“Det her forstår jeg ikke. Liane burde være her …”

På en idyllisk ø i det indiske ocean nyder Martial, Liane og deres seksårige datter en skøn ferie – indtil Liane forsvinder. Alle spor peger på Martial, som flygter med datteren, før han er blevet udspurgt. Men hvis han virkelig har slået sin kone ihjel, hvorfor tilkaldte han så selv politiet? DET GLEMTE BARN er en nervepirrende fortælling fyldt med forviklinger og uventede drejninger skrevet af bestsellerforfatteren MICHEL BUSSI.

Her får du bogens tre første kapitler, hvor mysteriet om Lianes forsvinden begynder…

Saint-Gilles-les-Bains, øen Réunion Fredag den 29. marts 2013

1

Nogle få våde skridt

15.01

“Jeg går op på værelset et øjeblik.”

Liane venter ikke på svar, hun giver bare sin datter og sin mand besked. Hun ser glad og strålende ud, da hun forlader swimmingpoolen.

Gabin bag sin bardisk følger hende med øjnene med professionel diskretion. I denne uge er Liane den smukkeste kvinde på Hotel Alamanda. Uden sammenligning … Men hun er alligevel ikke den slags kvindelige turist, som han normalt glaner efter. Hun er petite og meget spinkel og har næsten ingen barm, men hun har alligevel en eller anden form for klasse. Det er måske hendes hud, der stadig er hvid med en buket af små rødbrune fregner, som pibler frem fra lænden, lige over hendes smaragd-grønne og gyldne bikinitrusser. Eller hendes lille røv, som svajer blidt som en umoden frugt vugget af vinden. Den barfode-de kvinde går hen over plænen tilsyneladende uden at bøje det mindste græsstrå. Gabin følger hende med øjnene forbi de hvide liggestole frem til gårdhaven, som er halvt skjult af en pjaltet palme. Det sidste glimt, han får af hende, det, som han vil for-tælle kaptajn Purvi om, er, da hun diskret lader sin bikinitop falde til jorden; det flygtige, sexede syn af en nøgen ryg, en hvid barm, antydningen af en brystvorte, inden hun snupper sit store badehåndklæde og svøber det omkring sig.

15.03

Naivo, som sidder i receptionen bag sit mahogniskrivebord, gengælder efter bedste evne Lianes vanddryppende smil.

“Goddag, mademoiselle …”

Hun går gennem den overfyldte lobby og ind mellem et udstillingstativ med postkort og en tørresnor, hvor der er hængt saronger og blomstrede skjorter op. Det drypper fra hendes lyse hår ned på håndklædets frottéstof, der dækker hendes bryst. Naivo nyder synet af de stropløse, helt hvide skuldre. Kvinden går langsomt frem for ikke at glide på sine bare fødder. Bare fødder er ikke tilladt, men Naivo er ikke ansat til at genere turisterne. Vandet pibler ned ad kvindens ben. Et sekund efter er hun forsvundet i retning af elevatoren, og der er kun lidt vandpytter tilbage efter hende. Som Amélie Poulain, når hun brister i gråd, tænker Naivo i samme øjeblik. Han ved ikke hvorfor. Men sådan vil han altid tænke på det siden. I de mange timer og nætter, hvor han vrider hjernen. Pigen forsvandt i den blå luft, hun nærmest fordampede. Men det vil han ikke turde sige til strømerne. Han er ikke helt sikker på, at de vil kunne forstå det.

15.04

Elevatoren sluger Liane. Anden sal. Den stiger op til paradis, og fra gangen på anden sal er der en betagende udsigt gennem de store vinduer mod syd over svømmebassinet og Ermitage-stranden længere væk. Begravet under jerntræerne synes den lange gyldne halvmåne at strække sig i det uendelige; lagunens forsagte bølger, der bliver tæmmet af koralrevet, slikker på strandkanten.

“Pas på, her er vådt!” råber Eve-Marie til elevatoren, inden hun overhovedet ved, hvem der kommer ud.

Eve-Marie skærer en grimasse. Det er blondinen i nr. 38! Barfodet, selvfølgelig. Kvinden, indsvøbt i håndklædet, spiller frygtsom og forvirret; hun hykler så tilpas, at hotellets underordnede personale falder for det. Hun lister sig frem på tæer langs væggen, en god meter fra spanden og gulvkluden, mens hun hele tiden undskylder sig.

“Ja, ja,” vrisser Eve-Marie, som står der med sin gulvskrubbe. “Gå bare forbi, så begynder jeg igen bag Dem.”

“Det må De virkelig undskylde …”

“Ih ja,” tænker Eve-Marie for sig selv.

Blondinen vrikker med enden og tripper af frygt for at glide på de våde fliser af sted på tåspidserne som en ballerina. Hun ligner mere en kunstskøjteløber end en balletelev, tænker Eve-Marie kritisk. En tredobbelt axel-paulsen i tredive graders varme i troperne, det vil virkelig være noget! Overvåget af rengøringsdamen får den smukke kvinde kontrol over en sidste udskridning og standser foran døren til sit værelse, nr. 38. Hun stikker nøglen i låsen, går ind og forsvinder.

Tilbage er kun nogle våde fodaftryk på det rene flisegulv. Sporene er allerede ved at blive udvisket, som om det kolde flisegulv har slubret resten af pigen i sig og taget fødderne som det sidste. En slags hightech kviksand, falder det noget bizart Eve-Marie ind. Hun sukker og er igen alene i den enorme gang med glasvæggene. Hun mangler stadig at støve billederne på væggene af, akvareller af Les Hauts, de små øer, urskoven, de smukkeste dele af øen, hvor turisterne aldrig sætter deres ben. Med alle vinduerne og gangene har hun nok at gøre resten af eftermiddagen. Normalt er der roligt på hendes etage efter middagspausen.  Ingen kommer op, de er alle ved swimmingpoolen eller er taget ud til lagunen. Alle undtagen hende den katish …

Eve-Marie ved ikke rigtig, om hun skal tørre kvindens fodaftryk op. Hun vil jo alligevel komme ud igen med en ny bikinitop på, fordi hun ikke blev ordentligt solbrændt med den, hun havde på før.

2

Brodsø

15.31

Rodins ting er at tæmme bølgerne.

Blot med øjnene.

I modsætning til hvad drukkenboltene i Saint-Gilles’ havn tror, er det langt fra så enkelt. Det kræver tid. Tålmodighed. List. At man ikke lader sig forstyrre, som for eksempel af lyden af bildøren, der smækker bag ham. Aldrig kigge på jorden, altid ud mod horisonten.

Havet er noget vildt noget. Engang da Rodin var ung, besøgte han et museum. Nå ja, en slags museum. I Nordfrankrig tæt på Paris, et hus tilhørende en gammel mand, som brugte hele dagen på at betragte solens reflekser i en dam. Ikke engang bølger, bare åkander. I et land, hvor det ovenikøbet altid er koldt, hvor man rammer himlen, så snart man rejser sig. Det er den eneste gang, han har forladt øen, og det har han ikke lyst til at gøre om. I museet ved siden af huset var der malerier af landskaber, solnedgange, grå himle, undertiden havet. Det mest imponerende af dem var på godt to gange tre meter. Det vrimlede med folk på museet, især kvinder, gamle kvinder, som tilsyneladende kunne stå i timevis foran et maleri.

Sært.

Han hører igen en bildør smække. Han vurderer retningen og afstanden blot ved at lytte; lyden kommer fra havnens p-plads tredive meter fra enden af molen, hvor han sidder på sin sten. Sikkert en turist, som håber at kunne indfange bølgerne med sit fotografiapparat, ligesom en fisker, der håber at fange en fisk bare ved at stikke snøren i vandet i et sekund. Idioter …

Han tænker igen på den skæggede tosse. Alle malere er dybest set ligesom ham, de forsøger at indfange lyset, bølgerne, bevægelsen. Men hvorfor have alt det besvær med lærreder og pensler? Det er nok bare at sætte sig her, foran havet, og betragte det. Han ved godt, at folk på øen betragter ham som en skør rad, der sidder der hele dagen og stirrer ud mod horisonten. Men han er ikke mere skør end alle disse gamle kvinder foran et maleri på et museum. Mindre endda, for hans billede koster ikke noget at se på. Det er som en gave fra en gavmild og genial maler deroppe.

Et halvkvalt skrig bryder stilheden bag ham. Det lyder som en slags jamren. Turisten må have det skidt …

Rodin vender sig ikke om. For at forstå havet og indfange dets rytme er det nødvendigt at sidde ubevægelig. Knap nok trække vejret. Bølgerne er som forskræmte egern, hvis man bevæger sig, flygter de … Pigen i arbejdsformidlingen spurgte ham, hvilket arbejde han søgte, om hans kvalifikationer, hans planer, en slags opgørelse over hans kompetencer. Han forklarede, at han vidste, hvordan man taler med bølger, genkender dem, tæmmer dem så at sige. Han spurgte også i fuld alvor pigen, i hvilket arbejde man kunne bruge disse evner. Måske i forbindelse med noget forskning? Eller noget kulturelt? Folk interesserer sig for underlige ting. Hun så på ham med opspilede øjne, som om hun troede, at han lavede grin med hende. Hun var nu ganske sød, han ville gerne have taget hende med hen til molen for at vise hende bølgerne. Det gør han ofte med sine grandnevøer. De forstår det. Lidt.

Men mindre og mindre.

Skriget eksploderer bag ham. Det er ikke kun en jamren denne gang. Det er et tydeligt råb om hjælp.

Rodin vender sig om næsten som ved en refleks. Fortryllelsen er under alle omstændigheder blevet brudt, det vil tage timer at genskabe dette åndsfællesskab på ny.

Han blegner.

Han når lige at se en bil, en sort firehjulstrækker. Og så en firskåren skygge, der er næsten lige så bred som høj og klædt i en kurta; ansigtet er skjult under en underlig kakikasket. Sikkert en malabar.

Rodin stammer. Når han tilbringer for meget tid med bølgerne, har han svært ved at udtrykke sig. Det tager ham et øjeblik at lære at tale på ny.

“Undsky… jeg vil…”

Han kan ikke løsrive blikket fra kniven i malabarens hånd, det røde knivsblad. Han værger ikke for sig. Det eneste, han ville have ønsket, dybest set, var at få lov at vende sig om mod havet på ny og sige farvel til bølgerne, til lyset, til horisonten. Resten er han ligeglad med. Men malabaren giver ham ikke engang den mulighed.

Rodin ser igen den åbne bagsmæk på firehjulstrækkeren. Noget nedhængende stof. En arm, som stikker ud. En …

Det hele vælter.

En hånd griber fat i hans skulder, mens en anden hånd støder kniven i hans hjerte.

3

Det tomme værelse

16.02

Solen hænger oven over swimmingpoolen som en enorm halogenpære, der er fæstnet der for al evighed. Den velordnede jungle af palmer og heliotropbuske, indhegnet af tre høje mure af teak-træer, beskytter det indesluttede rum mod det mindste vindpust. Man fornemmer havets nærhed på sværmen af tropikfugle og køligheden, som de fjerne passatvinde bringer med sig. Men i Hotel Alamandas have står varmen stille på den firkantede plæne, og de få turister, der er, flygter fra den i klorvandet og sætter sig bagefter i de skyggefulde hjørner, hvor liggestolene er stillet op på række.

“Jeg vil se, hvad Liane laver.”

Martial lader handling følge på ord. Han løfter sig op fra bassinet blot ved armenes hjælp. Gabin ser ham komme hen mod sig. Lianes ægtemand ser nu heller ikke værst ud med sine muskuløse ben, sin vaskebrætsmave og brede skuldre. Han er lige typen på en professionel idrætsmand eller brandmand eller urobetjent, et af de fag, hvor man bliver betalt for at tilbringe sine dage i et træningscenter. Han er også perfekt solbrændt i kontrast til sin kones mælkehvide hud. Han har været her mindre end en uge og har allerede en hud som en kaffer4 … Den flotte Martial må uden tvivl have en dråbe sort blod i sig, bare et ganske lille kromosom fra en slaveforfader, et slumrende pigment, som kun skal have lidt sol for at vågne til live og sive ud, ligesom en enkelt dråbe blå curaçao kan farve en hel cocktail.

Mens turisten går hen mod bardisken, ser Gabin vandet løbe ned ad hans hårløse brystkasse. Martial og Liane Bellion er et smukt turistægtepar, som daser i troperne. Sexede og velhavende. Det er jo dejligt for dem, tænker Gabin. Win-win. De forelskede og formuende hvide pars lykke er hele grundlaget for salget af paradiske rejsemål.

Deres bizness …

Martial stiller sig op foran ham.

“Gabin, er min kone kommet ned igen?”

“Nej, desværre, jeg har ikke set hende …”

Gabin kigger på væguret bag sig. Det er godt en time siden, at Liane gik op. Hvis hendes lille røv var vadet ind i hans synsfelt igen, ville han helt sikkert have kunnet huske det. Martial vender sig om og går hen til bassinet med de plaskende kroppe.

“Margaux, kigger du lige efter Sofa? Jeg vil se, hvad Liane laver.”

Gabin registrerer hver detalje i scenen med en præcision, som han ikke er bevidst om lige i det øjeblik. Tiden på væguret, næsten på minuttet. Kroppenes positioner i vandet, i liggestolene, enten siddende eller liggende udstrakt. Politiet vil bede ham gentage det ti gange, mens de tjekker deres notater. Han vil ikke modsige sig selv en eneste gang.

Margaux vender sig knap nok om mod Martial og fortsætter med at svømme baner i bassinet. Margaux er den ene halvdel af et andet turistpar; hun er gift med advokaten Jacques, som sid-der og læser i sin liggestol. Eller også sover han.

“Forstår De, kaptajn Purvi,” vil Gabin sige undskyldende, “når man har solbriller på …”

Margaux og Jacques Jourdain er et mindre glamourøst par end Liane og Martial og er mindst ti år ældre. De er også mere irriterende. Han tilbringer tiden med at læse sine mails på computeren i forhallen. Hun med at svømme baner i bassinet. Kilometervis af baner. Der er tolv meter fra den ene ende til den anden, så det er sindssygt, så mange gange hun skal vende. Det er værre end et børstesvin spærret inde i en kasse af ungerne i Les Hauts. Jourdainparret røvkeder sig, selv i troperne. Gabin tør slet ikke forestille sig, hvordan de må være i Paris …

Sofa er Liane og Martials datter. Nå ja, hun bliver kaldt Sofa, men hedder egentlig Josapha. Hun skaber sig i bassinet, som om hun kunne synke med sine Dora-svømmevinger om armene. Gabin bemærkede den lille lyshårede piges tyranniske tempera-ment allerede fra den første dag, det var, som om pigen havde sat sig for at ødelægge sine forældres ferie. Og hun har virkelig talent for det. Lidt over seks år gammel og allerede blasert. Hvor mange små pariserinder på hendes alder har prøvet at svømme i tredive grader varmt vand i skyggen af jerntræer, mellem neon-farvede koraller og klovnefisk, som smutter ud og ind mellem tæerne på en?

Mens Gabin holder et længere foredrag for sig selv om det overforkælede enebarn, er Martial gået ind på hotellet.

16.05

Naivo kan kun huske, at han så Martial Bellion stå med ryggen til foran elevatoren. Han må have siddet med hovedet nede i sine regnskaber, da Bellion gik gennem forhallen. Men det var ham, ingen tvivl om det. Samme badebukser, samme ryg, samme hår. Det ville ikke blive let at forklare politiet, men jo, man kan sagtens genkende en mand bagfra.

16.06

“Kom De bare!” råber Eve-Marie til Martial, som tøver foran det rene flisegulv. “Det er tørt!”

Martial kaster et blik ned på hotellets have gennem de blank-pudsede vinduer på anden sal. Sofa sidder alene på bassinkanten. Margaux kigger efter hende, hver gang hun har taget tre svømmetag. Martial sukker og går så hen til værelse 38.

Han banker forsigtigt på dørens mørke træ. Han venter. Banker på igen. Efter nogle sekunder vender han sig om og forklarer det for Eve-Marie, som ikke har spurgt om noget:

“Det er min kone, der har nøglerne … Det lader ikke til, at hun kan høre mig. Jeg vil bede receptionen om at åbne døren for mig.”

Eve-Marie trækker på skuldrene. Hun er ligeglad. Gulvet er tørt.

Martial vender tilbage lidt efter ledsaget af Naivo, der som en anden Sankt Peter har et enormt nøgleknippe klirrende omkring sit håndled. Eve-Marie himler resigneret med øjnene. Det er jo det rene cirkus på hendes gang denne eftermiddag! Naivo er en metodisk mand, den første nøgle, han stikker i, åbner døren til nr. 38.

Martial går ind. Naivo bliver stående i døråbningen en meter bag ham.

Værelset er tomt.

Martial går et skridt frem og virker forvirret.

“Det her forstår jeg ikke. Liane burde være her …”

Naivo lægger en hånd på dørkarmen. Han får gåsehud på armen. Der er noget, der ikke stemmer, det fornemmede han straks. Mens Martial kigger rundt i hele værelset, hæfter Naivos blik sig ved hver detalje. Dobbeltsengen, hvor den fuchsiarøde dyne ligger rullet sammen til en kugle. Tøjet, der ligger spredt rundtomkring. Hynderne og fjernbetjeningen på tæppet. Den hvide glasvase, der ligger væltet på hylden af lapachotræ. Alt tyder på en heftig ægteskabelig scene.

Eller et heftigt knald mellem to elskende, tænker Naivo og prøver at tænke positivt.

Martial åbner febrilsk døren til badeværelset.

Ingen der.

Hverken i det rum eller andre steder. Der er ingen altan, man kan ikke gemme sig under sengen. Der er ingen skabe med låger, kun hylderne af træ.

Martial sidder på sengen. Forvirret og fortabt. Men Naivo tror underligt nok ikke rigtig på det. Han ved ikke helt, hvordan han skal udtrykke det over for politiet, men der er noget ved Bellions reaktion, der ikke virker naturlig på ham. Han vil nøjes med at beskrive scenen for kaptajn Purvi: den tiltrækkende og selvsikre familiefar på fyrre år, der synker sammen som en lille dreng, da han opdager det tomme værelse. En forstenet playboy, der sidder på sengen iført badebukser. Det var måske det, som lige i det øjeblik forekom ham surrealistisk. Kontrasten …

Kontrasten … og de røde pletter …

Sveden hagler ned ad Naivos tindinger.

Der er røde pletter på sengetøjet.

Naivo spærrer øjnene op. Det beige gulvtæppe har flere røde stænk, omkring sengen, henne ved vinduet, på gardinerne. Han bliver tavs. Nu er det eneste, han ser, et værelse oversprøjtet med blod.

Han er rådvild.

Scenen trækker i langdrag, men varer i virkeligheden kun i nogle sekunder. Martial rejser sig tavs, han går rundt i værelset, undersøger tøjet på sengen, som om han søger efter en forkla-ring, en besked, en eller anden form for ledetråd. Naivo mærker Eve-Marie stirre hen over hans skulder. Hun har nærmet sig med en støveklud i hånden som for at give sig selv et påskud. Stoffet har samme turkise farve som tørklædet, der dækker hendes hår.

Martial retter ryggen og siger til sidst noget med tonløs stemme, mens han sætter vasen på plads på træhylden.

“Det her forstår jeg ikke. Liane burde være her …”

Naivo retter blikket mod tøjet, der ligger smidt i en bunke for foden af sengen. T-shirts, halvlange bukser, skjorter.

Det er alt sammen mandetøj!

Straks åbner en dør sig i Naivos hjerne, og en trækvind fejer hans morbide hypoteser ud.

Den smukke dame er stukket af …

Han kan bevidne, at Liane Bellion skifter tøj næsten hver time. Man skulle tro, at mens hun selv fløj med Corsair, fragtede et containerskib alt hendes tøj, som så blev losset i Pointe des Galets’ havn. Men i denne hærgede lejlighed er der ikke det mindste spor af blondetrusser, nederdele med flæser, saronger, stramtsiddende overdele eller nedringede camisoler …

Naivo trækker vejret lettere nu. Han har glemt blodet.

“Det her er løgn,” hvæser Martial igen og undersøger endnu en gang de to kvadratmeter flisegulv i badeværelset.

“Monseiur Bellion,” siger Naivo, “kan jeg gøre noget?” Martial vender sig straks om, han taler hurtigt, som om han allerede havde forberedt sit svar og lært det udenad.

“Ring til politiet! Min kone burde være i dette værelse. Hun gik herop for en time siden. Hun er ikke gået ned igen.”

Han smækker døren i til badeværelset.

“Så ja, De kan gøre noget. Tilkald politiet.”

Naivo undertrykker professionelt en urolig mine. Få politiet til at komme til hotellet … Det vil chefen ikke synes særlig godt om. Chikungunyafeberen og den flere tusind euro dyre flyrejse mellem Paris og Saint Denis gør det i forvejen ikke let for øens turistindustri at klare sig. Og så at skulle belemre de få ferie-gæster med uniformsklædte betjente omkring swimmingpoolen og lade alle hotellets gæster afhøre … Nej, det vil chefen ikke synes spor om. Men han har ikke noget valg.

“Naturligvis, monsieur,” hører Naivo sig selv sige. “Jeg går nedenunder og finder nummeret til Dem.”

Hans blik møder Eve-Maries, de behøver ikke at sige noget for at forstå hinanden. Derefter kaster han et sidste blik på Martial. Manden får ham til at tænke på et nøgent vilddyr, der går i ring i et bur. Airconditionen får alle hans muskler til at skælve, som en surfer, der har forvildet sig ud på Østersøen.

“De må hellere tage noget tøj på, monsieur.” Det er ikke til at se, om han hører det.

“Der … der er noget galt,” mumler Martial Bellion igen. “Liane burde have været her.”

Find bogen her

MICHEL BUSSI

(f. 1965) er en af Frankrigs mest populære krimiforfattere. Han har vundet en lang række litterære priser og haft bøger liggende på bestsellerlister i flere lande.

Hans store internationale gennembrud kom med Pigen på flyet, der er solgt i over 1 million eksemplarer. Endvidere er på dansk udkommet Sorte åkander.

Læs også:

  • Syndebukken - Sofie Sarenbrant

Kriminalinspektør Emma Sköld er tilbage

Emma Sköld er tilbage En bølge af indbrud hærger den mondæne Stockholmsforstad Bromma, og tyvenes metoder bliver mere og mere brutale. Da en teenagedreng bliver fundet myrdet, sættes Emma Sköld på sagen. Er [...]

Er Alice her? Klarede hun den?

Efterforsker Aaron Falk er tilbage og bliver hevet ind for at finde den forsvundne Alice. Han spindes ind i en gammel sag om løgne og hemmeligheder. Hemmeligheder Aaron troede, var lagt i graven [...]

2018-10-25T10:07:22+00:00