Ny og længe ventet trilogi af forfatteren til AFTER – en af de seneste års største sensationer i romanceverdenen.

Uddrag fra Under stjernerne, første bind i trilogien STARS. Find den hos din boghandler fra d. 26. september 2018.

“Du glor.” Bare to ord, men de trænger helt ind og fylder mig til randen, og det giver et sæt i hver eneste celle i min krop. Alligevel mærker jeg også roen, den ro, der ligger så dybt forankret i mig og vækkes, når han er i nærheden. Jeg ser op for at sikre mig, at det er ham, selvom jeg ved, at det er det. Og ganske rigtigt, han tårner sig op, ser undersøgende på mig med sine valnøddebrune øjne. Jeg ville ønske, at han ikke så sådan på mig. Det lille lokale er egentlig rimelig tætpakket, men sådan føles det ikke. Jeg havde planlagt alt, hvad jeg ville sige, men nu har han ødelagt det hele og taget modet fra mig.

“Hvordan gør du det?” spørger jeg. “Jeg så dig slet ikke komme ind.” Jeg er bange for, at det lyder som en anklage, eller at jeg lyder nervøs, og det er det sidste, jeg har lyst til. Men alligevel undrer det mig – hvordan gør han det? Han har altid været god til at være stille, til at bevæge sig ubemærket rundt. Endnu en evne, han har tilegnet sig i hæren, går jeg ud fra. Jeg gør tegn til, at han skal sætte sig. Han glider ned på stolen, og først da ser jeg, at han har anlagt fuldskæg. En skarp kant går langs kindbenet, og hans kæbe er dækket af mørke hår. Det er nyt. Selvfølgelig er det det: Før skulle han altid følge reglementet. Hår skal være kortklippet og trimmet. Overskæg er tilladt, men kun hvis det er veltrimmet og ikke vokser ud over overlæben. Han fortalte mig engang, at han overvejede at få overskæg, men jeg talte ham fra det. Selv han ville se underlig ud med overskæg. Han samler kaffekortet op fra bordet. Cappuccino. Macchiato. Latte. Flat white. Long black. Hvorfor skal det egentlig være så kompliceret? “Er du begyndt at drikke kaffe?” Jeg forsøger ikke at skjule min forbavselse.

Han ryster på hovedet. “Nej.”
Han smiler et lille skævt smil, hvilket får mig til at huske, hvorfor jeg forelskede mig i ham. For et øjeblik siden var det nemt nok at se væk. Nu er det umuligt. “Ikke kaffe,” siger han. “Te.”

Han har selvfølgelig ikke jakke på, og ærmerne på hans denimskjorte er rullet op over hans albuer. Tatoveringen på hans underarm titter frem, og jeg ved, at hvis jeg rørte ved hans hud nu, ville min forelskelse blusse op igen. Det har jeg fandeme ikke tænkt mig at gøre, så jeg ser op og hen over hans skulder. Væk fra tatoveringen. Fortrænger tanken. Det er sikrere på den måde. For os begge. Jeg prøver at fokusere på lydene i caféen, så jeg kan vænne mig til hans stilhed. Jeg havde glemt, hvor urovækkende hans tilstedeværelse er. Det er løgn. Jeg har ikke glemt det. Det ville jeg ønske, jeg kunne, men det kan jeg ikke. Jeg kan høre servitricen nærme sig, hendes sneakers knirker mod cementgulvet. Hun har en lille musestemme, og da hun siger til ham, at han virkelig skulle tage at prøve deres nye pebermyntemokka, kommer jeg til at grine, fordi jeg ved, at han hader alt med peber-mynte, selv tandpasta. Jeg kommer til at tænke på, hvordan han altid efterlod røde klatter af kanelklister i vasken hjemme hos mig, og hvor tit vi skændtes om det. Hvis bare jeg havde kunnet se ud over den slags småting. Hvis bare jeg havde været mere opmærksom på, hvad der virkelig foregik, så ville alt måske have været anderledes. Måske. Måske ikke. Jeg er typen, der gerne tager skylden for alting – bortset fra det her. Men jeg føler mig ikke helt sikker.

Jeg vil ikke vide det.
Endnu en løgn.

Kael siger til pigen, at han gerne vil have en almindelig sort te, og jeg forsøger at undertrykke en latter. Han er så forudsigelig. “Hvad er det, der er så morsomt?” spørger han, da servitricen er gået.
“Ikke noget.” Jeg skifter emne. “Nå, hvordan går det?”
Jeg ved ikke, hvad vi skal fylde den her latterlige kaffeaftale ud med. Derimod ved jeg, at vi skal ses igen i morgen. Men siden jeg alligevel var i byen i dag, virkede det som en god idé at få det første akavede øjeblik ryddet af vejen uden at have publikum på. En begravelse er ikke lige det rette sted for sådan et møde. “Godt. Alt taget i betragtning.” Han rømmer sig.
“Ja,” siger jeg med et suk og prøver at lade være med at tænke for meget på i morgen. Jeg har altid været god til at lade, som om hele verden ikke er ved at kollapse omkring mig. Okay, jeg har været tæt på at blive trukket ned de seneste par måneder, men i årevis var det nærmest bare en del af mig, noget, jeg tillagde mig et sted mellem mine forældres skilsmisse og min high school-afslutning. Nogle gange har jeg det, som om min familie er ved at forsvinde. Vi skrumper mere og mere.

Du kan finde Anna Todds første bind i successeries AFTER her 

“Er du okay?” spørger han med en endnu lavere stemme end før. Den mindede mig om de gange, vi på fugtige nætter plejede at falde i søvn med vinduet åbent – hele rummet var dækket af dug den følgende morgen, og vores kroppe var våde og klistrede. Jeg elskede følelsen af hans varme hud under mine fingre, når de dansede hen over ham. Selv hans læber var varme, feberhede indimellem. Luften i det sydlige Georgia var så tung, at man kunne smage den, og Kael blev altid så varm. “Hrmm.” Han rømmer sig og kalder mig tilbage til nuet.

Jeg ved, hvad han tænker, jeg kan aflæse ham lige så tydeligt som neonskiltet bag ham, hvorpå der står Men først: kaffe. Jeg hader, at det er de minder, mine tanker sporer ind på. Det gør ikke sagen mere enkel. “Kara.” Hans stemme er blid, da han rækker hen over bordet for at røre ved min hånd. Jeg trækker den så hurtigt til mig, at man skul-le tro, jeg havde brændt mig. Det er mærkeligt at tænke på, hvordan vi var, da vi var sammen. Dengang vidste jeg ikke, hvor han sluttede, og jeg selv begyndte. Vi gik i samme takt. Så … ja, bare så langt fra sådan, som tingene er nu. Der var engang, hvor han bare skulle sige mit navn på den måde, så ville jeg gøre hvad som helst for ham. Jeg dvæler et kort øjeblik ved den tanke. At jeg ville gøre hvad som helst for ham. Jeg troede, jeg var ved at komme over ham. I hvert fald at jeg var kommet så langt, at jeg ikke længere ville tænke på lyden af hans stemme, når jeg var nødt til at vække ham tidligt, så han kunne komme op at træne, eller på, hvordan han nogle gange skreg i søvne. Det begynder at svimle for mig, og hvis ikke jeg snart lukker ned for mine tanker, får minderne mig til at gå i opløsning her midt i caféen, for øjnene af ham. Jeg tvinger mig selv til at nikke, og for at købe mig lidt tid hæver jeg min latte, mens jeg tager mig sammen for at kunne sige noget. “Ja. Jeg mener, begravelser er ligesom noget, jeg gør det i.” Jeg tør ikke møde hans blik. “Der er ikke noget, du kunne have gjort. Du tror da ikke seriøst, at der var noget, du kunne …” Han går i stå, og jeg stirrer intenst på en lille revne i kruset. Jeg lader en finger løbe hen over den krakelerede overflade. “Karina. Se på mig.”

Læs mere om Anna Todd her

Jeg ryster på hovedet, jeg nægter at hoppe med på den vogn. Jeg magter det ikke. “Jeg er okay. Helt ærligt.” Jeg tøver og kigger op på ham. “Lad være med at se på mig på den måde. Jeg har det fint.” “Du har det altid fint.” Han stryger hånden over skægget, sukker og læner sig tilbage i plastikstolen. Det er hverken et spørgsmål eller en konstatering, det er bare sådan, det er. Han har ret. Jeg har det altid fint. Det er den der ting, jeg har med, at hvis bare jeg lader som om, så går det nok. Sådan er jeg bare.
Har jeg måske noget valg?

Læs også:

2018-09-19T15:09:27+00:00