Fra Helgi Daner af Josefine Ottesen

 

Jarl Eskil betragtede Gøtrik Drot, der stirrede frem for sig. Spillebrikkerne hobede sig op foran jarlen, og den rødhårede mand over for ham havde blot to krigere tilbage til forsvar for sin konge.

„Det er dit træk, Gøtrik“ sagde Eskil igen, men det virkede ikke, som om hans ord trængte ind.

Et hjerteskærende skrig, der kom fra kammeret bag langhallen, fik den store mand til at springe op. Han fejede hidsigt brikkerne ned fra bordet og greb ud efter sit bæger. Da han opdagede, at det var tomt, smed han det på gulvet.

„Hvornår holder det op?“ sagde han sammenbidt og gik hen mod døren til kammeret. Jarlen trådte ind foran ham og sagde: „Gå nu ud, Gøtrik! Mænd har ikke noget at gøre i nærheden af en fødende kvinde. Det ved du.“

„Men jeg kan da ikke forlade hende.“ Gøtriks stemme var gennemhullet af sorg. „Dør hun fra mig, er jeg fortabt i mørket.“

„Du finder nok en anden kvinde.“ Eskil kunne selv høre, hvor utroværdig han lød, men hvad skulle han ellers sige?

„Aldrig. Ingen kan nogensinde tage Svanhilds plads. Du forstår det ikke. Hun kender mig bedre, end jeg selv gør. Hun følger mine tanker.“

„Tag dig sammen, Gøtrik. Du er Danermarkens drot og hersker. Du skylder din slægt at gøre dem ære.“

Gøtrik svarede ikke, han sank bare ned på knæ og gemte ansigtet i hænderne. Eskil betragtede sin gamle ven og blodsbror. Det var sandt, at Svanhild havde tændt et lys i drottens sind, der tidligere havde været mørkt og tungt, men selv Gøtrik havde vel været klar over, at det ikke kunne vare ved? Jarlens tanker gled tilbage til forrige sommer, hvor han og Gøtrik sammen havde set de tre svaner forvandle sig til smukke møer. Han havde ellers advaret sin drot om at ride ind i alfetågen, men Gøtrik havde ikke lyttet. På trods af jarlens modstand havde han gemt Svanhilds fjerham, så hun ikke kunne vende tilbage til sit liv blandt de underjordiske, men i stedet måtte følge med ham ind i menneskenes verden. Jofrid, Gøtriks mor, var blevet rasende, men Gøtrik havde været helt forblændet af sin kærlighed til den unge svanemø.

Barselskvindens jamrende klynken gik kort efter over i et spinkelt skrig. Eskil tvang et smil frem og sagde: „Barnet er født.“

Før Eskil kunne nå at forhindre det, havde Gøtrik hånden på døren, der i samme øjeblik blev åbnet fra den anden side. Jofrid stod i åbningen.

„Du kan ikke komme ind.“ Hun naglede sin søn til stedet med et blik. Eskil havde set det ske så mange gange, at han ikke længere undrede sig. Uanset hvor stor en kriger Gøtrik var, turde han ikke se sin mor i øjnene.

„Nornegudinderne har talt. Ingen kan sætte sig op mod dem. Heller ikke du!“ Hun talte dæmpet, men alligevel fyldte ordene rummet. Jofrid var Danermarkens gydje og hørte nornernes stemmer bedre end alle andre. Hun var kendt og frygtet for sin pagt med gudinderne og for sin trolddomskraft.

„Heksen er død. Et liv for et liv! Sådan er det blandt de underjordiske. Det ved alle. Du burde være glad nu. Dit sind er befriet fra hendes magiske spind. Men troldungen lever. Den skal sættes ud. Jo før, jo bedre. Gør vi ikke det, vil ungen føre sin mors trolddom videre, og du er alt for svag.“ Hun spyttede til venstre for at afværge ondskaben. I det samme skreg en krage tre gange udenfor. „Hørte du det? Varslerne er tydelige.“ Hun lukkede døren indefra.

Den store mand stirrede uforstående på Eskil. „Svanhild har forladt mig. Jeg kan ikke leve uden hende.“ Han sank igen ned på knæ.

Jarl Eskil lagde en hånd på hans skulder. Jofrids ord om den nyfødte havde skræmt ham, men han kendte hende godt nok til at vide, at hun både trak fra og lagde til, når hun tolkede gudindernes vilje.

„Uanset hvad din mor siger, bør du gå ind og tage afsked med din hustru og se barnet med dine egne øjne.“

Gøtriks blik var sort af smerte. „Nej, det er troldungens skyld, at jeg aldrig mere skal se Svanhild. Sæt den ud.“

Han rejste sig og forlod hastigt hallen.

Kvinderne, der havde hjulpet ved barslen, kom ud. Trætte og sammensunkne forlod de hallen. Fødslen havde været lang. Eskil bøjede sig ned og samlede de groft udskårne spillebrikker op. De lignede hinanden, bortset fra at nogle af dem var malet mørke med sod. Kun kongebrikken med et smalt guldbånd om toppen adskilte sig fra de andre.

„Jarl Eskil!“

Eskil havde ikke lyst til at adlyde Jofrid, men gik alligevel hen mod den høje gydje med det gråsprængte hår, der igen stod i døren. En svag klynken hørtes fra barnet.

„Sæt ungen ud til ulvene.“ Hun tørrede de blodige hænder i skørtet og gik forbi ham. Jarlen fulgte hende med blikket, da hun haltede ud over gårdspladsen. Gøtrik og han havde blandet blod som drenge, og da Gøtrik i en ung alder blev drot over Danermarken, havde Eskil svoret at tjene ham og hans æt. Han gav gerne sit liv i kamp for sin hersker og blodsbror, men at dræbe en nyfødt krævede mere end at jage spyddet i en fjendtlig kriger.

Han gik ind i kammeret. Lugten af barsel, sved og stærktduftende urter slog imod ham, selv om gluggen var slået op. På lejet lå Svanhild. En svag tranlampe brændte ved sengens hovedgærde. Det lange, lyse hår lå filtret og uredt hen over puden, men ansigtet var fredfyldt. Fra den udskårne stol med bjørneskindet hørtes spædbarnets gråd.

Eskil standsede i mørket ved døren. Et sært lys samlede sig om briksen. Han gøs, da en kold vind svirpede gennem rummet. I samme nu rejste Svanhild sig fra lejet som en lysende tåge. Liget lå tilbage som en klædning, nogen havde taget af, og mens han så på, falmede det bort og forsvandt. En kappe af svanedun bølgede fra alfekvindens skuldre, da hun bøjede sig ned over det lille barn og trykkede et kys på dets pande. „Min søn, du vil blive en stor kriger og lysets vogter. Sange vil blive digtet til din ære, og stor kærlighed skal du opleve.“ Barnet tav, mens hun talte. Så vendte hun sig mod Eskil. Han greb om skindposen med amuletter om sin hals. De underjordiske skulle man ikke spøge med.

„Vær ikke bange, jarl. Jeg ved, hvad Jofrid har bedt dig om. Lyt ikke til hende. Tag min søn til dig som fosterbarn. Lad ham vokse op under din vejledning.“

I det samme hørtes lyden af et svanetræk, og Svanhild forsvandt som en luftning ud gennem gluggen. I to lange skridt nåede Eskil hen til åbningen og så den hvide fugl svinge sig op imod den glødende aftenhimmel, hvor to andre svaner sås som silhuetter mod solnedgangen. Den syngende lyd fra de store vinger fyldte luften, men blev snart overdøvet af barnet, der igen begyndte at græde.

Eskil bøjede sig ned over den nyfødte. Jofrid havde ikke engang vasket ham. Det gullige lag af fosterfedt lå som en krakeleret maske hen over drengens ansigt, der nu var rødt af gråd. Han var sikkert sulten. Da spædbarnet et øjeblik efter lå i jarlens arm, søgte dets mund efter et sted at hægte sig fast, og Eskil gav ham knoen på sin ene finger. Fornemmelsen af barnets læber, der sugede sig fast, fik ham til at huske på Erik, hans egen lille søn. Han skubbede det hørklæde, barnet var svøbt i, til side. Drengen var fuldkommen velskabt, og overrasket mødte jarlen hans blik. Det var så stærkt, at han næsten måtte se væk. Eskil genkaldte sig Svanhilds ord: Hendes søn vil blive en stor kriger og lysets vogter.

Læs også:

2018-06-01T14:23:01+00:00