Af Katrine Engberg
Fra Glasvinge

Klare glasampuller lå i det aflåste skab, side om side med engangssprøjter og kanylebøtter. Morfin og Oxycontin til stærke smerter, Propafenon til atrieflimmer og blodfortyndende Pradaxa, forsvarligt forseglet i papæsker og klar plast. Standardmedicin på Rigshospitalets Hjertemedicinsk Klinik, vejen til lindring og forbedret livskvalitet, sommetider endda helbredelse.

Sygeplejersken kastede et hurtigt blik hen over medicinen og regnede efter i hovedet. Hvor tung kunne han være? Patientens vægt stod på en informationstavle på hans sengegavl, men hun orkede ikke at gå ind og se efter.

Natten havde varet evigt. Lige inden vagtskifte i går var der tikket en sygemelding ind, og hun var endt med at tage en dobbeltvagt. I stedet for en aften med familien havde hun været på arbejde i snart seksten timer. Hendes hjerne genlød af bimlende alarmer og ængstelige patienters krav og spørgsmål. Fødderne værkede i de ergonomiske sko, og hendes nakke var stiv som en bryllupspik.

Hun gabte, gned øjnene og fangede sit spejlbillede i skabets blanke metaldør. Ingen toogtrediveårig burde have kroniske poser under øjnene, jobbet var ved at slide hende op. Bare én time til, så sluttede hendes vagt, og hun kunne tage hjem at sove, mens familien stod op og spiste Coco Pops foran fjerneren.

Hun valgte tre ampuller, puttede dem i kittellommen og låste skabet bag sig. Tre gange 10 ml med 50 mg/ml Ajmalin, det måtte være rigeligt. Patienten kunne ikke veje meget mere end halvfjerds kilo, hvilket betød, at 30 ml af det hjerterytmeberoligende medicinpræparat svarede til det dobbelte af anbefalet maxdosis. Nok til at inducere akut hjertestop og forløse ham fra sine lidelser. Og alle os andre, tænkte hun, og begav sig ned ad den morgentomme gang mod stue 8.

Den gamle mand var krævende, talte grimt og brokkede sig over det meste, fra den dårlige hospitalskaffe til lægernes arrogance. Hele afdelingen var træt af hans gnavne facon.

Hun havde altid været den, der sagde sin mening højt og gjorde noget ved tingene. Ikke en rolle, man blev populær af, men hvad skulle hun stille op? Se passivt til og brokke sig over dårlig normering og manglende sengepladser ligesom sine kolleger? Ikke tale om! Hun var ikke blevet sygeplejerske for at hente kaffe og forbinde skrammer. Hun ville gøre en forskel.

Den tørklædeklædte rengøringsdame skubbede sin vogn med spande og klude ned ad gangen uden at løfte blikket fra linoleummet. Sygeplejersken skridtede forbi hende med ampullerne knuget i hånden. Hendes hjerte begyndte at slå hurtigere. Om lidt skulle hun præstere, leve op til sit fulde potentiale og forsøge at redde et liv. Forventningen begyndte at dunke i hende som en puls, hvis liv modsvarede den tomhedsfølelse, hun normalt fyldtes af. I dette øjeblik var hun uundværlig. Der var meget på spil, så meget hvilede på hendes skuldre. I dette øjeblik var hun Gud.

LÆS OGSÅ: Kendt modemand myrdet i Ørstedsparken

Hun låste døren til personaletoilettet, sprittede hurtigt sine hænder og vasken af og lagde Ajmalin-ampullerne sirligt ved siden af hinanden. Med rutinerede fingre befriede hun engangssprøjten fra indpakningen og sugede medicinen op, knipsede til den og sikrede sig rutinemæssigt, at den var fri for luft. Emballagen krøllede hun sammen til en lille bold, som hun proppede ned i bunden af skraldespanden, før hun åbnede døren med sprøjten i kittellommen.

Foran stue 8 kastede hun et diskret blik hen ad gangen. Ingen kolleger eller tissetrængende patienter. Hun skubbede døren op og trådte ind i mørket. En let snorken fra sengen fortalte hende, at patienten sov. Arbejdsro.

Hun nærmede sig og betragtede den gamle mand, som lå på ryggen med let åben mund. Grå, knoklet og indtørret. En lille spytboble hvilede i hans mundvig, og øjenlågene sitrede ganske svagt. Findes der noget i denne verden mere overflødigt end sure, gamle mænd?

SE ANMELDELSER: Glasvinge hos Krimifan.dk

Hun skruede proppen af venekateteret, der prydede hans tyndhudede håndryg, og løftede sprøjten op af lommen. Direkte adgang til det blod, der løber mod hjertet, en åben port for Guds forlængede fingerspids.

Det gode ved Ajmalin var, at det var hurtigtvirkende, hjertestoppet ville indtræffe næsten øjeblikkeligt. Hun forbandt sprøjten med venekateteret, vel vidende at hun kun lige akkurat ville kunne nå at skjule sprøjten, før overvågningsalarmen blev aktiveret.

Patienten rørte ganske let på sig i søvne. Hun klappede ham ømt på hånden. Så trykkede hun stemplet i bund.

Find resten af Glasvinge her >

Læs også:

2018-11-16T15:17:04+00:00