Danny ‘Zonic’ Sørensen er træner for Astralis og en af Danmarks første professionelle gamere. I Hjernen bag Astralis fortæller han for første gang historien om e-sportens rejse fra sumpede netcaféer til en milliardindustri med udsolgte arenaer, fanatiske fans og heftige pengepræmier. 

Uddrag af HJERNEN BAG ASTRALIS
Af Danny Sørensen i samarbejde med Markus Bernsen

Kapitel 6: Fucking cheater

“Du er færdig.”

“Fucking cheater.”

“Jeg håber, du dør!”

Jeg scroller ned igennem beskederne med fugtige håndflader. Det er tidligt om morgenen, og jeg har stort set ikke sovet af frygt for at skulle læse dem. Beskederne strømmer ind på mIRC; det chat-system, som danske gamere bruger til at kommunikere med hinanden. Jeg er dagens store emne. Mange af beskederne handler om, hvad de andre spillere har tænkt sig at gøre ved mig, hvis de nogensinde skulle møde mig uden for serveren. Det er ikke rare ting. Andre er ret opfindsomme, når de skal udtænke en straf til mig:

“Jeg arbejder for TDC ude i Taastrup,” er der en, der skriver. “Jeg skal nok få hans internet lukket, så vi slipper for at se på ham.”

Jeg lukker programmet og synker ned i stolen. Solen er lige stået op, og min mor rumsterer i køkkenet. Det er en helt almindelig hverdag i Himmelev uden for Roskilde, men på mit værelse føles det som dommedag. Min mave knuger sig sammen, og jeg har det som om jeg skal kaste op.

Jeg er 15 år gammel og afsløret. De ved det alle sammen. Jeg er en cheater.

Det er jo ikke, fordi jeg har planlagt at snyde i Counter-Strike. Det sker bare. Jeg begynder at snyde ved et tilfælde og kan åbenbart ikke holde op igen.

Egentlig skyldes det en fejl i spillet, som har skabt det, man kalder et ‘wallhack’, hvor spilleren pludselig kan se gennem vægge. Det er en kæmpe fordel i skydespil som Counter-Strike. Når man ved nøjagtig, hvor de andre modstandere er på banen, kan man ramme dem gennem vægge eller bare finde et godt sted at sætte sig til rette og så pille dem ned én for én, når de smutter rundt om et hjørne.

Jeg snyder hjemmefra, på min egen gamercomputer, som jeg har købt kort efter min konfirmation. Jeg har samlet alle de penge, jeg har fået til min konfirmation, lagt mine egen opsparing fra lommepengene oveni, og er taget med Erik ind til Roskilde for at købe den. Den får ikke meget fred, den computer. Hver eftermiddag og aften sidder jeg og spiller Counter-Strike. Fredag og lørdag eftermiddag tager jeg stadig bussen ind til Roskilde for at være med til natarrangementer på Pixel, men jeg tilbringer mere og mere tid foran skærmen hjemme på mit værelse.

Til at begynde med smiler min mor, når hun ser mig derinde, med ansigtet badet i skærmens lys. Hun er lettet over, at jeg sidder indenfor i stedet for at løbe rundt i gaderne og lave ballade. Sagen med de fem drenge og splatpistolerne er gået i sig selv, fordi jeg ikke er blevet taget for noget siden da.

Men efter nogle måneder bliver min mors smil mindre. Hun kan se, at spillet fylder mere og mere. Der er snart ikke plads til andet i mit liv end skole og Counter-Strike. Jeg er også begyndt at tage på i vægt og kommer efterhånden kun ud af værelset for at spise og gå på toilettet.

Wallhack’et gør det ikke lettere at rive sig løs. Det kommer ud af ingenting. En dag er det der bare, og banernes vægge er gennemsigtige, som var de lavet af glas. Senere finder jeg ud af, at det er kombinationen af mit grafikkort og min mus, der får spillet til at opføre sig mærkeligt. Et teknisk lykketræf, som kun en lille håndfuld spillere oplever. Det spekulerer jeg nu ikke over dengang. Jeg aner ikke, hvor længe fejlen vil være der og tænker bare, at jeg skal have mest mulig ud af den. Hvis spillet opfører sig normalt igen i morgen, gælder det om sætte nogle kills ind på kontoen i dag, tænker jeg.

Så jeg spiller i timevis, dag efter dag. Rammer den ene spiller efter den anden. Også dygtige spillere, som jeg ikke før har kunnet få ram på. Hurtigt ryger mine stats i vejret, og snart er jeg en af de bedste på serveren. I en kamp får jeg 66 kills og dør kun fire gange. Det er en vild høj score. Mistænkelig høj. Dygtige spillere kan måske trække 20 kills mod fire hjem – men 66? Sådan en score får de andre på serveren til at spærre øjnene op.

Måske virker det mærkeligt, at jeg overhovedet har lyst til at blive ved med at spille med så stor en fordel. Er det overhovedet sjovt at vinde en kamp på den måde? At have et wallhack i Counter-Strike svarer til at spille en fodboldkamp, hvor ens eget mål er én meter bredt, mens modstanderens er 50 meter. Men selvfølgelig med den forskel, at alle de andre spillere på banen tror, at målene er lige store.

Jeg ved jo godt, at det ikke er en fair kamp, men jeg bliver glad af at se de mange kills på skærmen – også selv om jeg inderst inde ved, at jeg ikke har fortjent dem. På det tidspunkt er jeg også blevet så tilstrækkelig god til spillet, at jeg går op i min placering på serveren. Jeg tjekker den dagligt og forsøger hele tiden at avancere. Tallene er blevet vigtige for mig, ligesom de er for de andre seriøse gamere. Vi holder øje med hinandens ranking og ser sultent efter dem, der ligger lige over os.

Sådan er det nok for mange konkurrencemennesker; de har det med at stirre sig blinde på point, scores og ranglister og presser sig selv for komme ét kill, ét sekund eller én centimeter tættere på verdensmesterskabet.

På Pixel var det nok at hygge sig med vennerne og zappe ind og ud af kampe, som jeg havde lyst til, men det har ændret sig. Jeg spiller ikke længere kun mod andre for sjov, men også mod mig selv. Før gjorde det ikke så meget, hvis det gik frem den ene dag og tilbage den næste. Det var det sociale og selve spillet, det handlede om. Nu handler det mere om mig selv og min kamp mod de andre. Der er kun én vej, og det er fremad.

De fleste computerspil er designet sådan, at man altid kan sigte efter en lidt højere score, et nyt level eller et virtuelt trofæ af en eller anden slags. Når man har gennemført spillet, kan man gøre det igen i en lidt sværere udgave. I de gamle arkadespil stoppede det, når man havde nået førstepladsen på highscore-listen, men i dag er det endeløst. Man kan altid blive lidt bedre, og der er altid en undskyldning for lige at bruge én time mere foran skærmen.

Det er sikkert også en del af forklaringen på, at gamere kan finde på at snyde. De fortæller sig selv, at de stopper lige om lidt – at de bare lige skal have en lidt højere score eller overhale deres ærkerival på serveren. Men så snart det mål er nået, sætter de et nyt. Målstolperne flytter sig hele tiden, og jo mere de snyder, desto sværere bliver det at vende tilbage til deres gamle gamer-tilværelse, hvor de sled sig op ad ranglisten uden hjælpemidler.

I gamle dage var der en del snyd i esport, og der var mange måder at gøre det på. Flere Counter-Strike-hold er blevet taget i match-fixing, altså i at tabe kampe med vilje, som de havde spillet penge på. Til turneringer i udlandet er spillere også blevet taget i at installere små snydeprogrammer, som for eksempel får computeren til at sigte for dem.

I dag er der ikke længere nogen, der tør snyde. Der er for meget på spil, og straffen er hård, hvis man skulle blive taget. Jeg tror ikke, at en eneste af de 50 nuværende bedste spillere i Counter-Strike har snydt til en turnering.

Både i dag og dengang er det da også meget svært at snyde, når computerne er forbundet i et netværk, og en dommer følger med i alt, der foregår på skærmene. Af samme grund har LAN-turneringer altid været den ultimative prøve: Måske kan man slippe af sted med at snyde derhjemme, bag en lukket dør, men til et LAN vil man blive afsløret før eller siden.

På min computer opstår hack’et kort efter at jeg har fået mit første gennembrud. De mange timer på Pixel og min egen computer har gjort, at jeg er kommet længere ind i spillet. Jeg kender de andre spillernavne og ved, hvem jeg skal holde øje med. Nogle af dem er gået sammen i grupper, som de kalder ‘klaner’, og de udfordrer hinanden og udgør toppen af fødekæden. Jeg kalder mig “EazyWarez” og er stadig en del længere nede, men der er alligevel sket meget, siden jeg første gang loggede ind på en af de dårlige computere på Pixel. Jeg har gennemskuet, hvordan jeg kan blive bedre til spillet og forbedre mine stats.

Jeg kan også mærke, at jeg er blevet en hel del bedre i den korte tid, jeg har haft wallhack’et – og også på en måde, som jeg kan bruge, når det ikke er der længere. De gennemsigtige vægge har givet mig en ny forståelse af, hvordan banerne er skruet sammen, og hvor man skal sigte for at ramme modstanderne.

Det lyder forkert, men det er også sjovt at spille med wallhack. Det er en anden grund til, at jeg aldrig får taget mig sammen til at få det fjernet: Når de andre spillere gemmer sig bag en kasse og tror, ingen kan se dem, skyder jeg foran deres fødder, så de springer rundt i panik. Jeg går på opdagelse på banerne og laver det ene vilde play efter det andet. Jeg er som et spøgelse i spillet.

Hvis jeg ellers kunne styre mig, ville det også være svært at opdage mit wallhack. Nøjes man med at bruge sine magiske evner en gang imellem, behøver de andre ikke at opdage dem. Som regel er det spillere med sniper-rifler, der bliver afsløret først. Normalt vil en sniper holde sigtekornet et stykke ud for et hjørne, så de kan nå at reagere, hvis en modstander smutter rundt om det. Men med et wallhack kan de se modstanderen nærme sig og sætte sigtekornet på selve hjørnet, så de kan pille dem ned, i samme sekund de viser sig. En sniper reagerer simpelthen for hurtigt og rammer for godt, når de har wallhack, og det bliver som regel opdaget.

Counter-Strike har altid haft forskellige bugs og hacks, som gjorde livet surt for de spillere, der fulgte reglerne. I de gamle udgaver af spillet var grafikken mere grumset end i dag, og det kunne være svært at få øje på de andre spillere på banen. Dengang fandtes der et ‘skinhack’, der gjorde modstanderne enten røde eller blå, så de var lettere at få øje på. Der findes også en ‘aimlock’, der automatisk flytter sigtekornet hen på modstanderne – og en ‘killbot’, der skyder dem med det samme. Killbot kan ingen slippe af sted med at bruge ret længe ad gangen, uden at det bliver opdaget, men med Aimlock kan det være sværere, hvis man er klog nok til at vente et sekund eller to med at trække af, efter at sigtekornet har fundet sit mål. Som regel bliver Aimlocks dog også opdaget af administratoren på serveren. Det automatiske sigtekorn gør spillerne lovlig akrobatiske, så de snurrer rundt og slår knuder på sig selv for at få modstanderen på kornet. Hvis en administrator har mistanke om snyd og følger med i et par baner, vil de som regel få øje på den slags.

Og selvfølgelig må der også være én, der får øje på mit wallhack før eller siden. Jeg er blevet alt for god, alt for hurtigt. Mine skud sidder pludselig perfekt. Modspillerne når kun lige at kigge rundt om hjørnerne, før jeg lægger dem ned med et headshot. Efter en uge begynder jeg at få de første advarsler på chatten.

“Cheater,” står der bare.

“EazyWarez snyder,” konstaterer en anden.

To uger efter at wallhack’et er dukket op på min computer, beder en administrator mig sende et bevis for, at jeg ikke snyder. Administratorerne er selv gamere med meget erfaring, som kan give advarsler eller smide spillere væk fra serveren, hvis de snyder eller skriver grimme ting om de andre i chatten.

Heldigvis er der et hjørne af banen, hvor væggene ikke er gennemsigtige, så jeg løber derover og tager et screenshot.

“Sådan ser det ud hos mig,” skriver jeg og lægger billedet ud på chatten, så alle kan se det.

Kort efter svarer administratoren:

“OK. Tak for det, EazyWarez.”

Jeg klarede frisag og spiller videre med wallhack’et, men siger til mig selv, at jeg er nødt til at være mere forsigtig. Ikke noget med at lave 66 kills, bare fordi jeg kan. Men jeg skal alligevel lige have lidt mere ud af det. Lige trække den et par dage mere. Forbedre mine stats en smule, før jeg fikser hack’et og begynder at spille almindeligt igen.

Jeg gamer hele eftermiddagen og aftenen med. Går ned for at spise aftensmad og kommer op for at spille videre. Da jeg logger på, kan jeg se, at en af de andre spillere har lagt et nyt screendump op i chatten. Det er det samme billede, som jeg viste frem som bevis for, at jeg ikke snød, men nu er der tilføjet en rød ring om min spillers hånd, der griber om geværet. Eller det vil sige: Der er tegnet en rød ring om det sted, hvor hånden burde være, men hvor der ingenting er at se. En bivirkning af wallhack’et er åbenbart, at figurens hånd bliver gennemsigtig.

“Se her,” skriver han.

“EazyWarez spiller med wallhack.”

Så går chatten amok. Det vælter ind med beskeder, mens mine hænder stivner ti centimeter over tastaturet. Jeg sidder bare og stirrer på skærmen, mens hele serveren begynder at sende trusler og forbandelser af sted mod mig. Jeg genkender de fleste af navnene. Nogle af dem er mine gode venner – eller var mine gode venner, skulle jeg måske sige. I det seneste år har jeg skiftet det meste af min vennekreds ud. Først var jeg altid sammen med fodbolddrengene, så blev det ballademagerne fra Egegårdsparken, og på det seneste har jeg brugt al min fritid sammen med gutterne fra Pixel og de andre, jeg har lært at kende gennem spillet.

At jeg mest kommunikerer med dem gennem et headset og på chatten, gør ikke den store forskel for mig. Nogle folk mener, at når noget foregår på en skærm, føles det mindre virkeligt. Men man kan sagtens få tætte venskaber på den måde. Det bliver i hvert fald klart for mig nu, hvor jeg er ved at miste dem alle sammen. Beskederne føles som verdens undergang. Det er, som om 50 af mine bedste venner står på mit værelse og råber mig ind i hovedet. Som om hele min omgangskreds vender sig imod mig.

“Du skal aldrig nogensinde skrive til mig igen,” lyder en af beskederne.

“Du er færdig, EazyWarez,” skriver en anden.

Sådan har jeg det også. Jeg løfter hænderne op til hovedet og holder mig for øjnene, mens beskederne fortsætter med at strømme ind. Det føles, som om mit blod løber den modsatte vej; for hver besked bliver jeg lidt mere bleg og let i kroppen. Det svimler for mig. Så tager jeg fat i bordkanten, læner mig ind og slukker for skærmen.

HJERNEN BAG ASTRALIS giver det første blik bag kulisserne på det mest vindende hold i spillet Counter-Strike nogensinde. Vi hører om spillernes intense træning, de store pengepræmier, interne stridigheder, rivaliseringen med andre hold og de mange magtkampe i det hastigt voksende marked for e-sport. 
Danny ‘zonic’ Sørensen er født i Roskilde 1986 og er coach for Astralis. Fra 2004-2014 var han professionel Counter-Strike-spiller på mTw, SoA, SK Gaming og et halvt hundrede andre hold. Kåret som Danmarks bedste Counter-Strike-spiller i 2006, 2007 og 2008 og nomineret til verdens bedste spiller i 2008.

Læs også:

Historierne bag legenderne fra Zirkus Nemo Igennem tyve år har cirkusdirektør Søren Østergaard rejst land og rige rundt med sit Zirkus Nemo. Med sig har han haft nogle af landets mest markante og [...]

Som barn drømte Casper Børge Nielsen om at blive pilot, og allerede som 17-årig gik han igang med at tage et flycertifikat. Da han som ung mand så Top Gun, var han ikke det [...]

Hvis vi skal give børn og unge de bedste forudsætninger for at trives i livet, er vi nødt til at forstå, at vores adfærd har afledte effekter. Alt det, vi gør (eller ikke gør), [...]

3 GODE TING er en simpel vane, hvor man hver dag noterer sig det, der var godt i løbet af dagen. Det handler ikke om at lukke øjnene for de negative ting, men om [...]

Danny 'Zonic' Sørensen er træner for Astralis og en af Danmarks første professionelle gamere. I Hjernen bag Astralis fortæller han for første gang historien om e-sportens rejse fra sumpede netcaféer til en milliardindustri med udsolgte [...]

14 krimiforfattere, du kan møde på BogForum I weekenden fra d. 15.-17. november bliver Bella Centeret fyldt med skønnne bogfolk, og vi glæder os helt vildt – både til at se mange af [...]