Læs de to første kapitler af Fredrik Backmans nye bog OS MOD JER

»Det er lige blevet juni, tre fjerdedele af året er området indkapslet i vinter, men i nogle fortryllede uger er det nu sommer. Skoven omkring dem svælger i sollyset, træerne vajer lykkeligt langs søerne, men der er ingen tilfredsstillelse at spore i pigernes øjne. Engang var denne tid på året deres evige eventyr, de levede ude i naturen og kom sent hjem om aftenen med forrevet tøj og beskidte ansigter og barndom i øjnene. Det er slut. Nu er de voksne. For nogle piger er det ikke noget, man vælger at blive, det er noget, man bliver påtvunget.«

Uddrag af Os mod jer
Af Fredrik Backman

1
“Det vil være nogens skyld”

HAR DU SET en by falde? Det gjorde vores. Vi vil sige, at volden kom til Bjørneby den sommer, men det vil være løgn, volden var her allerede. For indimellem er det så nemt at få folk til at hade hinanden, at det slet ikke er til at forstå, at vi nogensinde gør andet.

Vi er en lille by ude i skoven; folk siger, at der ikke er nogen vej hertil, kun forbi. Økonomien hoster, hver gang den tager en dyb indånding, fabrikken skærer i medarbejderstyrken hvert år lige-som et barn, der tror, det ikke kan ses, at kagen i køleskabet er blevet mindre, hvis bare man tager lidt fra alle sider. Lægger man gamle og nye bykort oven på hinanden, ser butiksstrøget og den lille bræmme, der kaldes “Centrum”, ud til at skrumpe som bacon på en varm pande. Vi har en skøjtehal tilbage, ikke ret meget mere. Men på den anden side, siger man her i byen: Hvad mere har man egentlig brug for?

Folk på gennemfart siger, at Bjørneby kun lever for ishockey, og nogle dage har de måske ret. Somme tider er man måske nødt til at leve for noget for at overleve alt det andet. Vi er ikke skøre, grådige, meget dårligt kan man sige om Bjørneby, men indbyggerne er hårde og hårdtarbejdende. Så vi opbyggede et ishockey-hold, som var som os, som vi kunne være stolte af, for vi var ikke som jer. Når folk fra storbyerne syntes, at noget virkede for svært, så smilede vi skævt og sagde: “Det skal være svært.” Det var ikke let at leve her – det er derfor, at det var os, der klarede det, og ikke jer. Vi stod, uanset vejret. Men så skete der noget, og vi faldt.

For der var en historie om os, før den her, og den vil vi for evigt bære skylden for. Af og til kan gode mennesker gøre forfærdelige ting i den tro, at vi prøver at beskytte det, vi elsker. En dreng, stjernen i vores ishockeyklub, voldtog en pige. Og vi kom på afveje. Et lokalsamfund er summen af vores valg, og da to af vores børn stod over for hinanden, ord mod ord, valgte vi hans. Fordi det var lettere, fordi hvis pigen løj, så kunne vores liv forblive ved det gamle. Da sandheden gik op for os, kollapsede vi, og byen med os. Det er nemt nok at sige, at vi skulle have gjort det hele ander-ledes, men det havde du måske heller ikke gjort. Hvis du havde været bange, hvis du var blevet tvunget til at vælge side, hvis du havde vidst, hvad du ville være nødt til at ofre. Måske er du ikke nær så modig, som du selv tror. Måske er du ikke nær så forskel-lig fra os, som du håber.

Dette er historien om, hvad der skete bagefter, fra en sommer til en vinter. Den vil handle om Bjørneby og nabobyen Hed, og hvordan rivaliseringen mellem to ishockeyhold kan vokse til en indædt kamp om penge og magt og overlevelse. Det er en fortæl-ling om skøjtehaller og alle de hjerter, der slår omkring dem, om mennesker og sport, og hvordan de nogle gange skiftes til at holde hinanden oppe. Om os – os, der drømmer og kæmper. Nogle vil blive forelskede, og nogle forslåede, vi vil opleve vores bedste dage og vores allerværste. Byen vil juble, men den vil også bryde i brand. Der vil lyde et gruopvækkende brag.

Nogle piger vil gøre os stolte, nogle drenge vil gøre os store. Unge mænd klædt i forskellige farver vil slås på liv og død i en mørk skov. En bil vil køre for stærkt gennem natten. Efterfølgende vil vi sige, at det var et trafikuheld, men uheld sker ved tilfældig-heder, og det her vil vi vide, at vi kunne have forhindret. Det vil være nogens skyld.

Folk, vi elsker, vil dø. Vi vil begrave vores børn under vores smukkeste træer.

2
“Der findes tre slags mennesker”

BANK-BANK-BANK-bank-bank.

Det højeste punkt i Bjørneby er en klippe syd for den sidste bygning i byen. Derfra kan man se hele vejen fra de store villaer på Toppen, forbi fabrikken og skøjtehallen og de mindre række-huse i centrum og helt over til lejeboligerne i Bunden. På klippen står to piger og kigger ud over deres by. Maya og Ana. De fylder snart seksten, og det er svært at sige, om de blev bedsteveninder på trods af deres forskelle eller på grund af dem; den ene kan lide musikinstrumenter, den anden kan lide skydevåben. Deres gensidige afsky for hinandens musiksmag er et næsten lige så tilbagevendende skænderi som deres ti år lange husdyrskonflikt; så sent som i vinter blev de smidt ud af en historietime i skolen, fordi Maya mumlede: “Ved du, hvem der var et hundemenneske, Ana?Hitler!” Hvorpå Anna udbrød: “Ved du så, hvem der var et katte-menneske? Josef Mengele!”

De skændes tit, elsker hinanden konstant, lige siden de var små, har de haft dage, hvor de følte, at det var de to mod hele verden. Efter det, der overgik Maya i foråret, har alle dage bare føltes sådan.

Det er lige blevet juni, tre fjerdedele af året er området indkapslet i vinter, men i nogle fortryllede uger er det nu sommer. Skoven omkring dem svælger i sollyset, træerne vajer lykkeligt langs søerne, men der er ingen tilfredsstillelse at spore i pigernes øjne.

Engang var denne tid på året deres evige eventyr, de levede ude i naturen og kom sent hjem om aftenen med forrevet tøj og beskidte ansigter og barndom i øjnene. Det er slut. Nu er de voksne. For nogle piger er det ikke noget, man vælger at blive, det er noget, man bliver påtvunget.

Bank. Bank. Bank-bank-bank.

Uden for et hus står en mor. Hun pakker sit barns bagage i en bil – hvor mange gange gør man ikke det, mens de vokser op? Hvor meget legetøj samler man ikke op fra gulvet, hvor mange tøjdyr iværksætter man ikke eftersøgningsaktioner for ved sengetid, og hvor mange vanter opgiver man ikke håbet om i børnehaven?Hvor mange gange tænker man ikke, at hvis naturen virkelig ønskede, at mennesket skulle formere sig, burde evolutionen måske efterhånden have ladet skohorn vokse ud af underarmene på alle forældre, så vi kunne nå ind under alle de forbandede sofaer og køleskabe? Hvor mange timer venter vi ikke i entréen på vores børn? Hvor mange grå hår giver de os ikke? Hvor mange liv bruger vi ikke på deres ene? Hvad kræver det at være en god forælder? Ikke meget. Bare alt. Simpelthen alt.

Bank. Bank.

Oppe på klippen vender Ana sig om mod sin bedste veninde og spørger:
“Kan du huske, da vi var små? Da du altid ville lege, at vi havde børn?”
Maya nikker uden at tage blikket fra byen.
“Vil du stadig have børn?” spørger Ana.
Mayas mund åbner sig næsten ikke, da hun svarer. “Det ved jeg ikke. Hvad med dig?”
Anas skuldre vipper langsomt op og ned i lige dele vrede og sorg.
“Måske når jeg bliver gammel.”
“Hvor gammel?”
“Tredive eller deromkring.”
Maya er tavs længe, før hun spørger:
“Vil du have drenge eller piger?”
Ana svarer, som om hun har brugt hele sit liv på at tænke over det:
“Drenge.”
“Hvorfor?”
“Fordi verden af og til er tarvelig mod dem. Men mod os er den det næsten altid.”

Bank.

Moderen lukker bagsmækken og holder gråden tilbage, for hun ved, at hvis hun slipper bare en dråbe af den ud nu, vil den aldrig høre op igen. Lige meget hvor gamle vores børn er, vil vi nødig græde foran dem. Vi vil gøre hvad som helst for dem, det indser de aldrig, for de begriber ikke omfanget af noget, der er betingelsesløst. Forældres kærlighed er uudholdelig, tankeløs og uansvarlig. De er så små, når de ligger og sover i deres senge og vi sidder ved siden af, smadrede indeni. Der er et helt livs utilstrækkelig-hed og dårlig samvittighed, vi poster lykkelige billeder overalt, men vi viser aldrig mellemrummene i fotoalbummet, hvor alt det, der gør ondt, bliver liggende. De tavse tårer i mørke rum. Vi ligger søvnløse af skræk for alt det, der kan ske med dem, alt det, de kan blive udsat for, alle de situationer, hvor de kan blive ofre.

Moderen går uden om bilen og åbner døren. Hun er ikke meget anderledes end enhver anden mor. Hun elsker, hun bliver bange, bryder sammen, fyldes med skam, slår ikke til. Hun sad vågen ved sengen, da drengen var tre år, og så ham sove og frygtede alt det forfærdelige, der kunne ske ham, ligesom alle forældre gør. Hun troede bare aldrig, at hun skulle frygte det modsatte.

Bank.

Det er morgengry, byen sover, den store vej ud af Bjørneby ligger øde hen, men pigernes blikke er alligevel fæstnet til den oppe fra klippen. De venter tålmodigt.

Maya drømmer ikke længere om voldtægten. Hverken om Kevins hånd over hendes mund, hele hans kropsvægt, der kvalte hendes skrig, hans værelse med alle ishockeypokalerne på hylderne eller gulvet, som hendes bluseknap hoppede hen over. Nu drømmer hun kun om løbestien rundt om Toppen, hun kan se den herfra. Da Kevin løb der alene og hun trådte ud af mørket med et gevær. Satte det mod hans hoved, mens han skælvede og græd og tryglede hende om nåde. I drømmen dræber hun ham hver nat.

Bank. Bank.

Hvor mange gange får en mor ikke sit barn til at fnise? Hvor mange gange får han hende ikke til at grine højt? Børn vender op og ned på hele vores indre, når det for første gang går op for os, at de gør det med vilje, når vi opdager deres humor. Når de laver sjov, lærer at manipulere med vores følelser. Når de elsker os, lærer de kort efter at lyve, skåner vores følelser, foregiver at være lykke-lige. De lærer så hurtigt, hvad vi gerne vil have. Vi kan bilde os selv ind, at vi kender dem, men de har deres egne fotoalbum, og de bliver voksne i mellemrummene.

Hvor mange gange har moderen ikke stået ved bilen uden for huset, set på uret og utålmodigt råbt sin søns navn? Det behøver hun ikke i dag. Han har siddet stille på passagersædet i flere timer, mens hun har pakket. Hans engang så veltrænede krop er tynd efter flere uger, hvor hun har måttet tvinge mad i ham. Han ser tomt ud gennem ruden.

Hvad kan en mor tilgive sin søn? Hvordan skal hun kunne vide det på forhånd? Ingen forældre tror, at deres lille dreng vil vokse op og blive en gerningsmand. Hun ved ikke, hvilke mareridt han drømmer nu, men han vågner skrigende af dem. Lige siden den morgen hun fandt ham på løbestien, stiv af kulde, stille af skræk. Han havde tisset i bukserne, fået forfrysninger i kinderne af fortvivlede tårer.

Han voldtog en pige, og ingen vil nogensinde kunne bevise det. Nogle vil for evigt hævde, at det betyder, at han slap af sted med det, at hans familie slap for straf. De har selvfølgelig ret. Men sådan vil det aldrig føles for hans mor.

Bank. Bank. Bank.

Da bilen så småt bevæger sig hen ad vejen, står Maya oppe på klippen og ved, at Kevin aldrig vil vende tilbage hertil. At hun knækkede ham. Nogle vil for evigt hævde, at det betyder, hun vandt.

Men sådan vil det aldrig føles for hende.

Bank. Bank. Bank. Bank.

Bremselygterne tændes flygtigt, moderen kaster et sidste blik i bakspejlet, på huset, som var et hjem, og de små klisterrester på postkassen, hvor navnet “Erdahl” er pillet af bogstav for bogstav. Kevins far pakker den anden bil alene. Han stod ved siden af moderen på løbestien, så deres søn ligge med gråd på trøjen og tis på bukserne. Deres liv var for længst smadret, men først da fik hun øje på skårene. Faderen nægtede at hjælpe til, da hun halvvejs bar, halvvejs slæbte sønnen gennem sneen. Det er to måneder siden, og Kevin har ikke forladt huset siden, hans forældre har knap sagt et ord til hinanden. Mænd definerer sig selv mere firkantet end kvinder, det har livet lært hende, og hendes mand og søn har altid defineret sig selv med ét ord: vinder. Så længe hun kan mindes, har faderen terpet samme budskab ind i drengen: “Der findes kun tre slags mennesker. Vinderne, taberne og tilskuerne.”

Og nu? Hvis de ikke er vindere, hvad er de så? Moderen slipper bremsen, slukker for anlægget, kører ned på vejen og drejer til den ene side. Hendes søn sidder ved siden af hende. Faderen sætter sig ind i den anden bil, kører alene i den modsatte retning. Skilsmissepapirerne ligger i posten sammen med brevet til skolen, som fortæller, at faderen er flyttet til en anden by, og at moderen og sønnen er flyttet til udlandet. Nederst står moderens telefonnummer, hvis skolen har nogen spørgsmål, men ingen vil ringe. Denne by vil gøre alt, hvad den kan, for at glemme, at familien Erdahl nogensinde har været en del af den.

Efter fire timers tavshed i bilen, da de er så langt fra Bjørneby, at man ikke længere kan se skov, hvisker Kevin til sin mor: “Tror du, man kan blive et andet menneske?”

Hun ryster på hovedet med tandmærker i underlæben, blinker så hårdt, at hun ikke kan se vejen foran sig. “Nej. Men man kan blive et bedre.” Så tager han hende skælvende i hånden. Hun knuger den, som var han tre år, som hang han ud over en klippekant. Hun hvisker: “Jeg tilgiver dig aldrig, Kevin. Men jeg lader dig heller aldrig i stikken.”

Bank-bank-bank-bank-bank.

Det er sådan, denne by lyder, overalt. Måske forstår man det kun, hvis man bor her.

Bankbankbank.

På klippen står to piger og ser bilen forsvinde. De fylder snart seksten. En af dem står med en guitar, den anden med et gevær.

Os mod jer af Fredrik Backman
Find bogen her

FREDRIK BACKMAN 

(f. 1981) er en svensk forfatter. Han fik et brag af et gennembrud med romanen En mand der hedder Ove, som blev filmatiseret og Oscarnomineret. Han har siden udgivet fire andre bøger og er oversat til 44 sprog.

Os mod jer er den fritstående efterfølger til Bjørneby. Den skildrer tiden efter de frygtelige hændelser, der rystede byen i den første bog.

Læs også:

Michael Bundesen: Alt var fedt. Livet var fedt. Øl var fedt. Rock var fedt. Smør var fedt. Fedt var fedt. Uddrag af Alting har en ende Af Michael Bundesen, fortalt til Kaare Sørensen [...]

Allan Olsen: Det kan klinge hult og frelst at tale om tolerance. Men der var faktisk en del af det dengang på Christianshavn. Man kunne se rockstjernen stå og tale med pædagogen og revisoren. [...]

Fire mænd på et loft »Klaveret var et naturligt samlingspunkt, når vi mødtes på tværs af skuespillerskolens årgange. Vanen tro var det en person fra årgangen over mig, som dikterede sangene. En slank, [...]

Rebelske piger: Beyoncé Uddrag af Godnathistorier for rebelske piger 2 Af Elena Favilli & Francesca Cavallo Sangerinde, sangskriver og forretningskvinde Født d. 4. september 1981, USA Beyoncé var seks år gammel, da hendes far [...]

OPERATION CONSTANT »Sagen mod den svenske terrorgruppe har været den mest alvorlige i Danmark, hvis du ser på professionalismen, planlægningen, og hvor tæt vi faktisk var på, at et omfattende terrorangreb blev gennemført.« [...]

Kære Zoe Uddrag af Kære Zoe Ukhona Af Pelle Hvenegaard Det hele startede faktisk også med, at jeg stod og ventede. Ventede på kvinden i mit liv og nu [...]

2018-10-30T09:17:21+00:00