Mareridt i Berlin
Af Hans Fallada

KAPITEL 1

Den første vrangforestilling

I nætterne før og efter det store sammenbrud blev dr. Doll plaget af den samme angstfyldte drøm, for så vidt han overhovedet kunne falde i søvn. De sov ikke ret meget i disse første nætter, hvor de konstant var på vagt over for trusler mod sjæl og legeme. Selv når natten for længst var faldet på – efter en lang dags trængsler – sad de ved vinduerne. De afsøgte den lille plæne og buskene langs den smalle cementvej efter en fjende, indtil det hele flød sammen for deres sviende øjne, og de intet kunne se længere.

Tit spurgte en af dem: “Skal vi ikke hellere lægge os til at sove?”

Men for det meste kom der intet svar, de sad blot dér og stirrede ud og var bange. Indtil dr. Doll pludselig blev overmandet af søvnen som af en røver, hvis store hånd lagde sig kvælende over hans ansigt. Eller som et tæt spindelvæv, han fik ned i svælget ved hvert åndedrag, hvorefter det overtog hans bevidsthed.

Et mareridt …

Som om det ikke var slemt nok at falde i søvn på den måde, fulgte angstdrømmen umiddelbart efter, altid det samme mareridt. Doll drømte følgende:

Han lå på ryggen i et uhyre stort bombekrater oven i det fugtige, gule ler med armene presset ind mod kroppen. Uden at bevæge hovedet kunne han se træstammerne, der var gledet ned i krateret, og husfacaderne med tomme vindueshuller, der intet skjulte længere. Somme tider frygtede Doll, at alt dette ville glide ned i bombekrateret og dermed ind over ham, men ingen af de truende ruiner flyttede sig nogensinde ud af stedet.

Samtidig blev han plaget af tanken om, at tusind vandårer og underjordiske kilder kunne oversvømme ham, og hans mund således blive fyldt med den gule, plørede ler. Der var intet at stille op, for Doll vidste, at han aldrig kunne rejse sig fra kraterets bund ved egen kraft. Men også denne frygt var ubegrundet, for han hørte aldrig en lyd fra rislende kilder eller vandårer, ligesom der i øvrigt var dødsensstille i det kæmpemæssige bombekrater.

Det tredje pinagtige indtryk var ligeledes en illusion: Vældige flokke af ravne og krager trak uafbrudt forbi på himlen over bombekrateret, og han frygtede, at de fik øje på deres næste offer nede i leret. Men nej, alt var stadig dødsensstille, og de store fugleflokke eksisterede kun i Dolls indbildning, han burde i det mindste have hørt dem skræppe.

To andre forhold var imidlertid ikke nogen indbildning, dem kendte han kun alt for godt. For det første, at freden endelig var kommet. Ingen bomber sønderrev luften med deres høje hvin, ingen skud blev affyret. Der var fred, og der var stille. Den sidste vældige eksplosion havde trukket ham ned på bombekraterets lerede bund.

Han lå ikke alene i afgrunden. Skønt han aldrig hørte en lyd og kun så de nævnte ting, vidste han: Sammen med ham lå hele hans familie i krateret og hele det tyske folk og alle folkeslag i Europa, alle var lige så hjælpeløse og værgeløse som han selv, alle var grebet af den samme angst.

Men i alle disse pinefulde drømme, hvor den driftige og foretagsomme dr. Doll fra om dagen ikke fandtes, og han var bange – i alle disse drabelige søvnminutter kunne han også se noget andet. Og det, han så, var følgende:

Oven for krateret sad De Tre Store, tavse og rolige og uden at røre sig. I drømmene kendte han dem udelukkende ved dette navn, som krigen havde brændt ind i hans hjerne. Navnene Churchill, Roosevelt og Stalin dukkede senere op, og han blev smerteligt erindret om, at der for nylig var sket en jordrystelse.

Disse tre store mænd sad tæt sammen, eller i hvert fald ikke ret langt fra hinanden. De havde netop indfundet sig fra hver sin verdensdel og kiggede nu med stille sorg ned i det vældige krater, hvor Doll lå på bunden sammen med sin familie og det tyske folk og alle folkeslag i Europa, nødstedte og beskidte. Og mens De Tre Store sad tavse og sørgmodige oppe ved kanten, var Doll dybt i sit hjerte af den faste overbevisning, at de uafbrudt grublede over, hvordan de kunne redde ham og alle andre op af hullet, og hvordan de kunne skabe en lykkelig verden af stumperne fra den ilde tilredte, gamle verden. Ja, dét grublede de over, De Tre Store, mens endeløse krageflokke trak hjem over det fredfyldte land, fra verdens slagmarker til deres reder, og kilderne rislede lavt og bragte den lerede grød faretruende tæt på hans mund.

Men han selv, altså Doll, kunne intet foretage sig, med armene presset tæt ind til kroppen måtte han ligge stille og vente, indtil de sørgmodigt grublende Store Tre havde truffet en beslutning. Dette var måske det allermest pinagtige for Doll ved denne angstdrøm, at han, mens en masse farer endnu lurede på ham, intet kunne gøre, men måtte vente i uendelig, uendelig lang tid! De tomme husfacader kunne fortsat styrte ned over ham, de ådselshungrende krageflokke kunne få øje på den stakkels mand, det gule ler kunne fylde hans mund: Han var dømt til at vente, og måske ville det snart være for sent for ham og hans nærmeste, som han elskede så højt … Måske ville de gå under alle sammen til sidst!

Det varede længe, før de sidste rester af den plagsomme angstdrøm forlod Doll. Han slap den først helt, da hans liv tog en drejning, som tvang ham til at opgive sine tankespind og igen blive en foretagsom borger. Men endnu længere skulle det vare, før Doll indså, at den angstdrøm, der spøgelsesagtigt var dukket frem fra hans eget indre, kun narrede og bedrog ham. Uanset hvor pinagtig drømmen havde været, var Doll gået ud fra, at den var sand.

Meget lang tid skulle der gå, før han begreb, at ingen i verden var rede til at hjælpe ham op af det skidt, han var faldet ned i. Ingen mennesker, heller ikke De Tre Store, for slet ikke at tale om hans egne landsmænd, interesserede sig for ham. Hvis dr. Doll omkom i den lerede grød, da blev det værst for ham selv, og kun for ham! Ingen andre i hele verden ville sørge over ham. Hvis han i fuld alvor ønskede at arbejde og komme på fode igen, da var det alene op til ham selv at overvinde sløvsindet, rejse sig, børste jorden af sig og spytte i næverne.

Men på daværende tidspunkt var Doll endnu meget langt fra den erkendelse. Efter at freden omsider var kommet, levede han endnu længe i den vildfarelse, at alle kun ventede på at hjælpe ham op.

Læs også:

2018-06-27T14:29:45+00:00