Frontberetning fra oprøret i Nyborg Statsfængsel

Når det sidste skud er faldet på gaden, rykker de kriminelles opgør ind i de danske fængsler. En ny tids bandekrige fortsætter inden for ringmurene med magtkampe, trusler, overfald og mordforsøg. Selv fængselsbetjente er et mål. Et symbol, som kan rammes – og bliver ramt. Men huset vinder altid. Fire fængselsbetjente står i denne bog frem og fortæller om en hverdag med nogle af landets allerværste og allermest uforudsigelige indsatte.

Uddrag af HUSET VINDER ALTID
Af Casper Fauerholdt

Annita var for lav til at blive politibetjent. Hun bar briller. Og der var også noget med nogle svømmekrav, hun ikke ville kunne opfylde. Det vidste hun godt, dengang hun arbejdede som klinikassistent i tandplejen i Odense, men hun ville gerne prøve noget nyt.

»Hvorfor søger du ikke ind som fængselsbetjent?« spurgte en veninde en dag.

»Nå ja, det kunne jeg også gøre,« svarede Annita tøvende. Hun var 28 på det tidspunkt og en »lidt lalleglad festidiot, der gik i byen hver weekend,« som hun selv formulerer det. Hun var naiv og troede, at hun skulle ind og redde en masse mennesker.

Hun havde aldrig sat sine ben i et fængsel før. Hun havde heller aldrig overvejet, at hun skulle arbejde i ét. Men hun tænkte, at det lød spændende, fordi det var en anden verden end den, hun normalt levede i, og det mindede måske lidt om politiet. De to job var i hvert fald på en eller anden måde i familie med hinanden, og de lignede også lidt hinanden. Den ene gruppe skulle fange de kriminelle. Den anden skulle passe på dem.

Annita tog til optagelsesprøve og regnede ikke med at komme ind. Der var en hel masse andre, som så ud til at ville det meget mere end hende. De var helt oppe at køre over det. Det var Annita ikke rigtigt.

»Men jeg fik åbenbart sagt det rigtige og gjort det rigtige. Og så begyndte jeg bare,« siger hun.

»Jeg skal ærligt indrømme, at første gang jeg trådte ind i et fængsel, havde jeg høj puls. Hvad er det her for noget? Dengang havde vi den store rockerafdeling, hvor de gik i løsdrift. Det var mest det faste personale, der sloges med dem, men vi andre havde også nogle ture derop. Det var angstprovokerende. Jeg var slet ikke selvsikker på nogen måde. Jeg var bare den stille PP’er, som rendte rundt og skulle lære.

Jeg begyndte på en almindelig fællesskabsafdeling, hvor der dengang sad nogle meget stærke danske indsatte. Folk, der sad for mord og røveri og for økonomisk kriminalitet. Jeg tænkte nogle gange, at hold op, jeg skal være skarp over for dem her. De kunne nærmest reglerne bedre, end vi kunne, og manipulerende var de også. Man skulle være oppe på lakridserne.

Til at starte med i begyndelsen af 00’erne havde vi tid til at sidde og spille backgammon eller yatzy. Men det gik lynhurtigt op for mig, at jeg ikke kunne redde en hel masse. Jeg måtte skifte kasket. Det begyndte at handle mere om overlevelse.«

Søndag den 15. februar 2004 var Annita på arbejde i Nyborg ligesom Michael. Hun var endnu ikke færdiguddannet fængselsbetjent, men hun var på vagt i Nordre-1, da hun over radioen hørte alarmen. Hun nåede ind på Nordre-3 lidt før Michael.

Annita fortæller:

»En kollega og jeg stod og sloges lidt med en af de indsatte. Han ville ikke gå ind i sin celle, og han var ret stor. Vi bøvlede med ham og blev nødt til at vente på en tredje kollega, før vi kunne få ham låst inde. Vi skulle også have alle andre ind på cellerne, så der var styr på dem. Sådan er det, når der er slagsmål.

Pludselig hørte vi noget larm nede fra den anden ende, hvor Nordrefløj forbindes med resten af fængslet igennem en kolonnade. Vi kunne høre, at nogle begyndte at råbe og skrige, og det studsede vi lidt over, må jeg sige.

Og så gik det fuldstændig amok inde i Midterfløjen. Det eksploderede. De indsatte lød som nogen, der aldrig havde set civilisationen før. De råbte og skreg og kastede med ting.

Vi tænkte: Bare der ikke sad en kollega på toilet. For så kunne han altså ikke komme ud.

Over radioen fik vi besked på at samles i det store mø-delokale. Noget med en brandalarm, der var gået i gang. Jeg tænkte: Hvad sker der? Det var surrealistisk.

Vi fik låst hele Nordre ned, og så gik vi ud af bygningen og langs Midterfløjen for at komme ned til det store mø-delokale i Sydfløjen, hvor vi skulle mødes. Udenfor var det mørkt. Lyset fra de store spots lyste ned på vejen og fortovet, der omkranser bygningen. Da jeg kiggede op på Midterfløjen, kunne jeg se røg. Var de ved at brænde det hele af?

Jeg har aldrig været sådan rigtig bange i mit job, men her begyndte min puls at dunke ekstra hurtigt. Det var virkelig skræmmende at gå der, for hvad skulle det her ende med? Vi vidste stadig ikke, om der var kolleger fanget derinde. Jeg begyndte at forestille mig de vildeste scenarier. Var det i dag, man fik et par på kassen? Det havde jeg været forberedt på ville ske, men var det så i dag?

Det har altid ligget i baghovedet – at en dag får du en på hovedet. Men jeg har altid sagt, at jeg hellere ville have, at de svingede mig en, end at de spyttede på mig. Det er så ydmygende at blive spyttet på.

Vi gik igennem ‘Teknikken’, som er fængslets  kontrolrum med skærme, der viser, hvad overvågningskameraerne filmer, og videre ind i det store mødelokale. Da vi samledes, blev det, som mange havde fornemmet, klart: Et fangeoprør var i gang.

Slagsmålet i Nordre-3, som vi alle var stormet op til, var sat i værk for at aflede vores opmærksomhed. På den måde havde de indsatte fået Midterfløjen for sig selv. Det var aftalt spil. Det blev klart, at tre afdelinger i Midterfløjen var i gang med et oprør. Det var fællesskabsafdelingerne – potentielt var der 100 fanger, der i det øjeblik var ved at gå fuldstændig amok.

Det her havde ingen af os prøvet før, så stemningen var hektisk.

I mødelokalet fik vi styr på, at alle kolleger var til stede – at alle var her og ikke ovre i Midterfløjen. Lige så snart det begyndte at rygtes, at fangerne var i oprør, kom der også flere til ovre fra tjenesteboligerne på den anden side af Vindingevej.

Først gik vi ud for at få lukket ned på de afdelinger, som ikke var med i balladen. Vi fik afsluttet de besøg, som var i gang. Vi fik lukket kontraktafdelingen ned. Vi fik lukket behandlingsafdelingen ned. Og selvom oprøret foregik i Midterfløjen, var Midter-2 ikke en del af det. Det var en »kyllingeafdeling«, som vi sagde, det vil sige sådan en afdeling, hvor der sidder pædofile og narkomaner. Dem fik vi også lagt i seng, og så var der kun de tre åbne afdelinger tilbage. De tre, hvor oprøret var i gang.

Nede i det store mødelokale ankom to af vores indsatsledere. De skulle være rimelig gode til at planlægge, hvad der skulle gøres, når der på den måde var vild opstandelse. Hvem af os skulle bære skjolde, hvem skulle have stave, og hvordan skulle vi rykke ind på afdelingerne? Det skulle være de store, stærke, der skulle op foran. I mellemtiden var både politiet og brandvæsnet nået frem. Ilden skulle jo slukkes, men brandvæsnet kunne ikke komme ind på afdelingen, så de måtte i første omgang forsøge at slukke den udefra.

På Midterfløjen sad der dengang stærke danske fanger. Ikke rockere, men folk, der blandt andet havde slået ihjel, og de har deres egen rangorden for, hvad der er sejest at afsone for. De her var højt i hierarkiet.

Det var ved at være tid til, at vi skulle rykke ind. Jeg havde efterhånden mistet tidsfornemmelsen, men jeg har efterfølgende læst mig frem til, at der gik over en time, fra alarmen lød over radioen på Nordre, til det blev besluttet, at nu rykkede vi ind.

Jeg fik en stav. Alle, der overhovedet kunne få en, fik en, og de forreste havde skjolde. Det var det udstyr, vi havde. Det var ikke som at se militæret rykke ind. Dengang hav-de vi ikke engang peberspray.

Jeg følte mig faktisk lidt til grin. Jeg stod bare der med en stav. Det var, hvad jeg havde, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle ind til. Hvis de ville slås, var en stav ingenting. Vi anede ikke, om de havde lavet våben. De havde billardborde stående, og de kunne tage kuglerne og putte dem ned i sokkerne og svinge eller kaste med dem. De havde knive i køkkenerne ikke mindst. Vi anede ikke, hvad de ville.

Politiet holdt sig lidt i baggrunden, som backup. Vi blev briefet grundigt, inden vi startede fra en ende af ved Midter-1. De forreste åbnede stille og roligt døren og kiggede ind. Der var ingen på gangen. Hvad sker der, tænkte jeg. Kom de løbende nede fra køkkenet eller fra kondirummet nu? Vi bevægede os fremad i den formation, vi havde aftalt. Skjoldene ud og os andre bagved. Men alle fangerne sad inde på deres celler – de sad bare derinde. Ingen var ude på gangen, så vi skyndte os at låse dem inde.

Pyh, tænkte jeg. De ville bare vise, hvad de var i stand til. De ville vise, hvad de kunne.

Vi gik ned i kondirummet. Der var der heller ingen. Så begyndte fangerne at banke på rørene inde i deres celler. Det gjorde de tit, når de skulle kommunikere med hinanden om stoffer og sådan nogle ting. Nu advarede de de andre på de næste to afdelinger om, at vi var på vej.

Vi kom op til Midter-3. Døren ind til afdelingen var blokeret. De havde sat ild til afdelingen og blokeret alle dørene, så de ikke kunne komme ud. Det gav jo meget god mening … Vi lånte brandvæsnets økse og fik brækket døren op, og så gik vi samme tur. Her sad de også inde på deres celler. På en måde var det meget smart. Det var ikke til at regne ud, hvem der havde gjort hvad. På Midter-4 var det nøjagtig det samme, vi mødte. De indsatte sad på cellerne.

Tilbage i det store mødelokale fik vi kølet ned og snakket. Politiet var der den aften, men vi klarede det selv. Det var vi ret stolte af. Det var en af de få gange, hvor jeg virkelig trængte til en øl, da jeg kom hjem.«

Da betjentene den aften havde låst alle 112 fanger, der havde været med i oprøret, inde på hver sin celle, fandt de deres kontorer på afdelingerne i Midterfløjen raseret. Ruderne ud mod gangen var smadret, og der lå  glassplinter ud over gulvene. Alt var revet ned fra hylderne. Papir, telefonbøger og mapper flød i lag oven på hinanden. På Midter-3, hvor fangerne havde sat ild til kontoret, stod afbrændte borde tilbage, og computerens plastikbeklædning var smeltet og krøllet sammen. På Midter-1 fandt Michael sine ting spredt ud på kontoret. En havde pisset i hans rygsæk. Han var rasende.

Til Ekstra Bladet sagde en anonym fange, at »dette var blot en materiel advarsel. Nu finder vi os ikke i mere. Ny-borgs indsatte bliver behandlet betydeligt skrappere end de indsatte i alle andre fængsler. Volden vil brede sig. Vi smadrede ti kontorer. Vi satte ild på et kontor, så det udbrændte. Men dette er kun begyndelsen. Vi finder os ikke i mere. Sidste advarsel.«

Det havde ikke været nemt at falde i søvn, da Annita kom hjem til sit hus den nat. Hun havde været i systemet i et par år, og hun var ikke engang færdiguddannet som fængselsbetjent endnu. Det var forhåbentlig ikke sådan her,  det skulle fortsætte, tænkte hun. Hun skulle møde tidligt næste morgen.

Nyborg Fængsel stod stadig, da Annita parkerede uden for indgangen om morgenen mandag den 16. februar. Men det var ikke et helt almindeligt fængsel, hun mødte ind til. Natten forinden var der blevet indført en såkaldt lockdown – fængslet og dets afdelinger var blevet lukket ned. Det betød blandt andet, at der ikke var fællesskab for fangerne. Når de skulle på toilettet, kunne de kun komme til det, hvis de ringede efter en vagt, og så blev de skrevet på en liste. De indsatte havde heller ikke mulighed for selv at lave mad. De fik i stedet serveret de berygtede Sønder Ommebakker. Gårdture, arbejde og udgang var begrænset. Og fordi fangerne havde ødelagt fængselsbetjentenes kontor, blev fællesrummene i Midterfløjen benyttet af personalet i stedet. Nyborg var reelt blevet et cellefængsel.

»De begyndte at kravle på væggene inde i deres celler, fordi de var lukket inde. Det blev de pirrelige af. Og det var  vi jo også lidt,« siger Annita.

I de dage var der ekstra mange magtanvendelser og kampe med de indsatte. Stemningen var allerede dårlig før oprøret, og de indsatte blev ikke mere tilfredse med deres  forhold, efter at fængslet lukkede ned. Omvendt følte fængselsbetjentene, at fangerne havde brændt deres fængsel af, og at de nu selv var ude om, at de sad låst inde i døgndrift.

»Lunten var kort,« siger Annita. »Vi skulle virkelig hive vores professionelle side frem.«

Da nogle fængselsbetjente visiterede inde hos en indsat, forlangte vedkommende at få en seddel på det, ligesom han plejede.

»En seddel?« svarede den mandlige fængselsbetjent.

»Ved du hvad? I har brændt fængslet af, vi har kraftedeme ingen sedler.«

Nyborgs isolationsafdeling var ikke stor nok i dagene efter oprøret. Derfor blev Sønder-3 lavet om til en midlertidig afdeling, hvor de indsatte, som fængslet kæmpede mest med, blev placeret. Nogle af betjentene havde efter nogle dage været så meget oppe at slås, at de blev sendt hjem for at holde fri.

Efter oprøret gik politiet i gang med at efterforske. Blandt fængselsbetjentene var der en opfattelse af, at det var blandt de stærke danske fanger i fængslet, at hele aktionen var blevet planlagt. De indsatte havde en talsmandsgruppe, og det var specifikt fællestalsmanden Kim Winther, som fængselsbetjentene internt pegede på som arkitekten bag oprøret.

En fængselsbetjent udlægger baggrunden sådan her:

»Oprøret handlede om en enkeltstående fange. Hans kamp mod systemet. Det var hans projekt, det havde ikke en skid med noget andet at gøre, han var bare en tak snedigere end de andre. Han havde nogle muskelmænd, som kunne sætte hans vilje igennem.«

Jyllands-Posten fik tilsendt et 21 sider langt brev fra Kim Winther. I det skrev han, at han havde set oprøret komme, og at han havde forsøgt at tale sine medindsatte fra det. Fredagen inden var han taget på udgang, og han var først kommet tilbage søndag sent på eftermiddagen.

»Jeg vidste ikke, hvad de ville gøre, men da betjentene løb pga. en alarm, kunne jeg høre, der var folk, der gik i gang med at smadre et eller andet, hvad der viste sig at være kontoret. Inden for en kort tid hørte jeg udrykning, stod op i min seng, kiggede ud af mit vindue, hvor jeg så blå blink i massevis på vejen uden for fængslet,« skrev Kim Winther til Jyllands-Posten og fortsatte:

»Jeg har ikke talt med andre indsatte om, hvad der skete, for jeg valgte at smække min dør på et tidspunkt, så den låste. Da personalet kom og åbnede min dør senere på aftenen, var de iført skjolde og knipler. Jeg sad stille og roligt på min seng. De låste mig inde, og jeg sidder her stadig, isoleret på nu 13. dag.«

Fangeoprøret i Nyborg blev en del af fængslets historie. En del af dets DNA, som en tidligere fængselsbetjent siger. Ligesom andre fængsler har andre begivenheder, der har formet deres ry og kultur, har oprøret søndag den 15. februar 2004 sat sig i huset.

»I rigtig mange af de arbejdsskadesager, vi laver i dag, er oprøret også en ingrediens i gryderetten. I dag er det så langt væk, at det ikke fylder det hele. Jeg har lige lavet en arbejdsskadesag for en kollega, og da han skulle fortælle, hvilke begivenheder der har været med til at sende ham ud af systemet, pegede han på rockerne og oprøret,« siger Bo Yde Sørensen fra Fængselsforbundet.

HUSET VINDER ALTID begynder i efterdønningerne af 90’ernes rockerkrig og fortsætter med fangeoprør, ulovlig arbejdsnedlæggelse, besparelser, etiske dilemmaer, måltal, en pædofil med kogende olie over sig, magtanvendelse på magtanvendelse, voldelige overfald og bandekrig, inden det hele kulminerer en sommeraften i 2016, da en fængselsbetjent bliver skudt ned – foran Nyborg Fængsel.
Find bogen her
Annita er én af de fængselsbetjente, der står frem i Huset vinder altid

Læs også:

Michael Bundesen: Alt var fedt. Livet var fedt. Øl var fedt. Rock var fedt. Smør var fedt. Fedt var fedt. Uddrag af Alting har en ende Af Michael Bundesen, fortalt til Kaare Sørensen [...]

Allan Olsen: Det kan klinge hult og frelst at tale om tolerance. Men der var faktisk en del af det dengang på Christianshavn. Man kunne se rockstjernen stå og tale med pædagogen og revisoren. [...]

Fire mænd på et loft »Klaveret var et naturligt samlingspunkt, når vi mødtes på tværs af skuespillerskolens årgange. Vanen tro var det en person fra årgangen over mig, som dikterede sangene. En slank, [...]

Rebelske piger: Beyoncé Uddrag af Godnathistorier for rebelske piger 2 Af Elena Favilli & Francesca Cavallo Sangerinde, sangskriver og forretningskvinde Født d. 4. september 1981, USA Beyoncé var seks år gammel, da hendes far [...]

OPERATION CONSTANT »Sagen mod den svenske terrorgruppe har været den mest alvorlige i Danmark, hvis du ser på professionalismen, planlægningen, og hvor tæt vi faktisk var på, at et omfattende terrorangreb blev gennemført.« [...]

Kære Zoe Uddrag af Kære Zoe Ukhona Af Pelle Hvenegaard Det hele startede faktisk også med, at jeg stod og ventede. Ventede på kvinden i mit liv og nu [...]

2019-02-05T15:29:49+00:00