AFLEDTE EFFEKTER viser, hvordan alt det, vi vælger at gøre (eller ikke gøre), har stor betydning for børn og unge. Det handler om at kunne spotte de usynlige ringe i vandet, som vores adfærd skaber, og vælge at gå med dem, der er mest hensigtsmæssige. Sådan giver vi børn og unge de bedste forudsætninger for at styrke livsmestring.

Uddrag af AFLEDTE EFFEKTER
Af Anette Prehn

Kapitel 3. Hvad vi måske har tabt – men stadig kan nå at vinde tilbage

I kapitlet her vil jeg præsentere seks typer af aktiviteter, som er på retræte i mange børn og unges liv. De seks er brug af trykt ordbog, fællessang, sociale færdselsregler, naturoplevelser, læsning i trykt bog og nærende søvn. Alle seks aktivitetsformer har vigtige afledte effekter. Nedtoner eller fjerner vi kilden til disse afledte effekter, er det min pointe, at vi er i fuld gang med at snyde børn og unge for at kunne blive styrket af dem. Det er dog ikke for sent at gøre noget ved det. Du og jeg har kraften til at handle med pondus. Især hvis vi gør det samtidig og får det til at brede sig.

Sociale færdselsregler

Når vi kører i trafikken, er vi ikke i tvivl. Det hjælper gevaldigt på sikkerheden og velværet på vejene, at trafikanter kender færdselsreglerne i trafikken. Vi blinker, når vi vil overhale på motorvejen. To bilister, der skal til at dele vejbane, ved, at den forreste fletter ind først. Vi rækker hånden ud, når vi vil dreje på vores cykel. Vi kigger os for, inden vi krydser vejen. Det er i vid udstrækning blevet automatiseret adfærd for os, som gør det nemmere for alle og får trafikken til at glide mere glat. Vi behøver med andre ord ikke at bruge dyrebar tid og arbejdshukommelseskapacitet på – fra situation til situation – at tænke langt og længe over, hvad den andens intention mon er. Vi forstår den umiddelbart.

Det hjælper gevaldigt på velværet på vejene, at trafikanter kender færdselsreglerne i trafikken.

I det danske, offentlige rum har vi også visse samfærdselsregler, som vi har opøvet inden for de senere år. For eksempel lader vi passagererne i toget, der stopper ved perronen, komme ud – førend vi andre myldrer ind. Vi stiller os til højre på rulletrappen, når vi husker det – og vi ved i hvert fald godt, at det er os, der elegant skal flytte os lidt, hvis vi skulle glemme det, og gående gerne vil forbi.

Alligevel er der færdselsregler, som vi enten overser eller helt har glemt. Jeg kalder dem også for sociale færdselsregler, for ordet tydeliggør for os, at det er en form for trafik, der foregår, når mennesker går mellem og interagerer med hinanden.

‘Undskyld’, ‘undskyld mig’, ‘godmorgen’, ‘værsgo’, ‘tak’, ‘tak for sidst’ osv. Sociale færdselsregler er lette at lære, men spøjst fraværende i denne tidsepoke. Det virker, som om de er blevet sendt på pension af mange voksne i dag. Hverken de eller deres børn og unge forstår sig på at anvende de sociale færdselsregler på en respektfuld måde eller har opdaget værdien af disses afledte effekter. Jeg vil fra forskellige vinkler i kapitlet her belyse eksempler på afledte effekter, og hvorfor sociale færdselsregler kan være en vigtig investering i menneskers, herunder børn og unges, trivsel og livsmestring.

Det er en form for trafik, der foregår, når mennesker går mellem og interagerer med hinanden.

Min egen helt store ahaoplevelse omkring sociale færdselsregler fik jeg, da jeg boede i England med mand og vores børn fra 2008 til 2012. Her møder mennesker hinanden med et ‘sorry’ først, blandt andet i supermarkedet.

Hvis jeg kørte min indkøbsvogn i retning af en anden handlendes indkøbsvogn, således at vi potentielt ville støde ind i hinanden, hvis vi fortsatte banen, sagde han eller hun ‘sorry’, og så kørte begge parter ellers forsigtigt forbi hinanden med et venligt smil og øjenkontakt i stedet for. Det virkede i begyndelsen, hånden på hjertet, som en unødvendig, måske endda overdreven gestus. Hvorfor dog være én stor undskyldning for sig selv hver evig eneste dag, spurgte jeg, den nyankomne dansker, mig selv.

Men efterhånden som mit øre vænnede sig til lydtapetet, lærte jeg at værdsætte det, der dermed også blev sagt: “Jeg har set dig. Jeg passer på dig. Jeg er fleksibel. Og jeg har en god intention.” Det udviste en forbundethed, venlighed og respekt. Faktisk så meget, at jeg hurtigt tog gestussen til mig.

Foreslår jeg hermed, at vi i Danmark skal kopiere den engelske brug af ordet ‘undskyld’? Faktisk nej. Men jeg foreslår, at vi reflekterer over de afledte effekter af at have fælles, sociale færdselsregler i et samfund og i vores fællesskaber.

Måske skyldes den danske afvisning af sociale færdselsregler – ligesom med fællessang – at vores kultur forbinder dem med Den Sorte Skole; med stive regler, en hob af adfærdskrav og strenge straffe eller ydmygelser, hvis man ikke levede op til det, der var normen.

Jeg lærte at værdsætte det, der også blev sagt: ’Jeg har set dig. Jeg passer på dig. Jeg er fleksibel. Og jeg har en god intention.’

Der kan dog igen her være tale om, at vi skyller et barn ud med badevandet, bare fordi vi ikke lige synes om det badekar, det tilfældigvis sad i engang. Det gode spørgsmål er, om barnet mon ikke kan være o.k. værdifuldt i sig selv, men måske bare skal placeres i et andet badekar, det vil sige ind i en anden sammenhæng.

Lad os et øjeblik kigge på ordet ‘undskyld’. Det bruger man på tidspunkter, hvor man er kommet til at gøre en anden ondt eller har forvoldt vedkommende skade eller gene.

Med dette lille ord får man sagt og signaleret: “Jeg er ked af, at det, jeg gjorde eller sagde, gjorde ondt på dig.” Man får med andre ord givet sin empati et sprogligt ansigt. Man får også markeret, at man enten ikke havde et ønske om at skade, genere eller såre den anden. Eller at man måske nok havde en sådan intention i det pågældende øjeblik, men at man nu har fortrudt den og dens konsekvenser. ‘Undskyld’ er med andre ord et magisk lille ord, som hjælper den sociale interaktion med at flyde videre på en god måde.

Siges ordet ‘undskyld’ sjældent eller aldrig, misser du muligheden for at blive sat fri af den anden. At blive tilgivet. Den anden, der har følt sig klemt, ked af det eller vred, misser desuden muligheden for at kunne mærke din ærlige intention og derefter give sit carte de blanche til, at de involverede begynder på en frisk igen, så godt I nu evner og kan. Tilgivelse er først og fremmest en gave til den forurettede, der tilgiver. At bede om tilgivelse er en måde at løfte forurettedes status op igen efter det statusdyk, som situationen forvoldte vedkommende.

‘Undskyld’ er et magisk lille ord, som hjælper den sociale interaktion med at flyde videre på en god måde.

Når ‘undskyld’ bruges og menes, mærker vi, at vi står med en ven i stedet for en fjende. Dette gælder også i relationen mellem voksne og børn. Et undskyld efter skældud eller overdreven firkantethed viser, at en voksen også kan begå fejl og fortryde det.

Hjernens alarmklokke, amygdala, som har aktiveret hele kroppens stressberedskab, kan nu herefter slappe af igen. Amygdalas aktivitetsniveau spiller en afgørende rolle for mental (mis)trivsel – både hos børn, unge og voksne. Og ligesom resten af hjernens funktioner er amygdala formbar og ændrer sig efter, hvordan og hvor ofte den bliver brugt. Det er klart kontraproduktivt i forhold til børn og unges mentale trivsel – men også læring – at have forhøjet amygdalaaktivitet tit og ofte i løbet af en helt almindelig (skole)dag. Når amygdala ryger til vejrs, lukker pandelapperne ned.

Når ‘undskyld’ bruges og menes, mærker vi, at vi står med en ven i stedet for en fjende.

Det giver med andre ord god mening at sikre en så smidig samfærdsel som mulig i hverdagen mellem børn og unge – gerne med indsigt i hjernens spilleregler, så de forstår, hvad der er på spil mellem mennesker i socialt samspil. Så kan kræfterne i stedet bruges på at håndtere mere udfordrende sociale og kognitivt krævende situationer.

Et udtryk som ‘undskyld mig’ i social samfærdsel har en stor kraft og mange nyttige, afledte effekter. ‘Undskyld mig’ bruger vi som bekendt i situationer, hvor vi gerne vil forbi en anden på en måde, så situationen forbliver tryg og behagelig for den anden, og vi samtidig får signaleret respekt for vedkommende. Udtrykket bidrager til at bevare andre menneskers amygdala – og ens egen – i ro. Det minder os om, at vi har brug for andres velvilje og samspil. Og det inviterer til, at den anden hensynsfuldt justerer sin kropsposition eller flytter sig lidt. Det bidrager til en interaktion præget af gensidig respekt.

I mange sociale sammenhænge, ikke mindst i skolen, har en del børn tydeligvis ikke lært værdien af ‘undskyld mig’. De har også til gode at opdage, at det er et udtryk, der med fordel kan bruges flere gange om dagen. I stedet maser mange sig forbi hinanden, så samfærdslen gøres utryg, og kammerater er ved at vælte omkuld. Eller også møver de sig foran andre – uden blik for andet end deres egen bevægeretning og mål.

Helt modsat ‘sorry’erne’ i England agerer disse børn ‘kat’, som jeg kalder det: Konstante amygdalatriggere. Dels gennem adfærd, der fysisk kan true andre. Dels gennem de statustrusler, som opleves af kammerater, der føler sig ramt, overset og gjort små. Statustrusler, ved vi fra forskning, rejser lynhurtigt i sociale grupper. Når A føler sig gjort dum eller udstilles af B, øges trangen til at gå hen til C eller D senere og restituere sin status ved at ydmyge eller tryne dem. Det er skruen uden ende. Blandt andet fordi statustrusler rejser hurtigere i sociale grupper end anerkendelse gør det. De afledte effekter i børnegruppen og for klassens samspil og læring kan være betragtelige.

Udtrykket ‘undskyld mig’ bidrager til en interaktion præget af gensidig respekt.

I mangel på et vokabularium for samfærdsel kan man se visse børn stå passive og afventende for eksempel i butikker, hvor fremmede voksne står i vejen i en snæver gang. Børnene fornemmer tilsyneladende i denne type situation, at de ikke skal mase, men dette er alene en vækfra erkendelse, og barnehjernen mangler sproglig og kropslig næring til en henimod bevægelse. Når man mangler stier i hjernen for, hvad man kan sige og gøre i situationen, er det naturligt at gå i baglås.

For mange børn og unge er der en massivt tilgroet skovbund – for at blive i det hjernesmarte sprog – for så vidt angår den sociale samfærdsel. Enten har de slet ikke lært at gå på stierne. Eller også har de engang lært dem at kende, men er ikke blevet holdt fast på (værdien af) vedligeholdelsen. Forhold, der falder tilbage på os voksne. Børn udvikler sig, som de stimuleres.

Når man mangler stier i hjernen for, hvad man kan sige og gøre i situationen, er det naturligt at gå i baglås.

Man kan zoome ind på en lang række gestus indenfor social samfærdsel med gode og dannende afledte effekter:

  • At holde døren (eller en gren) for andre. Afledte effekter heraf er blandt andet, at man lærer at tænke fremad i en situation og forudsige følgevirkningerne af sine handlinger (her: at andre kan få døren eller grenen i hovedet). Denne evne er en god pandelapsaktivitet at opøve, idet den rummer både impulskontrol, risikovurdering og at se en situation fra andre vinkler end ens egen.
  • At tilbyde andre mad, førend man selv tager. Afledte effekter heraf er blandt andet, at man lærer at vente, at man gør sig ydmyg i forhold til andres behov, og at man udviser venlighed, respekt og omsorg. Jeg håber, det giver sig selv, at det næppe er sundt, hvis det hele tiden er den samme, der venter. Min pointe er, at alle børn og unge har brug for at lære både at kunne give og tage; at kunne lede og følge; at kunne skifte sociale roller fleksibelt i stedet for at være låst i en eller få rigide roller.
  • At kigge på læreren eller kammeraten, når vedkommende taler, og spille ham eller hende bedre gennem et aktivt, understøttende kropssprog i form af nik, venlige øjne og øjenkontakt. Afledte effekter af et engageret kropssprog er styrket læring (!), mens en spejling af lærerens mimik forøger forudsætningerne for at forstå, hvor han eller hun ‘kommer fra’. Desuden har man mulighed for at spille læreren og kammeraterne bedre og gøre undervisningen sjovere. Som underviser vil jeg skyde på, at jeg bliver op til 50 procent bedre, når der sidder mennesker i rummet med forstand på at give understøttende øjenkontakt og mimik og måske endda grine med hist og her eller sende en kommentar op til mig og gruppen. Dette gælder nok også lærere og kammerater.

Her er et eksempel på en øvelse fra bogen Hjernesmart pædagogik. Den lærer børn nogle essentielle samfærdselsregler, samtidig med at de opøver barnets evne til at sætte sig i andres sted. Eksemplet her er taget fra skolen, men noget lignende kan afprøves i hjemmet.

Alle børn og unge har brug for at lære at kunne skifte sociale roller fleksibelt i stedet for at være låst i en eller få rigide roller.

Der vælges en gruppeleder pr. uge, lidt ligesom klassen allerede i dag typisk har en blomstervander, en mælkehenter osv. Gruppelederens opgave er for en uge ad gangen at lede klassen på en sikker og ansvarlig måde, når den bevæger sig rundt til for eksempel bibliotek, idræt, billedkunst eller andre lokaler, legeplads el.lign. Det indebærer, at gruppelederen holder døren for gruppen, sikrer sig, at alle er med, venligt beder gruppen om at være stille, tager ansvar for gruppens adfærd, bemærker, om alle er godt ankommet, og i det hele taget prøver ledelse af i praksis. Denne øvelse giver gruppelederen en egen, kropslig erfaring med dé  at være en autoritet og skulle lede – og det styrker generelt børnenes empati og vilje til at arbejde konstruktivt sammen. Desuden opbygger børnegruppen bedre forudsætninger for at leve sig ind i lærerens situation og udfordringer som klasseleder, når de har været ‘i lederens sko’.

Man kan også i forhold til børn, der fylder rigtig meget socialt, fastholde vigtigheden af, at alle får lejlighed til både at lære at lede og at følge og dermed hjælpe visse børn til at give mere plads til andre: “Du har trænet meget lederskab i dag. Nu er det tid til at træne følgeskab. Begge dele er vigtigt at kunne i livet.”

I AFLEDTE EFFEKTER viser Anette Prehn, sociolog og tidligere formand for Stresspanelet, at nogle af nutidens ‘civilisatoriske landvindinger’ reelt kan betyde tab for vores børn og unge. Alt de gør (eller ikke gør) skaber nemlig følgevirkninger. Vi er bare temmelig blinde for dem. Derfor har vi ladet aktiviteter som læsning i trykte bøger, fællessang, ordentlige sengetider, brug af trykte ordbøger, hyppige naturoplevelser og sociale færdselsregler glide ud – trods deres vigtige afledte effekter.
Anette Prehn er sociolog, foredragsholder og forfatter til en række bøger om hjernens spilleregler, blandt andet bestselleren Hjernesmarte børn og Hjernevenner-serien.

Læs også:

Christian Ørsted: Det er ikke forandringer, der er modstand mod – det er dårlig ledelse En af de mest skadelige myter inden for ledelse er myten om, at der er modstand mod forandring. [...]

Din krop har brug for, at du bøjer og strækker den, som den er skabt til, livet igennem. Det gælder ikke mindst som årringene bliver flere og skavankerne sværere at ignorere. I dette uddrag [...]

Oplev magien ved det fermenterede køkken Glæden ved det fermenterede starter med alt det liv, der opstår i glas og krukker, når de bobler og gærer på hylder og borde. Med et flot [...]

Hvis vi skal give børn og unge de bedste forudsætninger for at trives i livet, er vi nødt til at forstå, at vores adfærd har afledte effekter. Alt det, vi gør (eller ikke gør), [...]

3 GODE TING er en simpel vane, hvor man hver dag noterer sig det, der var godt i løbet af dagen. Det handler ikke om at lukke øjnene for de negative ting, men om [...]

3 ting du helt sikkert ikke vidste om naturen. Naturen består af et net af komplicerede forbindelser, og langt de fleste af dem lægger vi mennesker ikke mærke til. Med udgangspunkt i de nyeste [...]