Af Chloé Esposito
Fra: Alvina: Skyggesøster

Mandag den 24. august 2015, klokken 8.00
Archway, London

Fra: Elizabeth Caruso <ElizabethKnightlyCaruso@gmail.com>
Til: Alvina Knightly <AlvinaKnightly69@hotmail.com>
Dato: 24. aug. 2015, 8.01
Vedr.: BESØG

Søde Alvie

Lad nu være med at ignorere mig. Jeg ved, du har fået mine sidste to mails, for jeg satte det dér modtagertjek-halløj på, så du kan godt droppe det. Med fare for at gentage mig selv: Jeg vil gerne, endnu en gang, invitere dig på besøg i vores villa i Taormina. Du vil ELSKE at være her: Villaen er fra det sekstende århundrede, originale detaljer, frangipaniduft i luften. Solen skinner hver evig eneste dag. Her er den vildeste pool. Vi bor lige i nærheden af det gamle græske amfiteater, med udsigt til Etna mod vest og det glitrende Middelhav mod øst. Hvis du kun kan klemme en uge ind – jeg ved jo, at du er slave af det hæslige job – ville det alligevel være skønt at se dig. Det er ikke til at forstå, at du ikke har mødt Ernie endnu. Han bliver større for hver dag og er som snydt ud af næsen på sin tante Alvina.

Helt ærligt: Jeg har brug for dig. Jeg trygler dig. Kom nu.

VI HAR IKKE SET HINANDEN I TO ÅR.

Jeg skal spørge dig om noget og kan ikke gøre det på mail.

Knus Beth

P.S. Jeg ved godt, hvad du tænker, og nej, det er ikke pinligt længere. Ambrogio og jeg har glemt alt om det, også selvom du ikke har. Så hold nu op med at være så stædig, og kom til Sicilien.

P.P.S. Hvor meget vejer du for tiden? Stadig lige knap 60 kilo? Størrelse 38? Jeg kan simpelthen ikke smide graviditetskiloene, og det driver mig til vanvid.

HOLD kæft, hvor er hun ulidelig.

”Frangipaniduft i luften” bla-bla-bla, ”det gamle græske amfiteater” bla-bla-bla, ”det glitrende Middelhav” bla-bla-fucking-bla. Hun lyder som værten i det dér ejendomsmæglerprogram: ”Alvina Knightly er på udkig efter en lille, fiks feriebolig i det østlige Siciliens blændende smukke kystregion.” Ikke at jeg nogensinde kunne finde på at se sådan noget.

Jeg skal helt klart ikke derned. Det lyder kedeligt, gammeldags. Jeg stoler ikke på vulkaner. Kan ikke klare varmen. Den er klæbrig. Svedig. Min engelske hud ville blive forbrændt på to sekunder – jeg er bleg som en eskimo. Du må ikke sige ”eskimo”! Jeg kan lige høre hende … Det ord bryder de sig ikke om. Det er ikke politisk korrekt. Sig hellere ”inuit”.

Jeg lader blikket glide rundt i mit værelse: tomme vodkaflasker, en Channing Tatum-plakat, en opslagstavle med fotografier af ”venner”, jeg aldrig er sammen med. Tøj på gulvet. Kolde krus te. En vibe, der ville få Tracey Emins rengøringskone til at flippe skråt. Tre mails på en uge. Hvad fanden foregår der? Hvad er det mon, hun vil spørge mig om. Jeg må nok hellere svare, ellers får jeg garanteret aldrig fred.

Fra: Alvina Knightly <AlvinaKnightly69@hotmail.com>
Til: Elizabeth Caruso <ElizabethKnightlyCaruso@gmail.com>
Dato: 24. aug. 2015, 8.08
Vedr.: Re: BESØG

Søde Elizabeth

Tak for invitationen. Jeres villa lyder absolut blændende smuk. Dig og Ambrogio, og selvfølgelig lille Ernie, er vel nok heldige at have sådan et pragtfuldt hjem, åbenbart ovenikøbet med den helt perfekte beliggenhed. Kan du huske, at jeg var den store vandhund, da vi var børn? Og nu er det dig, der har swimmingpoolen …

(og jeg har badekarret med det tilstoppede afløb).

Er tilværelsen ikke løjerlig? Jeg vil selvfølgelig vildt gerne se det og møde din skønne lille kerub, min nevø, men ligger seriøst vandret på arbejdet for tiden. August er altid vores travleste måned – det er derfor, jeg først svarer nu. Beklager.

Sig til, næste gang du er i London. Det kunne være hyggeligt lige at ses.

Albino

Uanset hvor mange gange jeg skriver mit navn, Alvina, ændrer stavekontrollen det altid til fucking Albino(måske ved den, hvor bleg jeg er, og tager pis på mig?). Jeg bliver nok bare nødt til at tage navneforandring.

Alvina

P.S. Du må endelig hilse din mand fra mig og give Ernesto et kys fra hans tante.

Send.

Elvis Presleys tvillingebror var dødfødt. Nogle mennesker er bare altid heldige.

Jeg slæber mig ud af sengen og træder ned i en pizza, jeg har efterladt på gulvet. Jeg spiste kun halvdelen i aftes, før jeg gik kold ved firetiden. Tomatsovs ud over hele foden. Et stykke salami mellem tæerne. Jeg piller kødet ud og propper det i munden, tørrer sovsen af med en sok. Tager det tøj på, jeg finder på gulvet: en nylonnederdel, der ikke er krøllet, en bomulds-T-shirt, der er. Ser mig i spejlet og rynker brynene. Argh. Jeg gnider mascaraen af øjnene, tager et strejf lilla læbestift på, reder mit fedtede hår igennem med fingrene. Bedre bliver det ikke – jeg er sent på den. Igen.

Jeg tager på arbejde.

Snupper posten på vej ud og sprætter kuverterne op, mens jeg sjokker ned ad gaden med en Marlboro i kæften. Regninger, regninger, regninger, regninger, et visitkort fra et taxifirma, en reklame for takeawaypizza. ”SIDSTE RYKKER”, ”INKASSOMEDDELELSE”, ”OMGÅENDE HANDLING PÅKRÆVET”. Gab, gab – det sædvanlige. Bliver Taylor Swift belemret med det pis? Jeg stikker brevene i hænderne på en hjemløs mand, der sidder uden for tuben: Problem løst.

Maser mig gennem mylderet, der står i kø til tælleapparatet, klasker Oyster card’et ned på læseren. Vi sjokker gennem stationen med 0,0000001 km/t. Jeg prøver at skrive et haiku inde i hovedet, men ordene kommer ligesom ikke til mig. Noget dybsindigt om en eksistentiel krise? Noget poetisk og nihilistisk? Men nej, intet. Niks. Min hjerne sover stadig. Jeg skuler olmt til reklamerne for tøj og smykker, der dækker samtlige kvadratcentimeter af væggen. Samme selvfede, airbrushede model med samme selvfede, airbrushede ansigt ser ned på mig, ligesom hun gør hver evig eneste morgen. I en reklame for modermælkserstatning mader hun et lille barn. Jeg har hverken et lille barn eller behov for at blive mindet om det. Og jeg har helt klart ikke behov for modermælkserstatning.

LÆS OGSÅ: ALVINA – Ansvarsfraskrivelse

Jeg tramper ned ad rulletrappen, maser mig forbi en mand, der fylder for meget.

”Hey, pas på!” råber han.

”Stå til højre! Fjols.”

Jeg er en stor kunstner fanget i en annoncesælgers krop, en reinkarneret Byron eller Van Gogh, Virginia Woolf eller Sylvia Plath. Jeg står på perronen og grunder over min skæbne. Der må da være mere i tilværelsen end det her? Hengemt luft strejfer mit ansigt og fortæller mig, at der er et tog på vej. Jeg kunne hoppe ud lige nu, og så ville det alt sammen forsvinde. I løbet af en time ville redderne have skrabet mig op fra skinnerne, og Northern Line ville køre igen.

En mus løber hen over skinnerne. Den har kun tre poter, men lever et liv i frihed og spænding. Heldige asen. Måske knuser toget dens lille kranium. Den når lige akkurat at pile væk. Pis.

Jeg ståsidder op ad et af de smalle sæder i enden af vognen. En mand med forkølelsessår invaderer min privatsfære. Hans skjorte er gennemsigtig af sved. Han holder fast i den gule stang over mit hoved, så hans armhule er få centimeter fra min næse – jeg kan lugte hans Lynx Africa iblandet håbløshed. Jeg læser hans Metro på hovedet: mord, stoffer, krig, en artikel om en eller andens kat. Han presser skridtet ind mod mit lår, og så tramper jeg på hans fod. Han flytter sig. Næste gang giver jeg ham sgu et knæ i skridtet. Vi holder et par minutter et eller andet sted i Londons nedre regioner og kører så videre igen. Jeg skifter tog på Tottenham Court Road. Vognen tømmer sine tarme, og vi stiger ud som formløs fæces. Jeg bliver skidt ud ved Oxford Circus.

Læs videre i Alvina: Skyggesøster af Chloé Esposito 

Læs også: