Vicekriminalkommissær Thomas Andreasson bliver tilkaldt, da rester af et skelet bliver fundet på øen Telegrafholmen. Alle beviserne peger på to kvinder, som forsvandt for ti år siden, men hvem er det, som rent faktisk ligger begravet på øen? En person på Telegrafholmen kender sandheden. Hvor mange liv skal der ofres, før den afsløres?

Uddrag fra HEMMELIGT BEGRAVET Af Viveca Sten

Mandag den 8. august 2016

1

Lyden af slæbende skridt uden for soveværelset vækkede Nora Linde. Hun rakte ud efter Jonas, men der var tomt i hans side af sengen. Så kom hun i tanke om, at han var på arbejde, og at Julia var hos sin farmor. Nora var alene i Sandhamn weekenden over. Rædslen greb hende straks. Han havde fundet hende. Hun havde vidst i månedsvis, at han nok skulle støve hende op. At hun aldrig ville undslippe. Hun havde haft mareridt om at stå ansigt til ansigt med Emir Kovač, Andreis Kovačs bror. Det havde kun været et spørgsmål om tid, inden han ville tage hævn. Nora tvang øjnene op og spejdede ud i mørket. Døren ind til soveværelset gik et par centimeter op. En mørk skikkelse skimtedes i døråbningen. Alle sanser skreg til hende, at hun skulle flygte, men musklerne nægtede at adlyde, selvom hun vidste, at hun ville blive slået ihjel, hvis hun ikke kom væk i en fart. Hun lå fuldstændig lammet i sengen, ude af stand til at røre sig eller søge skjul. Hun kunne ikke engang skrige. I stedet stirrede hun som hypnotiseret på døren. Den gik langsomt op, og Emir Kovačs iskolde øjne så ind i hendes. Hadet, der strålede fra den muskuløse mand, fik halsen til at snøre sig sammen. Hver fiber i hendes krop havde frygtet det her møde så mange gange. Kovač havde sorte læderhandsker på. En glimtende metalgenstand i den ene hånd.Nu var han blot et par meter fra sengen, men Nora kunne stadig ikke løbe sin vej. Da han løftede den skinnende kniv for at hugge til, fortog lammelsen sig. Nora hørte sig selv skrige i dødsangst.

“Vågn så!” En eller anden ruskede i hendes skuldre. “Vågn nu op.” Nora slog øjnene op og stirrede lige ind i Jonas’ bekymrede ansigt. “Nu har du drømt igen,” sagde han og trak hende ind til sig. “Jeg troede, at han var her i soveværelset,” mumlede hun ind mod Jonas’ skulder. “Det var så virkeligt.”

Han strøg hende blidt over håret, til hun ikke længere rystede. Kinderne var våde af tårer. “Alt er godt, min skat. Det var bare en ond drøm. Ingen kommer til at gøre dig fortræd. Du behøver ikke være bange for noget.” Nora rystede på hovedet i Jonas’ favn. Hun vidste, at han tog fejl. De ord, Emir Kovač havde hvisket til hende, den sidste gang de så hinanden, genlød stadigvæk i hende.Hun kunne ikke ryste dem af sig, hvor meget hun end forsøgte.

2

Vicekriminalkommissær Thomas Andreasson stirrede ind i skærmen på bordet. Indbakken bugnede af e-mails. Det var første arbejdsdag efter sommerferien, og han burde være udhvilet og klar, parat til igen at tage fat.Men i stedet havde han svært ved at samle tankerne.

Hans blik faldt på fotoet af Elin ved siden af computeren.Det var taget ved anløbsbroen neden for sommerhuset på Harö. Hans otteårige datter smilede til kameraet, og vinden løftede op i hendes lyse hår.

Før i tiden havde han også haft et foto af Pernilla stående på skrivebordet, men nu lå det med skåret glas i den nederste skuffe. Et resultat af et vredesudbrud, dengang det stod allerværst til, lige efter de var flyttet fra hinanden året før.

Men det gik bedre nu, mindede han sig selv om. Der havde været hjælp at hente i den der parterapi, som Nora havde fået overtalt ham til at prøve. Nu kunne han og Pernilla i det mindste tale sammen.

En banken fik ham til at se op. “Velkommen tilbage.” Margit Granqvist stod i døråbningen. Thomas’ chef havde dårlig nok haft nogen ferie i juli, men var alligevel utrolig solbrændt, hvilket fik de mange rynker i det magre ansigt til at træde endnu tydeligere frem.

“Jeg håber, du har fået slappet af,” sagde hun. “Nu begynder det.” Thomas drejede stolen, så han sad ansigt til ansigt med Margit. “Hvad er der sket?” “Det ser ud til, at der er blevet fundet rester af et menneskeskelet på Telegrafholmen. Det skulle vel ikke være ude i dit område?”

Thomas nikkede langsomt.Med sommerhus på Harö vidste han præcis, hvor Telegrafholmen lå.Det var den lange, smalle ø lige ud for Sandhamn, der beskyttede indsejlingen og havnen mod vinde fra nord. En ubeboet ø.

“Et menneskeskelet?” sagde han tøvende. “Tilsyneladende. Kriminalteknikerne er på vej derover for at undersøge sagen. Den Kongelige Svenske Sejlklub er i gang med at opføre nye boliger derude, og man har lige foretaget nogle sprængninger. Da støvet havde lagt sig, lå der knoglerester på jorden.”

“Hvor gamle?” spurgte Thomas. “Ingen anelse.”Margit slog ud med hænderne. “Du og Aram må tage ud og se på det. Jeg har snakket med kystpolitiet, der kan samle jer op i Stavsnäs om en time.”

3

Nora lænede sig tungt ind over vasken. Spejlbilledet gjorde hende ikke bedre tilpas. Hun så træt og udslidt ud med sine indsunkne kinder på trods af en hel sommer i Sandhamn.Der var kun et par år til, at hun fyldte halvtreds, og det sås tydeligt.

Det havde taget hende lang tid at falde i søvn igen efter det modbydeligemareridt om Emir Kovač, og resten af natten havde hun sovet uroligt. Sådan havde det været hele sommeren. Uden sovepillerne ville hun ikke have kunnet sove en hel nat igennem.

Fuglene kvidrede uden for vinduet, solen skinnede, men kroppen var stiv og sløv.Hun havdemest lyst til at lægge sig igen. Tage en sovepille og trække dynen op over hovedet.

Men så ville Jonas blive endnumere bekymret. Hun orkede ikke hans blikke og evige omsorg lige nu. Hun orkede ikke engang sig selv. Han var allerede ude i køkkenet og småsnakkede med Julia. Lyden af klirrende porcelæn og duften fra kaffemaskinen nåede hende. Med et suk tog hun shorts og en bluse på. Hun kunne lige så godt se at komme i gang. Intet blev bedre af, at hun stod ude på badeværelset og havde ondt af sig selv.

Jonas og Julia sad ved bordet i køkkenet og spiste morgenmad, da Nora kom ned ad trappen. Julia lagde knap nok mærke til hende, men guflede bare videre på sin ostemad, men Jonas så undersøgende på hende. “Hvordan har du det?” spurgte han. “Faldt du i søvn til sidst?”

Nora undlod at komme med en syrlig bemærkning. Hun gad ikke klynke, og Jonas ville hende jo kun det bedste. Det nyttede ikke, at hendes frustrationer gik ud over ham, men det var svært at holde facaden. Hun skulle snart begynde at arbejde igen, for når august sluttede, var hun ikke længere sygemeldt.

Hun turde ikke tænke på, hvordan hun skulle overkomme at gå på arbejde, hvis hun stadig følte sig lige skidt tilpas. “Det er længe siden, du er blevet så rundt på gulvet af et mareridt,” fortsatte Jonas. “Ikke nu,” sagde hun dæmpet og skævede til Julia. Hun havde ikke lyst til at snakke om det, når datteren var der.

I dagslys virkede alt ved det gamle. Alligevel var hun gang på gang vågnet svedig og fortvivlet midt om natten hele sommeren igennem. Og hver gang med billedet af Emir Kovačs hadefulde ansigt på nethinden. Hun turde knap nok lægge sig til at sove længere. Frygten for igen at få mareridt holdt hende vågen.

Hvorfor skulle Kovač løbe den risiko? spurgte hun sig selv for 117. gang. Alt ville bare blive værre, hvis han gik efter hende.Hvis man truede en anklager, fik man hele retsvæsenet på nakken. Alligevel var hun ikke i stand til at fortrænge frygten for, at han skulle finde på at tage hævn.

Det uforsonlige blik, Emir Kovač havde sendt hende under den sidste afhøring, hun foretog med ham, havde sagt det hele. Hadet havde ramt hende lige så hårdt, som hvis han havde slået hende. Han holdt hende ansvarlig for brorens skæbne, det var sikkert og vist. Alligevel kunne hun intet gøre.

Han hviskede først sin trussel, der havde skræmt hende fra vid og sans, da afhøringen var slut. Den var ikke blevet optaget på lydbåndet. Hun var blevet så chokeret, at hun ikke havde kunnet få et ord frem. Og efterfølgende havde hun ikke fortalt nogen om det. Der var ingen konkrete beviser, så det var hendes ord mod hans.

Desuden kviede hun sig ved at skulle tage det op med sin chef, Jonathan. Det var slemt nok med sygemeldingen, hun havde ikke lyst til at blive betragtet som et offer oveni. For så ville de sidste rester af hendes i forvejen noget ramponerede faglige stolthed forsvinde. Hun havde ikke engang orket at snakke med Thomas om det, selvom oplevelsen havde ætset sig ind i hende.

“Mon ikke det var en god idé, at du begyndte at se den der psykolog igen?” spurgte Jonas. “Det er ikke blevet bedre, selvom der er gået flere måneder.”

Hendes chef havde tilbudt hende samtaler med en psykolog. Nora havde været der to gange og siden fundet på forskellige undskyldninger. Alt i hende strittede ved tanken om at skulle fortælle, hvad der var sket. For i givet fald var hun nødt til at indrømme sin egen skyld, og at det ikke var lykkedes hende at beskytte Mina. At det, som var sket, i sidste instans var hendes skyld.

Hun orkede ikke at vise sin karrieres største fejltrin fremfor en komplet fremmed.Det ville ikke gøre sagen bedre at vende vrangen ud på sig selv. Hun ville bare få det endnu værre. Nora tog et krus frem fra skabet. Hvornår ville hun blive sig selv igen? Ville det aldrig få en ende? Hun kunne ikke holde ud at blive ved med at have det sådan her.

VIVECA STEN er en af Sveriges mest populære krimiforfattere. Hun debuterede med Stille nu, den første af en række krimier, der udspiller sig på øen Sandhamn i den stockholmske skærgård. Bogen blev en øjeblikkelig succes. I dag er serien om Nora Linde og Thomas Andreasson udgivet i mere end 30 lande, og bøgerne har solgt over 5 millioner eksemplarer. Tv-serien baseret på bøgerne er blevet vist over hele verden og er set af 80 millioner.
Viveca Sten bor med sin mand og deres kat i Stockholm, men sommerferien tilbringer hun og familien på Sandhamn.

Læs også:

3 bøger, du ikke kan lægge fra dig igen Kender du det, at man går i gang med at læse en bog, og pludselig er det nærmest fysisk umuligt at lægge den fra [...]

Vicekriminalkommissær Thomas Andreasson bliver tilkaldt, da rester af et skelet bliver fundet på øen Telegrafholmen. Alle beviserne peger på to kvinder, som forsvandt for ti år siden, men hvem er det, som rent faktisk [...]

Uhyggelig og stemningsfyldt julekrimi af Camilla Läckberg Der er knap en uge til jul, og Martin Molin fra Tanumshede politistation er på vej til familiesammenkomst med sin kæreste – og han er ikke [...]

14 krimiforfattere, du kan møde på BogForum I weekenden fra d. 15.-17. november bliver Bella Centeret fyldt med skønnne bogfolk, og vi glæder os helt vildt – både til at se mange af [...]

En pige lægger sig på jernbaneskinnerne i Stockholmsforstaden Bromma og venter på toget. I en anden del af Sverige havner en mand i et dybt hul i skoven. Ingen af deres familiemedlemmer eller venner ved noget [...]

9 krimier til dit efterår. Efteråret er for alvor igang. Det giver lyst til lange sofasessioner under et tæppe udstyret med gode bøger og varme drikke. Her er 9 uhyggeligt gode krimier, som [...]