelser nu dukkede op. Det så ud til, at to af dem støttede en tredje, mens den fjerde og sidste fulgte efter på vaklende ben. Blodet i hendes pande så sort ud på den afstand.

Hjælp os! råbte en af dem. Flere af dem. Vi er hér. Hjælp, hun har brug for en læge. Vil I ikke nok hjælpe os? Gudskelov, åh gudskelov, vi fandt jer.

Eftersøgningsholdet satte i løb, og mændene efterlod deres mobiler i minibussen og kom halsende nogle længder bag dem.

Vi for vild, sagde en af dem. En anden sagde: Hun blev væk for os.

Det var svært at skelne den ene stemme fra den anden. Kvinderne råbte og skreg og talte i munden på hinanden.

Er Alice her sammen med jer? Har hun klaret den? Er hun okay?

Midt i kaos, i aftenmørket, var det umuligt at afgøre, hvem af de fire der havde spurgt til Alices velbefindende.

Senere, da alt forandrede sig til det værre, hævdede de alle som én, at det havde været dem.

 

Kapitel 1

“NU SKAL DU ikke gå i panik.”

Kriminalassistent Aaron Falk, der ikke havde tænkt sig noget i den retning, lukkede bogen, han var i gang med. Han tog mobiltelefonen over i den foretrukne hånd og satte sig op i sengen.

“Okay.”

“Alice Russell er forsvundet.” Kvinden i den anden ende sagde navnet med dæmpet stemme. “Ser det ud til.”

“Hvad mener du med forsvundet?” Falk lagde bogen væk.

“Sådan rigtigt. Denne gang er det ikke kun, fordi hun ikke tager telefonen, når vi ringer.”

Falk kunne høre sin makker sukke ned i røret. Carmen Cooper lød mere presset, end han havde oplevet hende i de tre sidste måneder, hvor de havde arbejdet sammen, og det sagde ikke så lidt.

“Hun er forsvundet et sted i Giralang Nationalpark,” fortsatte Carmen.

“Giralang?”

“Ja, ude østpå, ikke?”

“Ja, jeg ved godt, hvor det er,” sagde han. “Jeg tænkte mere på stedets dårlige ry.”

“Alt det der med Martin Kovac? Det lyder gudskelov ikke til, at det er noget i den retning.”

“Det må vi da ikke håbe. Og det er vel også en tyve år siden nu, er det ikke?”

“Vist nærmere de femogtyve.”

 

Noget ville alligevel altid hænge ved. Falk havde dårlig nok været teenager, den første gang Giralang Nationalpark kom på forsiderne. Det skete yderligere tre gange i løbet af de næste to år. Og hver gang havde billeder af eftersøgningsholdene, der trampede gennem den tilgroede skov efter halsende sporhunde, fyldt tv-skærmene i samtlige dagligstuer i delstaten Victoria. I sidste ende havde de fundet de fleste af ligene.

“Hvad lavede hun derude?” spurgte han. “Teambuilding.”

“Laver du sjov med mig?”

“Desværre ikke,” sagde Carmen. “Tænd for tv, det er i nyhederne. De har sendt et eftersøgningshold ud.”

“Øjeblik.” Falk stod op af sengen og trak en T-shirt over hovedet som supplement til boxershortsene. Natteluften var kølig. Han gik ind i dagligstuen og zappede ind på en fireogtyvetimers nyhedskanal. Studieværten var ved at fortælle om dagens gang i parlamentet.

“Det er lige meget. Det er bare arbejde. Læg dig til at sove igen,” hørte Falk Carmen hviske, og først efter lidt tid gik det op for ham, at hun talte til nogen i den anden ende. Uden at tænke over det havde han set hende for sig på det kontor, de delte, klemt ind bag sit skrivebord, som var blevet presset ind ved siden af hans tolv uger tidligere. Siden da havde de arbejdet tæt sammen, bogstavelig talt. Når Carmen strakte benene, stødte hendes tæer mod hans stoleben. Falk så på uret. Det var søndag aften, og klokken var over ti, så selvfølgelig var hun derhjemme. “Har du set det?” sagde Carmen, nu til ham og også med en hvisken for at skåne, hvem det nu end var, hun var sammen med. Sin forlovede, formodede Falk.

“Ikke endnu.” Falk selv havde ingen grund til at sænke stemmen. “Øjeblik …” Tekststrimlen kørte hen over bunden af skærmen. “Nu kommer det.”

HIKER FRA MELBOURNE MELDT SAVNET I GIRALANG NATIONALPARK. EFTERSØGNINGEN AF ALICE RUSSEL, 45, GENOPTAGES VED DAGGRY.

“En hiker fra Melbourne?” sagde Falk. “Ja, jeg ved det godt.”

“Siden hvornår har Alice …” Han tav. Han så Alices sko for sig.

Høje. Spidse.

“Ja, jeg ved det godt. Fra officielt hold hedder det sig som sagt, at det var en eller anden form for teambuilding. Hun var i en gruppe, som var blevet sendt ud nogle få dage, og …”

“Nogle dage? Hvor længe har hun så været savnet?” “Jeg er ikke helt sikker. Siden i går aftes, tror jeg.” “Hun har haft ringet til mig,” sagde Falk.

Der blev tavst i den anden ende. Så lød det: “Hvem gjorde? Alice?” “Ja.”

“Hvornår?”

“I nat.” Falk sænkede sin mobil og scrollede gennem sine ubesvarede opkald. Han tog den op til øret igen. “Er du der stadig? Tidligt her i morges, faktisk, omkring halv fem. Jeg hørte den ikke. Jeg så først, der var blevet indtalt en besked, da jeg vågnede.”

Igen tavshed. “Hvad sagde hun?” “Ikke noget?”

“Slet ikke?”

“Der var ikke nogen i røret. Jeg gik ud fra, det var et lommeopkald.” I fjernsynet viste de et nyere foto af Alice Russell. Det så ud, som om det var blevet taget til en fest. Hendes lyse hår var sat op i en avanceret frisure, og hun var iklædt en sølvfarvet kjole, der afslørede, hvor mange timer hun tilbragte i fitnesscenteret. Hun så godt fem år yngre ud, end hun reelt var, måske mere. Og hun smilede ind i kameraet på en måde, hun aldrig havde gjort til Falk og Carmen.

“Jeg prøvede at ringe tilbage til hende, da jeg vågnede – ved halv- syvtiden,” sagde Falk, stadig med øjnene mod tv-skærmen. “Hun tog den ikke.”

Tv’et klippede til Giralang Nationalpark set fra luften. Bakker og dale bølgede helt ud til horisonten som et rullende grønt hav i det blege vinterlys.

EFTERSØGNINGEN AF ALICE RUSSELL, 45, GENOPTAGES VED DAGGRY …

Carmen var tavs. Falk kunne høre hende trække vejret. På hans tv- skærm så nationalparken ud til at dække et stort område. Enormt, faktisk. Fra kameraets vinkel så det tykke tæppe af trætoppe fuldstændig uigennemtrængeligt ud.

“Lad mig lige høre beskeden igen,” sagde han. “Jeg ringer tilbage.” “Fint.” Hun lagde på.

Falk sad på sin sofa, tv-skærmens blå lys flakkede i halvmørket. Han havde ikke trukket gardinerne for, og bag den lille altan kunne han skimte Melbournes strålende skyline. Advarselslyset på toppen af Eureka Tower blinkede rødt og rytmisk.

EFTERSØGNINGEN AF ALICE RUSSEL, 45, GENOPTAGES VED DAGGRY … Han skruede ned for tv’et og ringede sin svarer op. Opkaldet var modtaget klokken 4.26 fra Alice Russells mobil.

I første omgang kunne Falk ikke høre noget, og han pressede tele- fonen hårdere mod øret. Fem sekunders lav, atmosfærisk knitren. Ti. Han blev ved med at lytte, og denne gang helt til slutningen. Den hvide støj bølgede op og ned, det lød, som om den kom fra under vand. En dæmpet summen, som godt kunne være en, der snakkede. Og så, ud af det blå, lød en stemme. Falk flåede sin telefon væk fra øret og stirrede på den. Stemmen havde været så svag, at han uvilkårligt spekulerede på, om det var noget, han havde bildt sig selv ind.

Han trommede let på mobilskærmen. Lukkede øjnene i sin stille lejlighed og afspillede beskeden en gang til. Ingenting, ingenting, og så, i mørket, sagde en fjern stemme tre ord ind i hans øre.

“… gøre hende ondt …”

Find TØRKE – Jane Harpers internationale debutsucces her

Kapitel 2

SOLEN VAR ENDNU ikke oppe, da Carmen parkerede sin bil neden for Falks lejlighed. Han stod allerede og ventede på fortovet med sin rygsæk ved siden af sig. Hans vandrestøvler føltes stive, for han brugte dem aldrig.

“Lad os høre beskeden,” sagde hun, da han satte sig ind. Hun havde skubbet førersædet helt tilbage. Carmen var en af de få kvinder, Falk havde mødt, der var høj nok til at se ham direkte ind i øjnene, når de stod ansigt til ansigt.

Falk satte sin telefon på medhør og tastede på skærmen. En knitren fyldte kabinen. Fem, ti sekunders intethed, og så kom de tre ord, spinkle og metallisk klingende. Efter yderligere et par sekunder med dæmpet knitren blev der lagt på.

Carmen rynkede brynene. “Igen.”

Hun lukkede øjnene, og Falk betragtede hendes ansigt, mens hun lyttede. Hun var otteogtredive – et halvt år ældre end ham og med et halvt års længere anciennitet end ham i forbundspolitiet, men det var første gang, deres veje var krydsedes. Hun var flyttet fra Sydney til Melbourne og var ny i byens afdeling for økonomisk kriminalitet. Falk kunne ikke gennemskue, om hun havde fortrudt. Carmen åbnede øjnene. Hendes hud og hår havde en mørkere glød end normalt i gadelygtens orange skær.

“’Gøre hende ondt’,” sagde hun. “Ja, sådan hører jeg det også.”

“Var der noget andet dér til allersidst?”

Falk skruede helt op for lyden og rørte skærmen for at høre besked- en igen. Han holdt vejret og anstrengte sig for at lytte.

“Dér,” sagde Carmen. “Er det en eller anden, der siger ‘Alice’?”

De lyttede endnu en gang, og nu opfangede Falk den svage variation i den statiske knitren som en pibende hvislelyd.

“Jeg kan ikke afgøre det,” sagde han. “Måske er det bare atmosfærisk støj.”

Carmen startede bilen. Et højt brøl i den sovende by. Hun talte først igen, da hun var drejet ud fra kantstenen, ud på vejen.

“Hvor sikker er du på, at det er Alice?”

Falk forsøgte at genkalde sig klangen af Alice Russells stemme. Den var forholdsvis karakteristisk. Ofte var den staccato. Altid fast. “Der er ikke noget, som siger mig, at det ikke er hende. Men det er svært at høre.”

“Virkelig svært. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg ville lægge hove- det på blokken og sværge på, at det er en kvinde.”

“Nej, vel?”

Melbournes skyline skrumpede i sidespejlet. Foran dem, mod øst, var den sorte himmel ved at blive marineblå.

“Alice er godt nok en pestilens,” sagde han, “men jeg håber ikke, hun er havnet i den lortesituation på grund af os.”

“Det gør jeg heller ikke.” Carmens forlovelsesring glimtede i lyset, da hun drejede rattet for at komme ind på motorvejen. “Hvad sagde den lokale politiassistent fra delstatspolitiet? Hvad var det, han hed?”

“King.”

Aftenen før havde Falk ringet til det lokale politi, straks da han havde hørt Alice Russells besked. En halv time senere havde den over- ordnede politiassistent, som stod i spidsen for eftersøgningen, ringet tilbage.

“Jeg beklager.” Politiassistent King havde lydt træt. “Blev nødt til at finde en fastnettelefon. Vejret gør, at dækningen er endnu dårligere, end den plejer at være. Fortæl mig om den telefonbesked.”

 

Han havde lyttet tålmodigt til Falk.

“Godt,” sagde King, da han havde talt færdig. “Nu skal du høre, vi har tjekket hendes opkaldsliste.”

“Okay.”

“Hvad var det for en forbindelse, du sagde, du havde til hende?” “Rent professionel,” sagde Falk. “Fortrolig. Hun hjalp min makker og mig med noget.”

“Og hvad hedder han?” “Hun. Carmen Cooper.”

Falk kunne høre raslen af papir, mens politiassistenten skrev det ned.

“Havde nogen af jer ventet, at hun ville ringe?” Falk tøvede. “Ikke lige på det tidspunkt.”

“Er du god til at klare dig ude i skoven?”

Falk så ned på sin venstre hånd. Huden var stadig lyserød og underligt blød flere steder, hvor brandsårene ikke var læget helt så godt. “Nej.”

“Hvad med din makker?”

“Det tror jeg ikke.” Det gik op for Falk, at han reelt ikke vidste det. Der opstod en kort pause. “Ifølge telefonselskabet forsøgte Alice Russell her til morgen at komme igennem til to numre,” sagde King. “Alarmcentralen og dig. Har du nogen idé om, hvad det kan skyldes?” Nu var det Falks tur til at blive tavs. Han kunne høre politiassistenten ånde ned i røret.

Gøre hende ondt.

“Vi hellere må tage ud til jer,” sagde Falk. “Så vi kan få os en snak ansigt til ansigt.”

“Det ville nok være klogt, mate. Tag din telefon med.”

 

Dag 4: søndag morgen

KVINDEN SÅ SIN egen frygt afspejlet i de tre sæt øjne, der stirrede tilbage på hende. Hendes hjerte galopperede af sted, og hun kunne høre de andres stakåndede vejrtrækning. Foroven indrammede trækronerne den lille skive himmel, glansløs og grå. Vinden ruskede i grenene og fik byger af vand til at plaske ned over dem. Ingen så meget som rørte sig. Bag dem knagede og bragede hyttens rådne træværk, da endnu et vindstød jog igennem.

“Vi skal væk herfra,” sagde kvinden. “Og det skal være nu.”

De to, der stod til venstre for hende, nikkede straks, for en gangs skyld enige og forenet af deres fælles panik. Deres øjne var opspilede og formørkede. På hendes højre side en ganske kort tøven, derpå et tredje nik.

“Hvad med …” “Hvad med hvad?” “… Hvad med Alice?”

Der blev uhyggeligt stille. Den eneste lyd, der hørtes, var en knirken og raslen fra træerne, der stirrede ufravendt ned på de fire kvinder, der stod helt tæt sammen.

“Alice har selv været ude om det.”

 

Kapitel 3

DA FALK OG Carmen holdt pause efter et par timers kørsel, var det højlys dag, og de havde for længst lagt byen bag sig. De stod i vejkanten og strakte benene, mens skyernes skiftende skygger jog hen over foldene. Der var langt imellem de få huse og bygninger. En lastbil med landbrugsudstyr, der kom drønende forbi, var det første køretøj, de havde mødt, de sidste tredive kilometer. Støjen skræmte en flok rosa kakaduer i et nærliggende træ, og de lettede baskende og skrigende i alle retninger.

“Lad os se at komme videre,” sagde Falk. Carmen rakte ham bilnøglerne, og han satte sig ind bag rattet i hendes ramponerede, rødbrune sedan. Han startede motoren. Det var straks en helt velkendt følelse. “Jeg havde engang sådan en bil her.”

“Men du var klog nok til at skille dig af med den?” Carmen satte sig ind ved siden af ham.

“Det var ikke med min gode vilje. Den blev beskadiget tidligere på året, i min fødeby. Et par af de lokale ville byde mig velkommen hjem.” Hun skævede til ham med antydningen af et smil på læben. “Nå ja.

Det har jeg hørt om. Beskadiget er også en måde at sige det på.”

Falk lod sin hånd glide over rattet og følte et stik af savn. Hans nye bil var fin nok, men det var ikke det samme.

“Men under alle omstændigheder er det her Jamies bil,” sagde Carmen, mens han svingede ud på vejen. “Den egner sig bedre til lange køreture end min.”

“Okay. Hvordan har Jamie det?”

“Fint. Som han plejer.”

Hvis Falk skulle være helt ærlig, vidste han ikke, hvordan Jamie plejede at have det. Han havde kun mødt Carmens forlovede en enkelt gang. Jamie var en muskuløs fyr i jeans og T-shirt, og han arbejdede i marketingafdelingen hos et firma, der solgte energidrikke til sportsudøvere. Han havde givet Falk hånden og i samme moment foræret ham en flaske med et blåt og brusende fluidum, der angivelig skulle kunne forøge hans præstationer. Fyrens smil virkede ægte nok, men der var også et strejf af noget andet i det, da han betragtede Falks magre skikkelse, hans blege hud, det hvidblonde hår og den forbrændte hånd. Hvis Falk var blevet aftvunget et bud, ville han have gættet på, at fyren var en smule lettet.

Falks mobil bippede fra midterkonsollen. Han løftede blikket fra den øde vejstrækning, skævede til skærmen og gav Carmen telefonen. “Eftersøgningslederen har sendt en e-mail.”

Carmen åbnede mailen. “Godt, han skriver, at der var to hold på kursus. Et mandehold og et kvindehold, og de vandrede ad hver deres rute. Han har sendt navnene på Alices holdkammerater.”

“Var begge hold fra BaileyTennants?”

“Ser sådan ud.” Carmen tog sin egen mobil frem og gik ind på BaileyTennants’ hjemmeside. Ud ad øjenkrogen kunne Falk se det lille, men eksklusive revisionsfirmas sorte og sølvfarvede skriftsnit på skærmen.

“Okay. Breanna McKenzie og Bethany McKenzie,” læste hun højt fra sin telefon. “Breanna er Alices assistent, er hun ikke?” Carmen trom- mede let på sin skærm. “Jeps, her er hun. Hold da op, hun ligner en reklame for vitaminer.”

Hun holdt skærmen frem mod Falk, og han kastede et blik på firmafotoet, der viste ansigtet på en storsmilende pige i midten af tyverne. Han kunne godt se, hvad Carmen mente. Selv i den ikke særlig flatterende kontorbelysning havde Breanna McKenzie samme sunde kulør som en person, der jogger hver morgen, er fanatisk med sin yoga og hver evig eneste søndag året rundt giver sin skinnende sorte hestehale en genopbyggende hårkur.

Carmen fjernede igen sin telefon fra Falks synsfelt og lod neglene danse hen over skærmen. “Der kommer ikke noget frem på den anden. Bethany. Tror du, de er søstre?”

“Muligvis.” Måske endda tvillinger, tænkte Falk. Breanna og Bethany. Bree og Beth. Han lod lydene rulle hen over tungen. Det lød, som om de gik hånd i hånd.

“Vi kan finde ud af, hvad hun er for en,” sagde Carmen. “Den næste er Lauren Shaw.”

“Hende er vi stødt på, er vi ikke?” sagde Falk. “Mellemleder eller sådan noget?”

“Jo, hun er … For søren da, nu kan jeg huske det, chef for strategisk planlægning.” Carmen viste ham igen sin telefon. “Hvad det så end skal betyde.”

Hvad det så end var, afslørede Laurens smalle ansigt ingenting. Det var svært at afgøre, hvor gammel hun var, men Falk gættede på et sted mellem midt og sidst i fyrrerne. Hendes hår var mellembrunt, de lysegrå øjne stirrede direkte ind i kameraet, og ansigtet var lige så udtryks- løst som på et pasfoto.

Carmen koncentrerede sig igen om listen med navne. “Hmm.” “Hvad?”

“Der står, at Jill Bailey var derude sammen med dem.”

“Var hun det?” Falk holdt øjnene på vejen, men den lille knude af bekymring, som havde siddet i hans bryst siden aftenen før, rørte på sig og voksede.

Carmen så ingen grund til at finde fotoet af Jill frem. De kendte begge to udmærket bestyrelsesforkvindens tunge ansigtstræk. Hun fyldte halvtreds senere på året, og trods dyrt tøj og ditto frisure havde hvert eneste år sat sine umiskendelige spor.

“Jill Bailey,” sagde Carmen og scrollede længere ned i eftersøgningslederens mail. Hendes tommelfinger standsede. “Hold da kæft. Og hendes bror var på mændenes hold.”

“Er du sikker?”

“Jeps, Daniel Bailey, administrerende direktør. Det står her sort på hvidt.”

“Det bryder jeg mig ærlig talt ikke om,” sagde han. “Nej. Jeg er heller ikke vild med det her.”

Carmen trommede let på skærmen, mens hun lod det synke ind. “Godt. Vi ved ikke nok til at drage nogen slutninger,” sagde hun til sidst. “Beskeden på svareren er taget helt ud af sammenhæng. Hvilken synsvinkel man end anlægger, hvad enten den er realistisk eller statistisk, er det mest sandsynlige, at Alice Russell ved en fejltagelse er kommet væk fra vandrestien og er faret vild.”

“Ja, det er det mest sandsynlige,” sagde Falk. Han syntes ikke, hver- ken Carmen eller han selv lød overbevist.

De kørte videre, mens signalerne fra radiostationerne langsomt ebbede ud, og landskabet gled forbi. Carmen drejede frem og tilbage på knappen, indtil hun fandt en knitrende kanal på AM-båndet. Time- nyhederne faldt ind og ud. Man havde stadig ikke fundet hikeren fra Melbourne. Vejen svingede blødt nordover, og med ét fik Falk øje på bakkedragene i Giralang Nationalpark i horisonten.

“Har du nogensinde været herude før?” sagde han, og Carmen rystede på hovedet.

“Næ. Hvad med dig?”

“Nej.” Det havde han ikke, men han var vokset op et sted, der mindede om det. Fjerntliggende landområder, hvor træerne voksede sig tykke og kompakte i jorder, der nødigt gav slip på noget.

“Stedets fortid skræmmer mig,” fortsatte Carmen. “Jeg ved godt, det er dumt, men …” Hun trak på skuldrene.

“Hvad skete der egentlig med Martin Kovac?” sagde Falk. “Sidder han stadig inde?”

 

“Jeg er ikke sikker.” Carmen lod igen fingrene danse hen over tele- fonen. “Nej. Han er død. Døde i fængslet for tre år siden i en alder af toogtres. Han kom op at slås med en anden indsat, slog hovedet ned i gulvet og vågnede aldrig op igen, står der her. Det er ikke noget, man bliver særlig bedrøvet over at høre.”

Falk var enig. Det første lig var en lærerstuderende i tyverne fra Melbourne, der havde været på weekendtur i nationalparken for at få noget frisk luft. En gruppe, der skulle til at slå lejr, havde fundet hende, men flere dage for sent. Lynlåsen i hendes shorts var blevet flået i stykker, og hendes rygsæk med vandreudstyr var væk. Hun var barfodet, og hendes snørebånd var bundet stramt om hendes hals.

Først da der var blevet fundet yderligere to døde kvinder, og en tredje var blevet meldt savnet, dukkede løsarbejder Martin Kovacs navn op i forbindelse med mordene. På det tidspunkt var skaden sket, og den var uoprettelig. Der var faldet en lang og sejlivet skygge over den stille og fredelige Giralang Nationalpark, og hele Falcks generation havde fra barnsben fået kuldegysninger bare af navnet.

“Det ser ud til, at Kovac døde uden på noget tidspunkt at tilstå, at det var ham, der havde overfaldet de tre kvinder,” citerede Carmen fra skærmen på sin telefon. “Eller den fjerde, som aldrig blev fundet. Sarah Sondenberg. En trist historie. Hun var kun atten. Kan du huske, at hendes forældre flere gange henvendte sig til offentligheden på tv?”

Det kunne Falk godt. Der var gået tyve år, men han kunne stadig genkalde sig desperationen i forældrenes øjne.

Carmen forsøgte at scrolle ned, men sukkede så. “Beklager. Skærmen fryser. Signalet bliver svagere og svagere.”

Det overraskede ikke Falk. Træerne langs vejen skyggede for morgenens lys. “Vi er nok ved at køre ind i et område helt uden dækning.”

De talte ikke sammen igen, før de kørte fra hovedvejen. Carmen fandt kortet frem og viste vej, mens hjulsporet blev smallere, og høje bakker rejste sig foran dem. De kom forbi et kort strøg med en række butikker, der solgte postkort og vandreudstyr. Nede for enden lå et lille supermarked og en enlig tankstation.

Falk tjekkede benzinmåleren og blinkede af. De stod ud, og han begyndte at gabe, da han fyldte op. De kunne efterhånden begge to mærke, at de var kommet tidligt af sted. Det føltes køligere her, og luften var skarp. Da han gik ind og betalte, stod Carmen småstønnende og strakte sin ryg.

Manden bag disken havde daggamle skægstubbe og en beanie på hovedet. Han rettede ryggen en smule, da Falk kom nærmere.

“Skal I ud i terrænet?” Han snublede lidt over ordene, som om det var længe siden, han havde snakket med et andet levende menneske.

“Ja, det skal vi.”

“Ud at lede efter den forsvundne kvinde?”

Falk blinkede en gang med øjnene. “Ja, det skal vi faktisk.”

“Der er kommet en masse mennesker forbi her, som skulle hjælpe til med at finde hende. De har indkaldt eftersøgningsholdene. Jeg tror, der alene i går var tyve, som skulle have fyldt op. Myldretid hele dagen. Samme i dag.” Han rystede vantro på hovedet.

Falk kastede diskret et blik rundt. Deres bil var den eneste ude foran ved benzinstanderne. Der var ingen andre kunder i butikken.

“Forhåbentlig finder de hende hurtigt,” fortsatte fyren. “Det er noget værre noget, når folk sådan forsvinder. Og det er heller ikke godt for forretningen. Det skræmmer folk væk. Minder lidt for meget om den der gamle historie, vil jeg tro.” Han uddybede det ikke. Falk gik ud fra, at det ikke var nødvendigt at nævne Kovac, ikke her på egnen.

“Er der noget nyt?” sagde Falk.

“Næh. Men jeg tror ikke, de har haft heldet med sig, for de er ikke kommet ud. Og de skal forbi mig begge veje. Ind såvel som ud. Der er mere end femoghalvfjerds kilometer til den nærmeste tank. Længere, hvis man skal nordpå. Alle tanker op her. Bare for en sikkerheds skyld, ikke? Når de har været derinde, vil de af en eller anden grund gerne være på den sikre side.” Han trak på skuldrene. “Og det er vel vores held, tænker jeg.”

“Har du boet længe herude?” “Længe nok.”

Da Falk afleverede sit kreditkort, bemærkede han den lille røde lampe på et overvågningskamera bag disken.

“Er der kameraer ude på standerne?” spurgte Falk, og fyren fulgte hans bliks retning ud foran. Carmen stod lænet op ad bilen med lukkede øjne og ansigtet vendt mod himlen.

“Ja, selvfølgelig.” Fyrens øjne blev hængende et kort øjeblik længere, før han kiggede væk. “Nødvendigt. Jeg er alene her det meste af tiden. Kan ikke løbe risikoen for, at folk stikker af.”

“Kom den savnede kvinde herigennem, da de skulle ind på området?” sagde Falk.

“Jeps. I torsdags. Politiet har allerede taget en kopi af optagelserne.” Falk tog sit skilt frem. “Er det muligt at få en til?”

Fyren granskede det og trak så på skuldrene. “Giv mig et minut.”

Han forsvandt ind i et baglokale. Falk stod og kiggede ud gennem glasindgangsdørene, mens han ventede. På den anden side af pladsen med benzinstanderne var alt, han kunne se, en grøn væg. Bakkedrag- ene skjulte himlen. Pludselig følte han sig lukket inde. Han for sammen, da fyren vendte tilbage med en usb-nøgle i hånden.

“De sidste syv dage,” sagde fyren og gav ham den. “Tak, mate. Det er venligt af dig.”

“Det var så lidt, håber, det kan være til nytte. Det er ikke godt at være faret vild derude alt for længe. Panikken griber en. Efter et par dage ligner det hele hinanden, og man begynder at tvivle på sine egne øjne.” Han kastede et blik udenfor. “Folk bliver skøre i hovederne.”

Du kan også læse et uddrag fra Jane Harpers anmelderroste spændingsroman, TØRKE her

Læs også:

  • Syndebukken - Sofie Sarenbrant

Kriminalinspektør Emma Sköld er tilbage

Emma Sköld er tilbage En bølge af indbrud hærger den mondæne Stockholmsforstad Bromma, og tyvenes metoder bliver mere og mere brutale. Da en teenagedreng bliver fundet myrdet, sættes Emma Sköld på sagen. Er [...]

Er Alice her? Klarede hun den?

Efterforsker Aaron Falk er tilbage og bliver hevet ind for at finde den forsvundne Alice. Han spindes ind i en gammel sag om løgne og hemmeligheder. Hemmeligheder Aaron troede, var lagt i graven [...]

2018-10-30T09:24:25+00:00