Fra GLÆDEN MED SKEDEN af Nina Brochmann og Ellen Støkken Dahl

Hvornår kan man egentlig blive gravid?

Det giver sig selv, at der skal sex til, før man kan blive gravid på naturlig måde, men bortset fra det hersker der en del usikkerhed om, hvordan det hele foregår. I et afsnit af Paradise Hotel opstod der livlig diskussion omkring frokostbordet, efter at to af deltagerne havde haft ubeskyttet sex. ”Tænk, hvis hun bliver gravid!” Nogle af deltagerne hævede, at det nok skulle gå, da kvinden lige havde haft menstruation, mens andre på­stod, at det netop er lige efter menstruationen, at kvinder er mest frugt­bare. Forvirringen var total, og TV3 endte med at tilbyde deltageren fortrydelsespiller. Alt det med graviditet er ikke så nemt.

At blive gravid eller ikke blive gravid, det er spørgsmålet for mange kvinder. Nogle gange frygter vi tanken og bruger mange kræfter på at undgå det, mens det andre gange nærmest ikke kan gå hurtigt nok. Det er både det værste og det bedste, der kan ske for os, afhængigt af hvor i livet vi befinder os, og hvem vores partner er. Derfor kan det måske virke underligt med et kapitel om graviditet, der forsøger at ramme begge grupper, men egentlig er det ret enkelt. Den bedste me­dicin – både for dem, der gerne vil være gravide, og for dem, der helst vil undgå det – er at vide, hvordan det hele fungerer. Hvad skal der til?

Lad os starte med det indlysende. Man bliver hverken gravid af analsex, oralsex eller af at sidde på et toiletbræt med sæd på (yuck!). Det kræver vaginalsex, altså vaginalt samleje. Men derefter bliver det lidt mere indviklet.

Når manden får udløsning, sprøjtes mange millioner sædceller op i kvindens skede. De fleste af dem dør efter kort tid, enten når de løber ud af skeden efter samlejet, eller fordi de forvilder sig ud i en af ske­dens mørke afkroge. Kun yderst få sædceller når frem til livmoderhalsåbningen, og også for dem handler det om timing.

Størstedelen af tiden er livmoderhalsåbningen nemlig spærret af en tyk og sej slimprop, der dannes af kroppen som reaktion på det naturligt høje niveau af hormonet progesteron. Det er kun i tiden omkring æg­løsning, at slimproppen løsner sig, og passagen ind i livmoderhulen står åben. I dagene før ægløsning kan man faktisk mærke det, da ens udflåd ændrer sig og begynder at indeholde elastiske slimtråde! Prøv at strække denne æggehvideagtige slim ud mellem fingrene, hvis du har lyst.

Når ægløsningen nærmer sig, daler progesteronniveauet, og krop­pen begynder at producere mere østrogen. Østrogenet får livmoder­halsåbningen til at danne en tynd og vandig væske i stedet for sej slim, og denne væske gør det muligt for sædcellerne at svømme op i livmo­derhulen. Også dette kan man konstatere ved selvsyn, da udflåddet bliver mere flydende og mælkeagtig. Nu har du ægløsning og er på højden af din frugtbarhed.

Lad os forestille os, at du har ubeskyttet sex i tidsrummet omkring ægløsningen, hvor din livmoderhals er åben. En lille flok sædceller, måske et par hundrede stykker, har haft held til at nå ind i livmode­ren. De vil nu bruge mellem to og syv timer på at bevæge sig gennem livmoderen og op i en af æggelederne. Her hjælpes de på vej af små, rytmiske bevægelser fra livmoderen og æggelederne, der skaber bøl­ger, som sædcellerne kan surfe indenfor på. Da ægget næsten altid kommer fra den ene af æggestokkene, er sædcellernes valg af retning helt afgørende. Vel ankommet i æggelederen tager sædcellerne sig et hvil, mens de venter på, at ægget skal dukke op, for som vi så tidligere, er ægget jo festens uomtvistelige midtpunkt. Ægget lader sædcellerne vente. Sædcellerne kan som regel overleve i op til 48 timer i underli­vet, men man har faktisk fundet sædceller, der stadig var i live fem til syv dage efter samlejet. Tålmodighed er en dyd!

Efter ægløsningen vil ægget dale ned gennem æggelederen til de ventende sædceller. Befrugtningen finder sted ved, at én sædcelle smel­ter sammen med et æg i æggelederen, og sammen danner de forstadiet til et foster, også kaldet en zygote. Af og til frigøres der to æg ved ægløs­ningen, og så kan man få tveæggede tvillinger. Jo ældre kvinden er, des større er chancen for tveæggede tvillinger, og der findes også familier, hvor evnen til at få tveæggede tvillinger går i arv. I sjældne tilfælde fødes enæggede tvillinger. Det sker, når zygoten deler sig i to separate dele, lige efter at ægget er blevet befrugtet af en sædcelle.

Et døgn efter befrugtning svæver det befrugtede æg stadig rundt i den ene æggeleder, men nu er cellerne begyndt at dele sig. Alligevel er der ingen garanti for, at du bliver gravid. For at graviditeten skal lyk­kes, skal den voksende celleklump ned i livmoderen og fæstne sig til livmoderslimhinden på det rigtige tidspunkt. Desuden skal kroppen have signal fra livmoderen via hormonet hCG om, at celleklumpen er på plads (hCG er også det hormon, der via urinen giver udslag i graviditetstest). Hormonet hCG sørger for, at det gule legeme, som vi fortalte om i forrige kapitel, overlever og bliver ved med at producere progesteron. Hvis ikke det sker, vil det befrugtede æg blive skyllet ud sammen med næste menstruation, uden at du bemærker noget.

Der går mellem syv og ti dage, fra befrugtningen har fundet sted, til celleklumpen fæstner sig på livmodervæggen. Først da er du rigtig gravid. De næste ni måneder er så lang en historie, at vi springer den over i denne omgang. Det kan du læse om i en af de mange gravidi­tetsbøger på markedet.

Lad os vende tilbage til parret fra Paradise Hotel. Var det sandsynligt, at kvinden ville blive gravid, hvis hun lige havde haft menstruation? I en undersøgelse af par, der forsøgte at få børn, var det kun dem, der havde sex i de fem dage før ægløsningen samt på selve ægløsningsdagen, der blev gravide. De par, der havde sex dagen før eller samme dag som ægløsningen, havde 30 procents chance for at blive gravide. Sex fem dage før ægløsning gav en sandsynlighed på blot ti procent.

Ganske mange blev altså gravide, selv om de havde sex lang tid før ægløsningen. Som nævnt kan sædceller overleve op til en uge i un­derlivet, før de går til grunde, så i teorien er man frugtbar fra syv dage før ægløsningen til dagen efter, altså otte dage i alt. ’Det fertile vindue’

varer med andre ord otte dage. De færreste af os ved præcis, hvornår vi har ægløsning, så for at finde ud af, om deltageren fra Paradise Hotel er i risikozonen, må man kortlægge længden på hendes cyklus.

Som beskrevet i kapitlet om menstruationscyklussen kommer æg­løsningen som oftest 14 dage før næste menstruation. Hvis din cy­klus hver måned varer præcis 28 dage, vil ægløsningen altid finde sted midt i cyklussen på den 14. dage, altså to uger efter at din sidste men­struation begyndte. Med et fertilitetsvindue på otte dage er det altså muligt at blive gravid mellem den 8. og 15. dag i cyklussen.

Lad os sige, at reality-deltageren har en stabil cyklus på 28 dage og menstruation i syv dage, altså dag 1 til 7 i cyklussen. Det ville betyde, at der kun går en enkelt dag – én eneste dag – fra første menstruati­onsdag, før der er chance for at blive gravid. Fem dage efter menstru­ationen er der en ganske betragtelig chance for at blive gravid.

Med sådan en cyklus ville det være dediceret risikabelt at have ube­skyttet sex lige efter menstruationen. I ugen inden starten på næste menstruation, det vil sige dag 21 til 28, ville det derimod være risikofrit. At der ikke kom nogen Paradise Hotel-baby ud af affæren, kan vi altså takke fortrydelsespillerne for, hvis det da ikke skyldes et lykketræf.

Nu lyder det måske, som om det er ret nemt at regne sig frem til de sikre perioder, hvis man kun kan blive gravid otte dage i hver cyklus. Problemet er bare, at meget få kvinder har en helt regelmæssig cyklus. Det har du sikkert selv bemærket. Da man aldrig på forhånd kan vide, om ens næste ægløsning kommer tidligere eller senere end normalt, er man nødt til at operere med et større fertilitetsvindue. Bare to da­ges forskydning af ægløsningen vil forvandle de otte dage til tolv – og mange oplever endnu større variationer i cyklussen. Hvis man oveni­købet er af typen, der ikke bryder sig om at have sex under menstru­ationen, har man kun en lille håndfuld dage tilbage, hvor man kan dyrke ubeskyttet sex uden at risikere at blive gravid. Derfor er det altid godt at bruge prævention.

Læs også:

2018-08-13T15:22:16+00:00