Menneskeværd i ensomhedens tid

I Det digitale massemenneske trækker Michael Böss på egne erfaringer i mødet med digitaliseringen og sætter udviklingen af digital teknologi og kunstig intelligens ind i et historisk og sociologisk perspektiv.

Uddrag af DET DIGITALE MASSEMENNESKE
Af Michael Böss

Kapitel 1
HVAD JEG HAR PÅ HJERTE

“Hvad har du på hjerte?” Sådan lyder det i det felt på Facebook, hvor man skriver sin opdatering. At have noget på hjerte betyder ifølge Den Danske Ordbog at have noget væsentligt at meddele eller at føle trang til at ytre sig. Hvad væsentligheden angår, er det selvfølgelig ofte så som så. Men til gengæld kan ingen betvivle, at mange mennesker i dag føler et behov for at udtrykke sig og komme i kontakt med andre.

Facebook havde oprindelig til formål at komme den moderne ensomhed til livs og styrke vores bånd til venner og familie. Grundlæggeren, Mark Zuckerberg, har stadig en fast tro på, at hans platform kan skabe en bedre verden ved at forbinde mennesker, som ikke i forvejen kender hinanden. Han kaldte forbindelserne “venskaber”. Men venskaber kræver, at man også af og til er sammen ansigt til ansigt.

Den digitale teknologi kan til gengæld alt det, som ny teknologi altid har kunnet: gøre tingene lettere for os. Den har gjort det nemmere at foretage mange fysiske arbejdsfunktioner, og den gør os i stand til at lave hurtigere analyser af store mængder data til gavn for blandt andet sundhedsvæsenet, forskningen og reguleringen af det moderne samfund. Kommunikations- og informationsteknologien har også gjort det uhyre meget enklere at skaffe sig adgang til informationer, tekster, bøger, billeder, analyser og vurderinger, som tidligere var utilgængelige. Den har lettet vores hverdag i både hjemmet og på arbejdet og gjort det muligt for os at bevare kontakt til familiemedlemmer og venner, som bor et andet sted i landet eller verden.

Jeg er derfor overbevist om, at der ikke findes mange, der for alvor ønsker sig tilbage til tiden før computeren, internettet og smartphonen. Men jeg tror til gengæld også, at der iblandt os er en stærkt voksende erkendelse af, at det er nødvendigt at forholde sig kritisk til disse teknologiske vidundere. Det skyldes, at nogle af de muligheder, de tilbyder os, udelukker andre, der i sidste ende er vigtigere for os.

Den israelske historiker Yuval Noah Harari udgav i 2016 en både provokerende og lærd bog, Homo Deus (Gudemennesket), hvor han diskuterer muligheden for, at vi er på vej ud af en æra, som har været domineret af Homo Sapiens, og på vej ind i en tidsalder, hvor mennesket – som vi har kendt det – vil gøre sig selv overflødigt og overlade magten til digitalt opgraderede mennesker eller ligefrem superintelligente maskiner, “gudemennesker”. Til den tid vil den slags mennesker, vi er i dag, og de værdier, vores nutidige liv og samfund hviler på, tilhører fortiden.

På denne bogs omslag sidder et lille barn i nattemørket med sit ansigt oplyst af det blå lys fra en skærm: Er det måske et af vores egne børn eller børnebørn? Eller tilhører det den første generation af fremtidens optimerede menneskeart, homo artefakt?

Det lyder måske for de fleste umiddelbart lidt “langt ude” og under alle omstændigheder som noget, vi ikke behøver at bekymre os over lige for øjeblikket. Vi har jo i forvejen problemer, der er mere presserende at få løst: klimakrise, ressourceknaphed, overbefolkning og stigende global ulighed, nød og fattigdom. Desuden vil mange nok også være af den opfattelse, at der er store fordele forbundet med kunstig intelligens og digital kommunikationsteknologi.

Jeg er principielt enig i begge synspunkter. Det er vigtigt for os at sikre os mod voldsomme klimaforandringer, økonomisk sammenbrud og en mangel på basale livsfornødenheder, som vil kaste verden ud i krige og konflikter. Og jeg kan også forestille mig, at vi vil få brug for kunstig intelligens til at håndtere de udfordringer og trusler, vi står over for. Flere andre blev nævnt i en rapport, som World Economic Forum (WEF) udgav i 2018. Den handlede om “Ti fremtidschok”, som menneskeheden står over for: klimaforandringer, fødevareknaphed, handelssammenbrud, demokratiets undergang, fiskedød, stigende global ulighed, en ny global finansiel krise og krig uden regler. Det var de otte. Hvori bestod de sidste to så? Den niende var, at internettet var i færd med at blive brudt op. Den tiende var, at vi mennesker mistede magten over nettet til den kunstige intelligens, vi er ved at udvikle. Som det lyder på WEF’s hjemmeside: “I takt med at vi bliver mere afhængige af koder, der kan skrive deres egen kode (selve kernen i kunstig intelligens), kan vi miste evnen til at styre internettet. … Blandt de foreslåede løsninger [som denne rapport kommer med] er udviklingen af normer, reguleringer og styringsstrukturer for brug af kunstig intelligens: ‘uden en robust og gennemførlig regulativ ramme er der en risiko for, at mennesker vil blive trængt ud af internettet gennem udbredelsen af kunstig intelligens’, siger rapporten.”

I denne bog diskuterer jeg, om vi lever i en tid, hvor vi ikke alene er ved at fortrænge mennesket fra internettet, men også fortrænge vores forestillinger om det menneskelige i det hele taget. Bogen er derfor grundlæggende set et forsvar for menneskeværdet over for udbredelsen af de digitaliserede systemer, som udøver stadig større magt i vores hverdagsliv og samfund.

Jeg har valgt at sætte udviklingen af digital teknologi og kunstig intelligens ind i et historisk og sociologisk perspektiv. Bogen bygger på en tese om, at den digitale teknologi både afspejler og forstærker ensomheden i det moderne samfund. I 1950’erne begyndte sociologer og psykologer at tale om “massesamfundet”. Det er ikke tilfældigt, at det udtryk, der fra omkring 1980 erstattede det, var “informationssamfundet”. Men derved gik der desværre en pointe tabt: at den nye samfundstype også skabte en ny personlighedstype.

Michael Böss er forfatter, historiker, samfundsforsker, debattør, foredragsholder og lektor emeritus ved Aarhus Universitet. Har blandt andet udgivet Forsvar for nationen, Republikken Danmark, Det demente samfund og Op omkring Island.

Læs også:

Satiren er et spejl for samfundet, satiren er demokratiets salt og hofnarren, der giver et rids i magthavernes maske. Satiren er den lille dreng, der peger på kejseren og siger "hov, han har [...]

3 ting du helt sikkert ikke vidste om naturen. Naturen består af et net af komplicerede forbindelser, og langt de fleste af dem lægger vi mennesker ikke mærke til. Med udgangspunkt i de nyeste [...]

Menneskeværd i ensomhedens tid I Det digitale massemenneske trækker Michael Böss på egne erfaringer i mødet med digitaliseringen og sætter udviklingen af digital teknologi og kunstig intelligens ind i et historisk og sociologisk perspektiv. [...]

  • Klimastrejke

9 bøger til klimatosser og naturelskere There is no Planet B. Som de fleste nok har bemærket, er den grønne omstilling for alvor kommet på dagsordenen. Med den svenske klimaaktivist Greta Thunberg i [...]

  • Jakob Buch-Jepsen

At stirre ind i helvedes forgård "Jeg tilhører dem, der mener, at de, som arbejder med straffesager – de, som kender stoffet indefra – bør oplyse og med deres vinkel give indblik i [...]

Frontberetning fra oprøret i Nyborg Statsfængsel Når det sidste skud er faldet på gaden, rykker de kriminelles opgør ind i de danske fængsler. En ny tids bandekrige fortsætter inden for ringmurene med magtkampe, [...]