BOGUDDRAG: Gåderne hober sig op, når Charlie Lager vender tilbage til sin hjemby for at efterforske en tredive år gammel sag.

Prolog

DRENGENE STOD I en klynge omme bag kapellet. Jeg kom nede fra søen, og ingen af dem lagde mærke til mig, før jeg var helt tæt på. I det svage lys fra kirken så deres ansigter sært spøgelsesblege ud mod de sorte smokinger. Det var det modbydelige lille slæng med kongenavnene: Erik, Gustav, Oscar, Magnus og så ham, Henrik Stiernberg, min søsters selvfede kæreste.

Henrik var den første, der fik øje på mig. Jeg må have forskrækket ham, for han så rædselsslagen ud, da han spurgte, hvad fanden jeg ville. Jeg iagttog hans ansigt lidt og kom så pludselig til at grine.

“Hvad griner du ad?” sagde han. “Hvad fanden er der galt med dig?”

Jeg svarede ikke. Jeg vidste hverken, hvad jeg grinede ad, eller hvad der var galt med mig.

“Smut tilbage til festen, dit fjog,” sagde Erik. “Gå ind og tag en vals eller noget.“

“Min kavaler er væk,” sagde jeg.

Og så snart jeg sagde det, slog min sindsstemning om, og jeg mærkede tårerne presse sig på. Paul havde været forsvundet i en evighed, og høst-ballet gav ingen mening uden ham. Han havde lovet mig både første og sidste dans, og om lidt ville orkesteret i gymnastiksalen spille det sidste nummer. Måske havde de allerede gjort det. Jeg ved ikke, hvorfor det gjorde mig så ked af det, for jeg var virkelig ikke sådan en pige, der gik op i, hvem jeg dansede med eller i dans i det hele taget, men lige nu handlede det om Paul.

“Kig på hans værelse,” sagde Erik. “Han er vel blevet for fuld.” Jeg sagde, at der var han ikke.

“Han er i hvert fald ikke her,” sagde Henrik, “så du må nok bare lede videre.”

Jeg blev stående, kunne ikke komme på andre steder at lede. Ved søen og grædepilen havde jeg allerede været, og der var tomt i Fyrreodden. Bænken her ved familiegravstederne bag kapellet var mit sidste håb.

“Hvad er der med dig?” sagde Henrik, da jeg pludselig svajede.

“Jeg er bare … svimmel,” sagde jeg og strakte hånden ud for at støtte mig til en gravsten. Jeg fejlbedømte afstanden og faldt. Mens jeg lå på jorden, fik jeg øje på rosen, den med samme farve som min kjole, som Paul havde haft i brystlommen.

“Paul må have været her,” sagde jeg og holdt den gule rose op foran drengene.

“Hvad fabler du om?” sagde Henrik.“ Vi har ikke set din lille kæreste.” Og omtrent da begyndte vores historier at gå hver deres vej.

1

CHARLIE FORSØGTE AT finde en bekvem stilling i den tilbagelænede stol.

Skråt til venstre for hende sad Eva, psykologen.

Eva havde lige gennemgået rammerne for deres samtaler. Det var vigtigt at overholde start- og sluttider, vigtigt at være åben om, hvis noget føltes forkert, vigtigt at vide, at alt, hvad der blev sagt i rummet, naturligvis blev der.

Evas tonefald var venligt, men hendes blik udstrålede, at hun kunne være streng om nødvendigt. Charlie havde tjekket hende og vidste, at hun var medlem af psykologforbundet og havde femten års erfaring inden for branchen. Det havde været Charlies første modkrav, da Challe krævede, at hun skulle gå i terapi: at det skulle være hos en, der var veluddannet, ikke et eller andet frelst menneske, der havde taget et aftenskolekursus i personlig udvikling. Hun gad ikke spilde sin tid på en, der lirede banaliteter af eller ævlede uhæmmet løs om sit eget liv. Allerhelst ville hun bare slippe for det, og derfor havde hun udskudt aftalen så længe som overhovedet muligt. Hun havde forsøgt at vise Challe, at hun havde det fint, at hun udmærket var i stand til at tage vare på sig selv og sit arbejde, men efter det, der var sket i sommer, havde hun ikke ligefrem chefens fulde tillid.

Men nu sad hun altså i den sindrigt konstruerede stol i Evas konsultation. Udenfor strålede gyldengule og orange efterårsblade fra et enormt egetræ, og regnen silede i tynde striber ned over ruden.

“Fortæl, Charline,” sagde Eva. “Hvad har fået dig til at komme?” “Bare kald mig Charlie.”

“Hvad fik dig til at komme, Charlie?”

“Det er på grund af min chef. Det var et ultimatum. Han synes, jeg har brug for hjælp.”

“Jaså.” Eva så undersøgende på hende, og Charlie tænkte, at hun sikkert tog en mental note: Potentielt mangelfuld selvindsigt. “Er du enig i det?”

“At jeg har brug for hjælp?”

“Ja.”

“Ja, det er jeg vel nok, men jeg ville måske ikke ligefrem være taget herhen, hvis ikke det var, fordi jeg gerne ville beholde mit job.”

“Fortæl lidt om dig selv helt overordnet. Jeg ved, hvad du arbejder med, men ikke ret meget mere.”

“Hvad mere skal du vide?” sagde Charlie.

Eva lo og sagde, at et menneske var mere end sit job. Måske kunne Charlie bare beskrive, hvem hun var mere generelt.

“Okay,” sagde Charlie. “Jeg kan godt lide at …” Hun gik i stå. Hvad kunne hun egentlig lide? At læse, drikke, være alene. På stående fod kunne hun ikke komme på noget, der ikke lød deprimerende. “Jeg kan godt lide at læse.”

Da hun så, at Eva ventede noget mere, havde hun lyst til at tilføje, at hun også elskede at træne, men hvorfor skulle hun lyve om det?

“Har du før fået hjælp inden for psykiatrien?” spurgte Eva lidt efter. “Ja, enkelte samtaler som voksen og en længere periode i terapi som teenager. Min mor døde, da jeg var fjorten.”

“Det er en svær alder at miste en forælder i.”

Charlie nikkede.

“Og din far?”

“Ukendt.”

“Okay. Hvordan var dit forhold til din mor?”

“Det var …” Charlie vidste ikke, hvad hun skulle sige. Kompliceret?

“Min mor var ret speciel.”

“Hvordan det?”

“Hun var ikke ligefrem som andre mødre. Man kan nok godt sige, at jeg kæmper ret meget med ikke at blive som hende.”

“Det er helt naturligt,” sagde Eva, “at man forsøger på ikke at gentage sine forældres fejltagelser. Men når du forsøger ikke at være som din mor, tager du også udgangspunkt i hende. Måske begynder du først at føle dig fri, når du handler mere uafhængigt af, hvem hun var.”

“Javel.”

“Det kan vi vende tilbage til. Men først havde jeg tænkt, at du kunne fortælle, hvorfor din chef har stillet det ultimatum. At du skal gå i terapi.” Bettys stemme begyndte at runge inde i Charlies hoved. Det, hun altid sagde, når hun var inde i en dårlig periode: Det føles, som om understrømmen suger mig ned. Hvis jeg er stille og tænker mig om, synker jeg til bunds. Det bedste er ikke at tænke, ikke at tale. Det gør bare det hele værre.

“Det er nok mit drikkeri,” sagde Charlie. “Det sker, at jeg drikker lidt for meget. Og grunden til, at jeg sidder her lige nu, er, at jeg hidtil har kunnet styre det og kun drukket, når jeg havde fri, og aldrig dagen før jeg skulle på arbejde, i hvert fald ikke i store mængder, men i den seneste tid er det sket, at jeg har taget et par glas, selvom jeg skulle på arbejde næste dag, og så har jeg nok lugtet af alkohol. Challe, min chef, har den utroligste lugtesans.”

“Det er måske meget heldigt for dig,” sagde Eva. “Så har du da fået hjælp i tide.”

“Hvordan ved du, at det er i tide?” kunne Charlie ikke dy sig for at sige.

“Du er bevidst og åben om dine problemer. Det er et rimelig godt udgangspunkt.”

“Jeg har vidst det længe, men har alligevel ikke formået at gøre noget ved det, så jeg ved ikke rigtig, om det siger så meget.”

“Sagde du ikke lige, at du hidtil har kunnet styre det?”

“Det er før sket, at jeg har mistet kontrollen,” sagde Charlie.

“Men nu er du her da.”

“Ja, nu er jeg her.”

Der fulgte et par minutters overfladisk snak. Så bredte tavsheden sig mellem dem. Charlie betragtede billederne på væggen bag Eva. Indrammede billeder … Rorschach-tests, så Charlie pludselig. Hun forsøgte at se mønstre i figurerne for at få et fingerpeg om sin mentale tilstand, men blev afbrudt af Eva, der ville vide mere om hendes arbejdsopgaver.

Charlie fortalte om sit arbejde som efterforsker ved Den Nationale Operative Afdeling, hvordan hun og hendes kolleger blev tilkaldt for at hjælpe lokalpolitiet med alvorlige forbrydelser over hele landet.

“Hvordan ser din øvrige livssituation ud?” spurgte Eva.

“Single, ingen børn,” sagde Charlie.

“Og hvis vi vender tilbage til dit drikkeri,” sagde Eva uden at kommentere hendes civilstand. “Hvor længe har det været et problem?”

“Det ved jeg såmænd ikke. Det kommer nok an på, hvem man spørger.”

“Jeg spørger dig.”

“Lige siden jeg begyndte at drikke, har jeg virkelig godt kunnet lide det, og jeg har altid drukket mere end folk omkring mig. Jeg har aldrig helt fattet det med bare at tage et enkelt glas og lade det blive ved det. Men jeg vil ikke kalde mig alkoholiker, bare fordi jeg drikker mere end andre. Man kan vel sige, at det kommer i perioder, men der er også mere stille og rolige perioder.”

“Og den periode, der gav anledning til denne aftale, hvornår begyndte den?”

“Det kan jeg faktisk ikke helt huske, men for et par måneder siden tog jeg tilbage til Gullspång, hvor jeg er vokset op. Det er en lille by i Västergötland,” tilføjede hun, da hun fornemmede, at Eva ikke kendte byen.“ Jeg boede der, indtil min mor døde. Så flyttede jeg til Stockholm.”

“Havde du familie her?”

“Nej, jeg kom i familiepleje.”

“Hvordan var det?”

Charlie vidste ikke, hvad hun skulle sige. Hvad var der egentlig, som var værd at fortælle om livet i det lille rækkehus i Huddinge? Hun så haven for sig, den sirligt revne grussti, bedene, hvor alt voksede på snorlige rækker, og det lille æbletræ, der aldrig bar frugt. Hun tænkte på det første møde med plejeforældrene, Bengt og Lena, og også datteren, Lisen, hvordan de alle tre stift havde taget imod hende i deres klinisk rene hjem. På overfladen var den nye familie nøjagtig sådan en, som hun altid havde ønsket sig, når Betty gik over gevind: rolige, ordentlige mennesker med faste sengetider, fælles måltider og en mor, der pakkede gymnastiktasker og lavede aftensmad uden at bryde sammen. Lena lå aldrig bare på en sofa og bad om at slippe for lys og lyd. Hun holdt aldrig fester og inviterede folk, hun ikke kendte. Charlie tænkte tilbage på sit lille værelse i rækkehuset, det nyvaskede linned på sengen, duften af sæbe og roser. Bare føl dig hjemme, havde Lena sagt den første aften. Jeg håber virkelig, at du kommer til at føle dig hjemme her, Charline, og at du og Lisen kan blive som søstre.

Men Charlie havde aldrig følt sig hjemme i huset i Huddinge, og hun og Lisen var aldrig blevet som søstre.

Eva rømmede sig.

“Det fungerede,” sagde Charlie, “i plejefamilien. Der var ordnede forhold, og jeg kunne koncentrere mig om skolen.”

“Dejligt,” sagde Eva, “men tilbage til, da den her periode begyndte. Du tog til Gullspång først på sommeren. Hvorfor det?”

“Det var i arbejdsøjemed, en ung pige var forsvundet, Annabelle Roos – måske har du læst om sagen i avisen.”

“Ja, den er jeg bekendt med.”

“Vi tog dertil for at hjælpe lokalpolitiet, og det var ret hårdt at komme tilbage, meget værre end jeg havde troet.”

“Hvordan det?”

“Det pustede liv i en masse minder, og jeg blev …”

For sit indre øje så Charlie Annabelles spinkle krop blive løftet op af Gullspång-elvens sorte vand, så Bettys kæreste, Mattias, forsvinde ned i samme mørke dyb to årtier tidligere, så to små piger med en lille, grædende dreng imellem sig, endnu længere tilbage i tiden, længe inden hun selv var født.

“Hvad blev du?” spurgte Eva og lænede sig frem i stolen.

“Man kan nok godt sige, at jeg blev lidt personligt involveret i arbejdet. Og så begik jeg en fejltagelse dernede og blev taget af sagen, og det påvirkede mig selvfølgelig også. Da jeg kom tilbage til Stockholm, troede jeg, at alt ville blive som før, men det gjorde det ikke. Det er ovenikøbet blevet værre.”

“Hvad er blevet værre?”

“Angsten, håbløsheden, søvnproblemerne. Jeg sover dårligt, og når jeg så endelig falder i søvn, drømmer jeg ubehagelige drømme.”

“Beskriv dem.”

“Drømmene?”

“Ja.”

“Det begyndte, da jeg kom hjem fra Gullspång, og så gik det lidt i sig selv igen, men i øjeblikket efterforsker jeg en sag, som påvirker mig mere, end godt er.”

Eva spurgte, hvad det var for en type sag, og Charlie fortalte om de to unge kvinder fra Estland, som var blevet fundet dræbt og dumpet i et skovområde i forstæderne. En af dem havde en treårig datter, en huløjet, sulten pige, der havde været alene i en lejlighed i mindst to døgn. Pigen havde stadig ikke sagt et ord, selvom der var gået to uger, siden de fandt hende.

Eva sagde, at det måske ikke var så mærkeligt at blive berørt af det –den slags følelser vakte et indre forladt barn til live hos langt de fleste. Men pigen klarede den jo?

“Hun er i live,” sagde Charlie.“Men ikke ret meget mere end det. I nat drømte jeg, at det var mit barn, at jeg var moderen. Jeg ville løbe hjem og redde hende, men det kunne jeg jo ikke, fordi jeg var død. Og i næste drøm var det så mig, der var barnet, og, ja, du ved.”

“Tager du nogen form for medicin?” spurgte Eva uden at kommentere drømmene.

“Sertralin,” sagde Charlie, “hundrede milligram.” Hun sagde ikke noget om, at hun i ny og næ supplerede med en Sobril eller en sovepille eller begge dele.

“Ikke andet?” sagde Eva.

Charlie rystede på hovedet.

“Du ved måske, at mareridt er en almindelig bivirkning, når man er på Sertralin?”

Charlie nikkede. Det vidste hun godt, men hun havde taget Sertralin i årevis, så det havde næppe noget med det at gøre.

Eva foldede hænderne i skødet.

“Den fejltagelse, du nævnte,” fortsatte hun, “den vil jeg gerne dvæle lidt ved.”

Charlie tænkte tilbage på den aften og natten i baren. Lakridsshotsene i drikkeglassene, vinen, øllet, Johan. Det havde været dumt af hende at give sig til at bore i hans liv, da hun kom tilbage til Stockholm. Hvis man ville videre, skulle man lægge låg på tingene og lade dem ligge, det vidste hun udmærket, men i stedet havde hun rodet op i alt, hvad hun havde fundet. Først ville hun vide, hvor han boede, så tjekke, at han ikke var gift, at det, han havde sagt om at være søn af Bettys kæreste, nu også passede. Det så det hele ud til at gøre.

“Charlie?” Eva så på hende.

“Undskyld, hvad sagde du?”

“Jeg bad dig fortælle om den fejltagelse, du nævnte.”

“Nåh ja. Jeg kan faktisk ikke huske alt, hvad der skete, men jeg drak for meget og slæbte en journalist med op på værelset. Dagen efter kom noget hemmelig information om sagen ud til pressen. Men det var ikke mig, der havde lækket det, selvom alle helt klart troede det. Og ja, det blev selvfølgelig et problem.”

Eva sad tavs lidt, som om hun ventede på, at Charlie skulle sige noget mere. Så sagde hun: “Ville du have tilbragt natten med den mand, hvis du havde været ædru, tror du?”

“Øh, nej!”

“Hvorfor ikke?”

Charlie vidste ikke helt, hvad hun skulle svare, så hun sagde det, som det var: at hun ikke kunne huske, hvornår hun sidst havde været ædru i seng med en mand. Var der da noget galt i det?

“Hvad synes du selv?” spurgte Eva.

“Jeg synes selvfølgelig, at det var komplet idiotisk, men ellers – altså når jeg ikke er i tjeneste? Synes du så, det er forkert at have et one night stand?”

“Er det vigtigt for dig, hvad jeg synes?”

Charlie sagde, at det var det ikke, men det passede ikke helt, for hvis der var noget, hun havde det svært med, så var det folk, der var fordømmende.

“Det er svært for mig at svare på helt generelt, men at have sex for at slippe for at forholde sig til sin egen trivsel,” fortsatte Eva, “det er måske ikke så konstruktivt.”

“Det er vel trods alt bedre end alkohol?”

“Så vidt jeg kan forstå, gør du begge dele?”

Charlie sukkede, så ud ad vinduet og fulgte en forbiflyvende solsort med øjnene.

“Jeg siger ikke, at det er forkert at have sex med fremmede. Jeg siger bare, at du er nødt til at tænke over, hvorfor du gør det. Hvad dine bevæg-grunde er.”

“Er det ikke nok, at jeg får det bedre af det? Behøver der at være en dybere bevæggrund end det? Hvorfor kan man ikke bare få lov at gøre det, man får det godt af?”

“Det kan man vel også. Men det, du får det godt af i nuet, er måske ikke det samme, som du får det godt af i længden.”

Charlie nikkede. Det var trist, men sandt.

“Jeg mener – en person, der er afhængig af stoffer, får det jo godt af narkotika,” fortsatte Eva, “men det betyder ikke, at …”

“Ja ja, jeg har forstået.”

Charlie fortrød mere og mere, at hun havde forlangt en eksamineret psykolog. Det ville have været nemmere at mødes med en munter livs-coach, som gav hende tips om nye yogaformer og meditation. Hvis hun for alvor skulle have hjælp, blev hun nødt til at grave dybt, og det vidste hun ikke, om hun orkede. Hun var så træt.

“Lad os vende tilbage til din mor,” sagde Eva. “Hvordan var hun?” “Hun var … anderledes.”

Charlie så på sit ur. Ikke fordi det gjorde nogen forskel, hvor lang tid der var tilbage, hun ville ikke kunne beskrive Betty, om hun så havde et helt liv til det. For Betty var så fuld af modsætninger og kontraster, af mørke og lys, styrke og afmagt. Da Charlie læste psykologi, havde hun forsøgt at finde en diagnose, der passede på hende, men ingen af dem havde føltes helt rigtige. Det var, som om alle rammer var for trange til Betty Langer.

Udkommer 25. februar

FRANCESCA er anden bog om kriminalinspektør Charlie Lager, og er en stemningsfuld kriminalroman om tab og sårbarhed.

Læs også:

9 krimier til dit efterår. Efteråret er for alvor igang. Det giver lyst til lange sofasessioner under et tæppe udstyret med gode bøger og varme drikke. Her er 9 uhyggeligt gode krimier, som [...]

Tør du stadig tage på ferie i Sverige? Her er 5 svenske krimier, der måske vil få dig til at genoverveje det... Sverige er verdens farligste land. I hvert fald hvis man skal [...]

9 krimiserier, du kan blive opslugt af i sommerferien Sommerferien er læsetid, men det kan være svært at overskue, hvor man skal begynde. For at gøre det lidt lettere for dig at finde [...]

En djævel i den lyse nat - hvem myrdede Stine Geisler? En kok gør et uhyggeligt fund. I kælderen under et københavnsk spisested ligger liget af en 18-årig pige. Bundet, pint og kvalt [...]

Mød krimiforfatterne Helle Vincentz og Jakob Melander Se her, om de kommer til en Bog & Idé i nærheden af dig. Sjælland · mandag d. 1/4 Bog & Ide, Fields, Shoppingcenter | 10:00 [...]

BOGUDDRAG: Gåderne hober sig op, når Charlie Lager vender tilbage til sin hjemby for at efterforske en tredive år gammel sag. Uddrag af FRANCESCA Af Lina Bengtsdotter Prolog DRENGENE [...]