”Lige siden min farmors søster Doris døde, har jeg tænkt meget på alderdom og ensomhed. Om, hvordan vi nogle gange glemmer de livserfaringer, de ældre har med dem. Om hvordan vi stopper med at stille spørgsmål. Da jeg fandt Doris adressebog, følte jeg mig så skyldig i at have besøgt hende så sjældent i løbet af de sidste par år af hendes liv, og den inspirerede mig til at skrive min roman. Siden den blev udgivet, har mange læsere vendt tilbage og fortalt, at den har inspireret dem til at besøge deres ældre slægtninge oftere. Det er så vidunderligt, og det gør mig så glad. Forestil dig, om min Doris vidste, hvilken fantastisk rejse hun har bidraget til.”

Sofia Lundberg, Stockholm, december 2017

Den røde adressebog

UDDRAG FRA DEN RØDE ADRESSEBOG, SOFIA LUNDBERG

Saltkarret. Doseringsæsken med piller. Skålen med halspastiller. Blodtryksmåleren i sit ovale plasticetui. Luppen med det røde, kniplede bånd fra et julegardin, bundet fast til den med tre tykke knuder. Telefonen med ekstra store taster. Den røde adressebog i slidt læder, med flossede hjørner, som blotter det gulnede papir indeni. Hun arrangerer tingene nøje, midt på spisebordet i køkkenet. De skal ligge pænt og ordentligt. Ikke lave folder i den lyseblå, strøgne linneddug. Så et øjebliks stilhed, mens hun kigger ud på gaden og det regnfulde, grå vejr. Mennesker, som haster forbi, med eller uden paraplyer. De nøgne træer. Sølet af grus og mudder på asfalten, vandet, der trækker spor igennem det.

Et egern kommer springende ud på en gren, og der tændes et glimt af glæde i hendes øjne. Hun læner sig frem, følger nøje det utydelige omrids af det lille dyrs bevægelser med øjnene. Den buskede hale svinger fra side til side, mens dyret smidigt bevæger sig fra gren til gren. Så hopper den ned på vejen og forsvinder hurtigt bort på vej mod nye eventyr.

Det burde være spisetid snart, tænker hun og stryger sig over maven. Med rystende hånd tager hun luppen og holder den hen over guldarmbåndsuret. Tallene er stadig for små til, at hun kan se dem, og hun må opgive. Hun lader roligt hænderne falde ned i skødet og lukker øjnene en stund, mens hun venter på den velkendte lyd af hoveddøren, der bliver åbnet.

”Doris, sidder du her og sover?”

En overdreven høj stemme rykker hende brat ud af søvnen. Hun mærker en hånd på sin skulder, forsøger søvndrukken at smile og nikke til den unge hjemmehjælper, som bøjer sig ned over hende.

”Jeg faldt vist hen et øjeblik.” Ordene sætter sig fast i halsen, og hun rømmer sig.

”Her, drik lidt vand.” Hjemmehjælperen kommer hurtigt med et glas vand, og Doris tager et par slurke.

”Tak … Undskyld, men jeg har glemt, hvad du hedder?” Det er en ny pige igen. Den gamle stoppede, hun skulle studere videre.

”Men det er jo mig, Doris, Ulrika. Hvordan har du det i dag?” spørger hun, men bliver ikke stående for at høre svaret.

Det kommer heller aldrig.

Doris holder tavst øje med Ulrikas hurtige bevægelser ude i køkkenet. Ser, hvordan hun finder peberkværnen frem, og hvordan hun flytter saltkarret fra bordet og stiller det ud i spisekammeret. Hun efterlader sig en dug fuld af bølgende folder.

”Ikke noget ekstra salt, har jeg jo sagt,” siger Ulrika, som står med bakken med mad i hånden, og ser strengt på hende. Doris nikker og sukker, mens Ulrika trækker plastfilmen af. Sovs, kartofler, fisk og ærter, blandet sammen i én stor pærevælling, bliver hældt ud på en brun stentøjstallerken. Ulrika sætter maden i mikroovnen og indstiller den til to minutter. Ovnen starter med en dæmpet summen, og fiskelugten spreder sig langsomt i lejligheden. Mens hun venter på, at maden skal blive varm, rydder Ulrika op i hendes ting: lægger aviser og post i en sjusket bunke, tømmer opvaskemaskinen.

”Er det koldt udenfor?” Doris vender blikket mod det tunge og våde uden for vinduet. Hun kan ikke huske, hvornår hun sidst har været uden for en dør. Det var sommer. Eller måske forår.

”Ja, uha, nu kommer vinteren snart. Regndråberne føltes næsten som små isnåle i dag. Jeg er glad for, at jeg har bilen og kan slippe for at gå. Jeg fandt en parkeringsplads på gaden, lige uden for porten. Når det kommer til parkering, er det bedre i forstæderne, hvor jeg bor. Det er håbløst herinde i byen, men en gang imellem er man heldig.” Ordene strømmer ud af Ulrika og glider derefter over i en dæmpet nynnen. En popsang, Doris kan genkende den fra radioen. Ulrika hvirvler videre på sin vej gennem lejligheden. Støver af inde i soveværelset. Doris kan høre, hvordan hun rumsterer rundt, og håber, at hun ikke vælter vasen, den håndmalede, som hun holder så meget af.

Da Ulrika kommer tilbage, har hun en kjole over armen. Det er den vinrøde i uld, den med de noprede ærmer og en løs tråd, der hænger ned fra sømmen. Doris forsøgte at hive den af, sidst hun havde kjolen på, men smerterne i ryggen gjorde det umuligt at nå ned over knæene. Hun rækker hånden ud og forsøger at fange tråden, men hun famler i den tomme luft, da Ulrika hastigt vender ryggen til hende og smider kjolen hen over en stol. Så kommer hun hen til Doris og begynder at knappe hendes morgenkåbe op. Hun trækker forsigtigt hendes arme ud af ærmerne, og Doris ømmer sig lidt, smerten fra ryggen stråler ud i armene. Den er der altid, dag og nat. En påmindelse om hendes aldrende krop.

”Nu må vi have dig op at stå. Jeg løfter på tre, okay?” Ulrika lægger en arm om hende, hjælper hende op og trækker morgenkåben væk. Hun bliver stående der, midt i det kolde dagslys i køkkenet, nøgen, bortset fra undertøjet. Det skal også skiftes. Doris dækker sig med den ene arm, da bh’en slipper taget. Brysterne falder slapt ned mod maven.

”Men dog, din stakkel, du fryser jo! Kom, så går vi ud på badeværelset.”

Ulrika tager hende i hånden, og Doris følger efter hende med usikre, forsigtige skridt. Hun mærker brysterne dingle, holder den ene hånd tæt ind mod dem. Det er varmere i badeværelset, der er gulvvarme under fliserne. Hun sparker begge tøflerne af og nyder at mærke varmen under fodsålerne.

”Så, nu skal vi have dig i kjolen. Løft armene.”

Hun adlyder, men kan kun få armene op i brysthøjde. Ulrika bøvler med stoffet og trækker kjolen over hendes hoved. Da Doris’ ansigt dukker frem igen, smiler hun.

”Tit-tit, sikke en fin farve. Den klæder dig. Vil du også have lidt læbestift på? Og lidt rouge på kinderne måske?”

Sminken står stillet op på et lille bord ved siden af håndvasken. Ulrika holder læbestiften op, men Doris ryster på hovedet og vender sig væk.

”Hvordan går det med maden?” spørger hun, da de er på vej tilbage til køkkenet.

”Maden! Åh, hvor er jeg dum, den glemte jeg helt. Jeg må nok varme den igen.”

Ulrika skynder sig hen til mikroovnen og sætter den på et minut. Så hælder hun tyttebærsaft op i et glas og stiller tallerkenen med maden frem på bordet. Doris rynker på næsen, da hun ser det uappetitligt udseende rodsammen, men sulten får hende til at føre gaflen op til munden.

Ulrika sætter sig over for hende med et krus i hånden. Det håndmalede med de lyserøde roser. Det, som Doris aldrig selv bruger, af skræk for at tabe det.

”Kaffe, det er virkelig hverdagens guld,” smiler Ulrika, ”ikke sandt?”

Doris nikker og holder øjnene på kruset.

Tab det nu ikke.

”Er du mæt?” spørger Ulrika, da de har siddet tavse lidt. Doris nikker, og Ulrika rejser sig og fjerner tallerkenen. Hun kommer tilbage med endnu et krus med dampende varm kaffe. Et mørkeblåt et fra Höganäs.

”Værsgo. Nu puster vi lidt ud, ikke?” Ulrika smiler og sætter sig ned igen.

”Sikke et vejr, regn og regn og regn. Det er, som om det aldrig holder op.”

Doris skal lige til at svare, men Ulrika fortsætter ubekymret:

”Jeg gad vidst, om jeg huskede at aflevere et par ekstra strømper i børnehaven, da jeg kom i morges. De bliver sikkert gennemblødte i dag, alle de små pus. Ja, ja, de kan vel låne sig frem, hvis det er. Og ellers bliver det en våd, barfodet unge, jeg skal hente senere. Altid er man urolig for børnene. Du ved vel, hvordan det er, tænker jeg. Hvor mange børn har du?”

Doris ryster på hovedet.

”Jamen dog, slet ingen? Din stakkel, så får du vel aldrig nogen på besøg. Har du aldrig været gift?”

Hjemmehjælperens fremfusende facon kommer bag på hende. De plejer ikke at spørge om den slags, ikke så direkte i hvert fald.

”Men du har vel venner? Som kigger forbi en gang imellem? Den der ser i hvert fald tyk ud.” Hun peger på adressebogen på bordet.

Doris svarer ikke. Skæver til billedet af Jenny, som står i entréen, men som hjemmehjælperen ikke engang har lagt mærke til. Jenny, som er så langt borte, men som alligevel altid er med hende i tankerne.

”Nå, du,” forsætter Ulrika, ”nu må jeg hellere skynde mig af sted. Vi må snakke videre næste gang.”

Ulrika stiller kaffekrusene ind i opvaskemaskinen, også det håndmalede. Så tørrer hun karkluden et par gange hen over køkkenbordet, starter maskinen, og inden Doris ved af det, er hun ude ad døren. Gennem vinduet ser hun Ulrika trække jakken på i farten og sætte sig ind i en lille, rød bil med kommunens logo på døren. Med små, korte skridt går Doris hen til opvaskemaskinen og afbryder programmet. Hun åbner lågen og tager det håndmalede krus ud, skyller det omhyggeligt af under hanen og gemmer det langt inde i skabet bag de dybe dessertskåle. Hun kigger derind fra alle vinkler. Nu kan man ikke se det. Hun sætter sig tilfreds ned ved bordet i køkkenet igen og glatter dugen med hånden. Arrangerer nøje tingene pænt og ordentligt. Pilleæske, halstabletter, plasticetui, lup og telefon finder hver især sin rette plads igen. Da hun når frem til adressebogen, lægger hun hånden på den og lader den hvile der. Det er lang tid siden, hun har åbnet den. Nu slår hun op i den og bliver mødt af navnene på første side. Alle er streget over. I margenen har hun skrevet det flere gange. Ordet. DØD.

SOMMERENS MUST READ – Den røde adressebog

SOMMERENS MUST READ: 'Den røde adressebog' – ude nu! ☀️🌹"Skrevet med kærlighed. Fortalt med glæde."Fredrik Backman, forfatter til 'En mand der hedder Ove'"En suveræn bog … en fortælling om at være menneske og om de omstændigheder i livet, der former og hjemsøger os." – KulturbloggenLæs mere her: http://bit.ly/Adressebog

Slået op af People'sPress i 11. juni 2018

Læs mere om DEN RØDE ADRESSEBOG her

Læs også:

Allan Olsen: Det kan klinge hult og frelst at tale om tolerance. Men der var faktisk en del af det dengang på Christianshavn. Man kunne se rockstjernen stå og tale med pædagogen og revisoren.

oktober 31st, 2018|0 Comments

Allan Olsen: Det kan klinge hult og frelst at tale om tolerance. Men der var faktisk en del af det dengang på Christianshavn. Man kunne se rockstjernen stå og tale med pædagogen og revisoren. [...]

Anette Prehn: Det nytter ikke noget ene og alene at kunne ’stå fast’ og ’tage nej-hatten på’, for omstillings- og tilpasningsevne er og bliver et karakteristikum ved en art, der har tænkt sig at overleve.

oktober 23rd, 2018|0 Comments

Anette Prehn: Det nytter ikke noget ene og alene at kunne ’stå fast’ og ’tage nej-hatten på’, for omstillings- og tilpasningsevne er og bliver et karakteristikum ved en art, der har tænkt sig at [...]

2018-08-13T14:50:46+00:00