Zeinab Mosawi: »Da Mohamed havde afsløret, at jeg ikke skulle til Danmark, flippede jeg selvfølgelig ud.«

HIMLEN OVER MIN FARS TAG er historien om en teenagepige, der bliver efterladt i et krigshærget land, langt fra den hverdag hun kender i Danmark. Sendt væk af sine egne forældre, der synes hun er blevet alt for dansk. Det er historien om en ung kvindes desperate forsøg på at navigere mellem to kulturer – der ofte stiller helt modsatrettede krav til hende. Om en daglig kamp for at bevare forholdet til forældrene uden at fornægte sig selv. Og om at insistere på kærligheden – også selv om den er svær.

Uddrag af Himlen over min fars tag
Af Zeinab Mosawi i samarbejde med Birgitte Vestermark

Det var endnu mørkt, da taxaen kørte ud fra kantstenen. Gadelygterne kastede et mat skær over Damaskus’ gamle citadel, men formåede ikke at jage skyggerne væk i de snævre, snoede gader bag bymuren.

På de brede veje, der førte bort fra centrum, var byen langsomt ved at vågne. Daglejere i lange, nussede kjortler stod langs indfaldsvejene i håb om at blive hyret. Deres ånde hang som små, grå skyer i luften foran deres mund. Her og der var der lys i de små boder, der servicerede morgenfolket: En falafelbod, en juicebar. En klynge af mænd forsamlet omkring den. Gløderne fra deres cigaretter ulmede som ildfluer.

Jeg sad klemt inde i dele-taxaen med min far på den ene side og en saudiarabisk kvinde på den anden. Byen flimrede forbi bilruden, mens nattemørket veg for gråt dagslys.

Det føltes helt uvirkeligt. Dagen før havde min storebror Mohamed trukket mig til side på vores hotelværelse og med en blanding af triumf og skadefryd meddelt mig, at kun han og min mor rejste hjem til Danmark, mens jeg skulle med min far til Irak for at besøge hans del af familien.

Det var ikke det, mine forældre havde lovet mig, da de overtalte mig til at tage med på ferie til Syrien!

På den anden side havde de lovet så meget. De havde sagt, at jeg ikke behøvede tage tørklæde på, mens vi var i Syrien, men da vi kom frem, skulle jeg selvfølgelig have det på alligevel. De havde også lovet, at jeg ville nå hjem tids nok til at fejre nytår med mine veninder. Det blev der ikke noget af nu. Jeg var på vej i den gale retning. På vej væk fra Danmark. Taxaen ville føre os til Karbala i Irak. Byen, hvor min far stammer fra.

Jeg pillede irriteret ved snippen af mit sorte tørklæde og kiggede på min far, der stirrede ud af vinduet på butiksejerne, som trak jernskodderne fra ruderne med en skarp, metallisk skramlen. Jeg følte en voksende uro i maven. Hvad var det, der ventede mig? Hvorfor skulle jeg pludselig på denne her tur med min far? Jeg kendte ham jo knap nok. Det havde altid været mig og min mor, der gjorde ting sammen. Ikke mig og min far. I hvert fald ikke længere.

Da jeg var lille, spillede min far ofte fodbold med Mohamed og mig, og i weekenden havde han os tit med ud at fiske, men de sidste par år havde vi ikke haft så meget at gøre med hinanden. Og selv om jeg på en måde godt kunne forstå, at han gerne ville vise mig sin baggrund og sin familie, så syntes jeg, det var lige lovlig sent at genopbygge et fortroligt forhold mellem os. Jeg var trods alt blevet 16 år, og det var flere år siden, jeg havde følt mig tæt på ham.

Men nu sad vi her, mast sammen i taxaen på vej mod noget, der for mig var totalt ukendt land. Jeg havde ikke været i Irak, siden jeg var to år, og aldrig besøgt hans familie før. Jeg vidste bare, at de var meget konservative, og det skræmte mig, for jeg var helt sikker på, at jeg ikke ville passe ind.

Jeg er ikke typen, der accepterer et nej. På den måde er jeg meget dansk. Jeg vil have forklaringer, og kun hvis de virker logiske og fornuftige, lader jeg mig overbevise. Men jeg vidste, at den indstilling ville give mig masser af problemer med min fars familie.

Da Mohamed havde afsløret, at jeg ikke skulle til Danmark, flippede jeg selvfølgelig ud. Jeg gik direkte ind på mine forældres værelse og begyndte at argumentere. Hvorfor måtte han komme hjem, når jeg ikke måtte? Min mor havde forklaret, at Mohamed skulle hjem, så han kunne afslutte sin 10. klasse. Men var det ikke lidt vigtigere, at jeg kom hjem, ville jeg vide. Jeg skulle trods alt tage 9. klasses afgangseksamen, og så nyttede det ikke noget at pjække fra skole i flere uger for at tage på familiebesøg i Irak. Det mente de ikke betød så meget.

I min familie er der ikke tradition for at græde, når andre ser det. At vise følelser er nærmest et tabu, så hvis der er noget, jeg er ked af, plejer jeg at græde alene. Men på hotellet havde jeg ikke kunnet holde tårerne tilbage. Jeg havde på fornemmelsen, at mit liv fra nu af ville bevæge sig ned i en bakkedal i en lang periode. Jeg havde tudet af raseri og frustration, men lige lidt havde det hjulpet.

Min mor havde taget afsked med de sædvanlige løfter, „vi ses snart igen“ og „jeg ringer, når vi er landet“, og så fulgte min far dem til lufthavnen, mens jeg blev ladt alene tilbage på hotellet. Jeg følte mig totalt svigtet, overhørt og ignoreret. Mine ønsker og planer var blevet helt og aldeles tilsidesat, og jeg havde ikke engang mulighed for at fortælle mine venner, hvad der var sket, eller hvorfor jeg ikke dukkede op til alle de mange ting, de havde inviteret mig til.

Og Mohamed, den feje fyr, gik ikke ind og tog mit parti, som en storebror burde have gjort. Han stod bare og gjorde sig så gennemsigtig og farveløs, at han kunne gå i et med de mørke vægpaneler bag ham.

Jeg kunne stadig mærke vreden som en isnen under huden. Den saudiske dame ved siden af mig begyndte at snakke. Jeg tror, hun kunne se, at jeg ikke havde det godt. Hun forsøgte at give mig nogle penge, men jeg ville ikke have hendes penge. Hun smilede opmuntrende og hev mobilen frem for at vise mig billeder af sin familie hjemme i Saudi-Arabien. Jeg kunne ikke være mere ligeglad. Jeg havde mine egne bekymringer og havde ikke lyst til at tale med en fremmed kvinde i en taxa, men der var ingen steder at flygte hen. Vi sad klinet op ad hinanden, og der var langt til Karbala, så jeg smilede høfligt og forsøgte at engagere mig i samtalen.

Taxaen skrumplede gennem ørkenen. Tør stenet jord så langt øjet rakte kun afbrudt af en tankstation i ny og næ. Solen kravlede op over bilen, og dens varme stråler fortrængte vinterkulden. Jeg rykkede rundt i sædet, rettede på abaya’en – det sorte slag, som rettroende muslimske kvinder hyller sig i for at skjule kroppens former for nysgerrige blikke.

Min far havde insisteret på, at jeg skulle tage den på, da vi tog fra Damaskus. Måske var det derfor, den saudiske dame troede, vi havde noget tilfælles.

„Du er en god pige,“ forsikrede hun mig for tiende gang. Jeg smilede høfligt.

Et checkpoint dukkede op i det fjerne – et lille skur ved vejen, hvor et par betjente sad henslængt på hvide plastikstole og røg. På et bord imellem dem stod et par glas med sort arabisk te og en klassisk sølvfarvet te-kande.

En af betjentene rejste sig, da taxaen nærmede sig og bremsede, så det fine støv rejste sig som et tyndt slør omkring bilen. Det kravlede ind gennem sprækkerne i karrosseriet og kradsede i halsen. Den saudiske dame trak sit tørklæde hen foran munden, mens jeg rømmede mig for at løsne støvet.

Betjenten rettede på solbrillerne og sugede luft ind gennem næsen, hans brystkasse udvidede sig, så knapperne i hans uniformsjakke truede med at springe af. Med en påtaget ligegyldighed slentrede han hen til taxaen, gav chaufføren tegn til at rulle vinduet ned og spurgte, hvor vi kom fra, og hvor vi var på vej hen. Han ville se vores pas, og vi rakte dem frem til chaufføren, der gav dem videre. Betjenten bladrede skødesløst rundt i dem, mens hans makker lagde cigaretten til hvile på kanten af askebægeret og kom op på siden af bilen.

Grænsebetjenten med solbrillerne rakte passene til sin kollega, som gentog den planløse bladren fra siden med pasbilledet til siderne med stempler og viseringer, så bøjede han sig frem og bankede på ruden til bagsædet som tegn til, at vi skulle rulle ned.

„Zeinab Mosawi,“ sagde han med skarp stemme. Jeg kiggede op og mødte hans blik. Han så kortvarigt på mit pasbillede og stirrede så på mig igen, intenst og nærgående. Jeg kunne mærke varmen stige op i kinderne og slog blikket ned.

„Se på mig, så jeg kan se, om det er dig,“ beordrede han og lænede sig tungt ind ad den åbne bilrude. Hans ånde lugtede svagt af løg. Jeg løftede modvilligt blikket og så et lille skadefro smil spille om hans tykke læber.

„Se, det var bedre,“ sagde han og rakte passet tilbage til mig. Jeg snuppede det hurtigt ud af hånden på ham og kiggede ned igen, fumlede med min taske og lod, som om jeg var optaget af at lægge passet på plads. Mine kinder brændte, og jeg ønskede mig langt væk fra kontrolposten. Langt væk fra betjentene. Men de havde ikke travlt. Et for et gik de vores pas igennem, inden de med en håndbevægelse, der samlede tommelfingeren og de fire andre fingre, indikerede, at vi måtte køre igennem.

Så var vi i Irak. I sig selv en skræmmende kendsgerning. Det eneste, jeg vidste om landet, var, at der havde været krig. Amerikanske og danske soldater havde været hernede for at kæmpe, og jeg huskede, at tv-nyhederne fra tid til anden fortalte om vejsidebomber, der blev bragt til sprængning, når biler kørte forbi. Om selvmordsbombere, der kørte biler fulde af sprængstoffer ind på markedet i håbet om at rive så mange uskyldige mennesker med sig i døden som muligt. Jeg havde ingen anelse om, hvordan det var at opholde sig dér i virkeligheden, for slet ikke at tale om at leve dér.

Solen flimrede over den endeløse ørken, mens køreturen fortsatte og fortsatte, kun afbrudt af korte stop, når mændene skulle ud for at bede eller spise, eller et nyt checkpoint dukkede op langs ruten. Vi skramlede videre, passerede en ensom palme, der stod som et glemt mindesmærke midt i intetheden, snoede os uden om de store huller, hvor en granat havde flået vejbanen op. En lille knude af nervøsitet tog form i min mave. Det lignede en krigszone!

Den saudiske kvinde fortsatte sin plapren. Hun var på pilgrimsrejse til Karbala, der er kendt som stedet, hvor profeten Muhammeds barnebarn Husayn ligger begravet. Byen er meget hellig for shiamuslimer – næsten på linje med Mekka, Medina og Jerusalem. Jeg stirrede ud af vinduet på ødelæggelserne og tomheden omkring mig og følte mig helt elendig. Jeg vidste, at mine veninder hjemme i Allerød var i gang med at gøre sig klar til nytårsfesten. De diskuterede festtøj og frisurer. Og her sad jeg. Mon de ville bemærke, at jeg ikke var der? Mon de ville savne mig? Og Xander? En dansk fyr, jeg kun havde nået at møde et par gange, men vist var ved at blive lidt forelsket i. Ville han finde en anden pige ved nytårsfesten? Det var ikke til at holde ud at tænke på.

Vi stoppede igen ved en tank, og min far spurgte endnu en gang, om der var noget, jeg ville have. „Slik? En cola? Lidt at spise?“ Jeg rystede på hovedet. Havde ikke lyst til noget. Det var varmt. Jeg følte mig tung i hovedet og underligt fjern. Som om jeg ikke rigtigt var til stede, som om hele denne køretur bare var en drøm, jeg snart ville vågne op fra.

Min far pressede en kold cola ind mellem mine hænder, og taxaen rullede ud på vejen igen.

Efter 16 timer nåede vi endelig frem til en busholdeplads. Jeg kravlede ud af taxaen, øm og stiv i hele kroppen, og så mig opgivende omkring. Vejene var fyldt med store huller, som man skulle passe på ikke at falde i. Man risikerede at brække en ankel, hvis uheldet var ude.

En tung, sødlig lugt af rådnende skrald hang i luften mellem de nedslidte, halvt ødelagte bygninger, og en mager kat puffede nysgerrigt til en af de mange henslængte poser for at undersøge, om den indeholdt noget spiseligt. Det tynde, røde plastik gav efter for kattens klo og afslørede nogle skaller fra en vandmelon. Katten hoppede forskrækket baglæns, da det våde melonkød ramte dens forpote. Så genvandt den modet og gik på opdagelse i en ny skraldepose.

Hele området virkede gråt, tungt og deprimerende. Der var meget få kvinder i gadebilledet, men masser af små, barfodede børn i hullet tøj. Jeg lagde mærke til, at selv de små piger var iført tørklæde. Gåsehuden rejste sig på mine arme.

Vi skiftede til en anden taxa og kørte videre i yderligere en times tid, inden vi omsider nåede frem til Karbala. Det var blevet mørkt igen. Solen var gået ned, og kulden tog til.

Min far har været tilbage i Irak mange gange i de senere år, og han havde ingen problemer med at finde frem til sit hus. Det ligger i en del af Karbala, hvor næsten hele min fars familie bor. Min farbror bor sammen med sin kone og fem børn i min fars hus, mens han er ved at bygge sit eget. Mine bedsteforældre bor der også, og lige overfor bor min fars søster. Lidt længere nede ad vejen bor hans anden søster.

Gaden, de bor i, er smal, og næsten alle husene gemmer sig bag høje stenmure og metallåger. Nogle af dem har pigge på toppen for at forhindre ubudne gæster i at trænge ind.

Taxaen gjorde holdt foran en grøn metallåge. Vi steg ud og ringede på.

Uroen i min krop tog til. Det her var ikke et sted, jeg havde lyst til at være, ikke en gang på et par ugers ferie. Lågen skramlede, og en høj og bredskuldret mand, en arabisk udgave af en viking, dukkede op i åbningen. Han hilste hjerteligt på min far, og de kyssede hinanden på begge kinder. Så kiggede han på mig med sine store øjne.

„Kom ind, Zeinab, vi har glædet os til at se dig,“ sagde han venligt.

Salam aleikum,“ sagde jeg med et usikkert smil.

„Velkommen til dit hjem,“ sagde han og tog mig under albuen og førte mig indenfor. At min onkels ord var mere end bare en imødekommende talemåde, skulle jeg snart finde ud af.

Zeinab Mosawi, Himlen over min fars tag
Find bogen her

Læs også:

OPERATION CONSTANT »Sagen mod den svenske terrorgruppe har været den mest alvorlige i Danmark, hvis du ser på professionalismen, planlægningen, og hvor tæt vi faktisk var på, at et omfattende terrorangreb blev gennemført.« [...]

Kære Zoe Uddrag af Kære Zoe Ukhona Af Pelle Hvenegaard Det hele startede faktisk også med, at jeg stod og ventede. Ventede på kvinden i mit liv og nu [...]

Q&A med spirituel rådgiver Rikke Hertz Af Rikke Hertz (uddrag fra bogen 'Spirituel - din sjæl kan lede dig til succes') Hvordan vil du beskrive det, du kan? Måske er det nemmest at [...]

Kom med på et sjældent, ærligt kig ind i kulissen blandt tennisverdenens superstjerner, når Michael Mortensen fortæller sin historie. GRUS af Michael Mortensen og Peter Pilegaard kan købes hos din boghandler fra d. 28. [...]

Af Charlotte Bøving, Varde 2018. Bring mere til bordet end du tager. Jeg har ikke altid været god til at tage mig kærligt af mig selv. Jeg er vokset op i en hård [...]

”Lige siden min farmors søster Doris døde, har jeg tænkt meget på alderdom og ensomhed. Om, hvordan vi nogle gange glemmer de livserfaringer, de ældre har med dem. Om hvordan vi stopper med at [...]

2018-10-02T11:55:41+00:00