Uddrag fra Inger Wolfs, EN DJÆVELSK PLAN.

Find den hos din boghandler fra d. 30. august 2018. Læs mere her

Prolog

 

Den gule undulat havde vækket ham med sin kvidren. Uden for campingvognens små vinduer rullede en tåge forbi, og blæsten fik en gren til at slå hidsigt mod det tynde karosseri. Sommeren var snart ovre. Han trak det blomstrede vattæppe til side og satte sig op på briksen. Så huskede han. Det var i dag. Spændingen fik blodet til at bruse hurtigere.

Hans blik gled over til buret i hjørnet. Han havde indvilliget i at passe fuglen, da moren ikke længere kunne have den, men nu blev han nødt til at gøre noget ved den, for han kunne ikke tage den med. Med foden puffede han til en tom vodkaflaske og betragtede rodet omkring sig. Der hang en kvalm stank i luften. De seneste uger havde han intensiveret træningen, og det havde taget al hans fokus, men det kunne alligevel heller ikke betale sig at rydde op, nu hvor han snart skulle af sted. Han tog fotografiet af manden, som lå på bordet, og betragtede det, som han havde gjort hver dag. Øjnene var malet over med rød tusch. Det var man nødt til, for nogle mennesker kunne se gennem fotografier. Et øjeblik opslugte hadet ham, og det føltes som havet, der trak ham ud på dybt vand.

Han gik ud på badeværelset, ladede vandet i kummen og betragtede sit ansigt i det revnede spejl over den lille vask. Håret var klasket sammen, og øjnene så trætte ud, men der var kommet muskler i armene, og løbeturene havde givet huden mere glød. I spejlet mødte han sit eget blik. Han havde kæmpet længe for dette. Var han klar? Det håbede han. Hvordan ville det føles at tage livet af en anden? Skulle han fortælle hvorfor?

– Du skal dø, fordi …

Han rømmede sig. Det lød ikke overbevisende. Stemmen var rusten efter en nat med sprut. Egentlig var han holdt op med at drikke, men han havde haft lyst til at fejre, at hans gamle liv var forbi.

– Du skal dø, fordi du ødelagde mit liv, sagde han.

Han smilede til sig selv i spejlet. Selvfølgelig var han klar.

Har du ikke læst første bog i trilogien, BRÆNDTE SJÆLE, så kan du finde den her

1 kapitel

Det var det samme hver nat. Mørke og blod. Christian smed sin cykel i den sneklædte hæk foran politikommissærens rødstensvilla og gik op til døren og bankede på. Da ingen lukkede op, trykkede han håndtaget ned og trådte ind i den mørklagte entré. Hans hænder famlede over væggen og fandt en kontakt, men der kom intet lys, da han trykkede på den. Vend om, hviskede en stemme. Du ved allerede, hvad der er derinde. Vend om, inden det er for sent. Et sted spillede radioen I’m in the Mood for Dancing med The Nolans, men ordene var underligt forvredne og langsomme. Han bevægede sig igennem det mørke køkken og ind i stuen. Et vindue stod åbent, og en kold vind fik gardinerne til at blafre. Han kunne kun ane konturerne af møblerne. Så stødte han mod noget på gulvet. Han bøjede sig ned og mærkede noget iskoldt under hænderne.

Et ansigt. Det var dækket af noget klæbrigt. Rædsel og fortvivlelse skyllede igennem ham.

Henrik? Hvor kommer alt det blod fra?

Men det var for sent. Hans bedste ven var der ikke længere. I stedet var der skyldfølelsen. Hvis bare han var kommet tidligere. Hvis bare han havde hørt telefonen. Hvis bare …

En varm hånd gled op ad hans arm og trak ham tilbage til virkeligheden.

– Christian, vågn op. Din mobil ringer.

Han åbnede øjnene og snappede efter vejret. Et blik på uret fortalte ham, at klokken var kvart over fem om morgenen. Persiennen var rullet ned, men uden for Isbjerget kunne han høre blæsten. Ved siden af ham havde Emma sat sig op i skæret fra en natlampe. Det lyse hår var samlet i en løs hestehale, og kinderne blussede let i soveværelsets varme.

– Hvem ringer på det her tidspunkt? spurgte hun. Han rullede rundt, så han kunne nå mobilen, og kiggede på displayet. Ukendt nummer.

– En, der ikke kender klokken, mumlede han.

Han trykkede på den grønne knap. Egentlig burde han være taknemmelig for, at telefonen havde vækket ham, for når han ikke vågnede, trådte drømmens drabsmand nogle gange frem af skyggerne og slog også ham ihjel.

–  Ja?

Stemmen i den anden ende var ung, og han genkendte den med det samme.

– Det er Victor Pedersen fra Østjyllands Politi.

Er det Christian?

– Hej Victor.

– Tak for sidst. Du må undskylde, at jeg ringer på det her tidspunkt.

Det var kun otte måneder, siden Christian havde fundet Henrik, sin bedste ven og Victors chef, brutalt dræbt, og oplevelsen havde efterladt et vakuum af angst og fortvivlelse. Ringede Victor, fordi han havde tænkt sig at bringe mere af den slags ind i Christians liv?

– Hvad drejer det sig om? spurgte han uroligt. Betjentens svar bekræftede hans mistanke.

– Vi har et drab her, sagde han. − Jeg tænkte, vi kunne tage en snak om gerningsstedet, hvis du vil påtage dig en lille ekstraopgave?

Christian tøvede. I den anden side af sengen løftede Emma et øjenbryn. Hun havde sandsynligvis gættet, hvad det gik ud på. Efter et hektisk år med to større drabssager, der nær havde kostet ham livet, var hun bekymret. Med god grund.

– Hvad er der sket? brummede han og gned øjnene. Victors stemme blev mørk.

– Det ser ikke godt ud, sagde han. – Det drejer sig om en mand sidst i tyverne, som er fundet død i en swimmingpool. Han var handicappet, kunne ikke gå, så nogen må have smidt ham derned. Og samme person har foretaget sig noget underligt på gerningsstedet, som jeg godt kunne tænke mig, at du så. Jeg vil helst ikke sige mere om det, før du kommer.

Christian tyggede på det. Han ville gerne hjælpe, men det handlede ikke længere kun om ham selv. For et halvt år siden havde han opsagt sit job på Psykiatrisk Hospital og var sammen med Emma gået i gang med at investere en større arv fra sin far i en psykologpraksis. Det betød, at nu var der også hende at tage hensyn til og hendes datter, Laura, den skønneste femårige, som fyldte hans lejlighed med latter og dukker. De havde tilmed kigget på et rækkehus på Ellemarksvej i stedet for deres to lejligheder i Isbjerget. Et sted, hvor de kunne begynde et nyt liv uden ubehagelige minder. De ville også kunne gå eller cykle til klinikken i midtbyen på kort tid, handle grønt på markedet et par gange om ugen, løbe i skoven og spadsere hjem efter en bytur.

Det havde Christian ikke lyst til at sætte over styr. Dertil kom, at han om nogle dage skulle optræde som ekspertvidne i en af Sveriges største retssager og forhåbentlig være med til at sikre, at en pædofil seriemorder fik så lang en straf som mulig. Med andre ord havde han nok at se til.

– Det går ikke, sagde − Jeg er ked af det, men tingene har ændret sig her. Måske har jeg en kollega, jeg kan anbefale.

Han kunne høre, at Victor tændte en smøg.

– Hør her, sagde han. − Det bliver ikke som sidst. Du skal ikke være en del af efterforskningen. Hvis mine kolleger har ret, er denne sag temmelig ligetil. De tror, at søsteren og svogeren har gjort det. De bor i samme hus som afdøde. Måske er det et uheld, men det kan også være overlagt.

– Jamen, så har I vel ikke brug for mig. Der blev pustet røg ud i den anden ende.

– Jo, for jeg er ikke selv så sikker, sagde − Jeg kunne godt tænke mig, at du så gerningsstedet og skrev en rapport om dine tanker. Det er sådan set det hele. Du er hjemme igen i løbet af ingen tid.

– Og hvad med Mads Kragh? spurgte − Hvad siger han til at få mig indover? Er han ikke normalt efterforskningsleder på sådan en sag?

– Kragh er i Tyrkiet på ferie, forklarede − Han kommer hjem senere i dag. Men det her er ikke noget, der kan vente. Jeg ville gerne have, du ser stedet, inden de tager afdøde med, og det sker inden for den næste time. Christian forsøgte at forestille sig Kragh på et badehåndklæde på en tyrkisk strand, men billedet ville ikke indfinde sig. Sikkert og vist var det til gengæld, at han ikke sad og oprettede en fanside til Christian Falk på Facebook.

– Jeg kan ikke vente på Kragh, fortsatte − Det er nu, det sker.

Christian overvejede et øjeblik længere. Hvis det kun tog et par timer, kunne det vel ikke vælte læsset, og da politiet tidligere på året havde hyret ham som konsulent i forbindelse med Kragesagen, havde han faktisk underskrevet en kontrakt, der var gældende for hele året. Han skyldte Henrik at leve op til den. Han klemte Emmas hånd under dynen.

– Okay, sagde han. − Jeg Hvor er det henne? I den anden ende sukkede Victor lettet. Han gav Christian adressen og bad ham skynde sig. Så ringede de af, og Christian løftede blikket mod Emma, der havde fået en dyb rynke i panden.

– Det er bare et par timer, sagde − Jeg skal kigge på et gerningssted og skrive en rapport og så ikke mere.

Hun lagde en hånd på hans brystkasse og kneb øjnene sammen.

– Lover du det? For du har vel ikke glemt sommerhuset om en uge? Laura hos sin Hverken internet eller telefoner. Ikke nogen drab. Bare os to.

– Jeg har ikke glemt det, sagde

– Og jeg har også en hemmelighed, jeg skal fortælle dig.

Han løftede et øjenbryn.

– Virkelig? Hvad er det?

Hun smilede afvisende tilbage.

– Ja, det kan jeg da ikke fortælle dig nu. Så er det ikke en hemmelighed længere.

Han kyssede hende på håret. Så stod han ud af sengen og begyndte at tage tøj på.

– Det glæder jeg mig til at høre. Og jeg kan ikke vente med at få dig for mig selv i tre dage.

Han havde også noget, han ville spørge hende om til den tid. Faktisk havde han allerede købt ringen. Det havde taget ham flere dage at vælge den rigtige. Nu lå den i skuffen og ventede. Og bagefter ville han sige til hende, at de skulle købe rækkehuset med det samme. Inden andre slog kløerne i det. Han ville ikke længere bekymre sig. Det hele skulle nok blive godt. Bare de var sammen.

Han skuttede sig. De natlige mareridt var en straf, fordi han havde fejlet. Vennen havde forsøgt at ringe til ham i nogle af sine sidste minutter, men Christian havde sovet en fæl brandert ud den morgen. Var han blot stået op en time tidligere, havde han måske set opkaldet noget før og var taget ud til villaen. Så var hans bedste ven aldrig død. Derfor blev han nu martret hver nat. Måske kunne hans sjæl finde ro, hvis han hjalp Victor med at fange denne drabsmand.

Han stak telefonen i lommen.

Jeg er tilbage om et par timer, sagde Emma drejede læselampen, så hun bedre kunne se hans ansigt. Lov mig det, sagde hun. − Ikke noget med at stikke af fra mig og klinikken.

Han kyssede hende igen.

– Jeg lover det. Det her er hurtigt overstået.

Læs også:

  • Syndebukken - Sofie Sarenbrant

Kriminalinspektør Emma Sköld er tilbage

Emma Sköld er tilbage En bølge af indbrud hærger den mondæne Stockholmsforstad Bromma, og tyvenes metoder bliver mere og mere brutale. Da en teenagedreng bliver fundet myrdet, sættes Emma Sköld på sagen. Er [...]

Er Alice her? Klarede hun den?

Efterforsker Aaron Falk er tilbage og bliver hevet ind for at finde den forsvundne Alice. Han spindes ind i en gammel sag om løgne og hemmeligheder. Hemmeligheder Aaron troede, var lagt i graven [...]

2018-09-26T11:39:15+00:00