Michael Bundesen: Alt var fedt. Livet var fedt. Øl var fedt. Rock var fedt. Smør var fedt. Fedt var fedt.

Slug et askebæger, og prøv igen

FEBRUAR 1973
P. CARL PETERSENS KOLLEGIUM, SKOVSHOVED

Der var noget ved teksten, som jeg virkelig godt kunne lide.

Alle danske sangere og grupper skrev enten kærlighedssange eller protestmusik. Det her var en helt anden type tekst. Det var nærmest det modsatte af en kærlighedssang. Eller: Det var en kærlighedssang, men til musik.

»Hvis du går og tænker på at spørge mig
hvad jeg bedst ka’ li’ – ja så’ det ikke dig
heller ikke østers eller lammesteg
hva’ du end ka’ foreslå er svaret nej«.

Sådan lød det første vers i sangen om en fiktiv samtale mellem en mand og en kvinde. Omkvædet fortsatte:

»For jeg ka’ kun li’ rock
ja jeg kan kun li’ rock
og jeg kan aldrig få nok
af den fede rock«.

Alt var fedt. Livet var fedt. Øl var fedt. Rock var fedt. Smør var fedt. Fedt var fedt.

Jurastudiet gik sin gang på Københavns Universitet, og jeg bestod sådan lige vel mine eksaminer, men jeg kedede mig helt utroligt. Jeg flyttede til Aarhus i godt et halvt år og læste jura derovre, i håbet om at det ville være markant sjovere. Det var det ikke. Så vendte jeg hjem til mine venner igen. Og i fritiden fyldte musikken mere og mere.

Melodien til anti-kærlighedssangen var tyvstjålet fra Elvis’ »Jailhouse Rock«, som jeg i årevis havde sunget nede på Bak-ken, og jeg havde skrevet den danske tekst om at elske »fed rock« sammen med min gymnasiekammerat og bedste ven Jens Tage.

Vi var hjemme hos Jens Tage. Eller det vil sige: Vi var i fælles-stuen, der tilhørte Jens Tages helt vanvittige luksuskollegium med udsigt til Øresund gennem de største vinduer på Strand-vejen i Skovshoved. Den stue havde en virkelig god akustik, så vi besluttede, at det skulle være der, vi indspillede en demo til sangen »Fed rock«.

P. Carl Petersens Kollegium var et kollegium med en elegant dobbelttrappe op til hovedbygningen, der var formet som et mindre slot med fast gartner ude i den enorme have, der var fyldt med langstilkede roser og bed, som ikke måtte betrædes. Har man nogensinde hørt noget så dekadent om et kollegium for studerende? Jeg havde i hvert fald aldrig.

Alligevel følte jeg mig godt hjemme, og i perioder boede jeg også på kollegiet, når der lige stod nogle værelser ledige. Det føltes, som om Jens Tage og jeg altid spillede musik sammen. Jens Tage elskede sit klaver så meget, at han sov under det, da han senere flyttede til et mindre sted, hvor det kneb med pladsen til både seng og klaver. Han var melodisk som få, og vi havde det sjovt med musikken i de sene aftentimer, mens vi begge i dagtimerne officielt læste tykke bøger for at blive voks-ne og fornuftige.

Jeg havde en kæreste, der havde en onkel, der arbejdede som programtilrettelægger i Danmarks Radio, og det var nogen-lunde sådan, at jeg engang i 1971 nærmest ved et tilfælde hav-nede til en stemmeprøve i Danmarks Radio til et fritidsjob som radiospeaker. Det passede fint ved siden af mine jurastudier.

Jeg bestod og blev sendt videre til nogle måneders kursus i den rette udtale af forskellige ord. Det er vist ikke noget, man bruger så meget mere.

P1 kunne ikke bruge mig, men det kunne P3, der var blevet oprettet som en direkte konsekvens af den populære og ulovlige Radio Mercurs succes nogle år tidligere. Dengang havde musikpiraterne sejlet båndede udsendelser ud til søs og afspillet dem på en piratsender i internationalt farvand i Øresund. Jeg elskede at lytte med fra radioen hjemme hos mine forældre i Taarbæk, og når vi sejlede ude på vandet, kunne vi nogle gange sejle helt tæt forbi radiostationen på sendeskibet Lucky Star. Vi var vanvittigt fascinerede af det hele. Mercur var fuldstændig nyskabende for dansk radio, og fortsatte med at være det lige indtil myndighederne i sommeren 1962 under stort drama bordede Lucky Star, trak hende i land og sænkede Mercurs eventyr.

Året efter kom P3, dog kun i mono og i begyndelsen kun nogle få timer om dagen. Her fik jeg job.

Inden min morfar døde, havde han og jeg talt om en idé til et radioprogram, og det blev til »Det ville glæde mig at høre«, som jeg var vært på i noget tid, inden Mogens Landsvig over tog det og skabte en kæmpe succes. Jeg var også programspea-ker på udsendelser som »Poppunktet«, »Tretten-nul-ét«, »Fjorten-nul-ét«, »Pladescenen«, »Pladestakken« og »Natradio«, og vi spillede lige, hvad vi havde lyst til. Det var Crosby, Stills & Nash. Det var Stevie Wonder, Beatles og selvfølgelig Elvis. Der var ingen gæster eller telefoner, lytterne kunne ringe ind til og mene noget om noget. Dagens programspeaker havde bare sig selv, sin stemme og sine anekdoter om numrene. Og hvis ingen skrev breve ind til programmerne, så kunne man jo selv hjælpe på vej: »Eva fra Herning har ønsket Elvis med ‘Rock-A-Hula Baby’. Den skal hun naturligvis have. Værsgo.«

Alle prøvede at holde et tempo, der matchede Jørgen de Mylius, som dengang ubetinget var den mest populære af programfolkene, kendt for sin store musikviden og rappe hastighed. Og ellers afhang meget i et vellykket program af et godt forhold til den tekniker, der sad klar med pladerne, når man havde præsenteret musikken. Det var tre, to, én og værsgo. Der var ikke noget med at tale ind over numrene – er du vanvittig! Så fik man læserbreve og ballade fra lytterne, der jo sad og båndede numrene derude på den anden side.

En dag skulle jeg hente et eller andet oppe på P3-gangen i Radiohuset på Rosenørns Allé, da jeg tilfældigvis stødte ind i Mi-chael Hardinger. Vi var jævnaldrende og begge vildt interesse-rede i musik. Vi faldt i snak, og jeg tænkte med det samme, at  der var et eller andet vildt over ham, som slet ikke passede ind på kontorgangen på Danmarks Radio. Mange af musik-tilrettelæggerne på Danmarks Radio var godt oppe i årene, og mange af dem havde en fortid i diverse jazzbands, de kendte til musikkens finere detaljer, og det smittede alt sammen af på radioprogrammerne og den måde, de talte på. Det hele gik ret langsomt.

Men Hardinger, han var alt andet end sløv. Han var fantastisk selskab, og han gjorde lige præcis, hvad han ville. Hardinger – »Dinger«, »Dingeren«, »Dingdong«, »Ding«, han har altid haft mange kælenavne – var en ægte rock’n’roller. Glad for det poppede og melodiske, men med på hvad som helst med  en guitar. Og til tider vidunderligt bindegal.

Vi sad nede i kantinen hver eneste dag og talte om nye plader, kvinder og rejser. Det var sådan umiddelbart de tre vigtigste emner i vores start-tyver-liv.

Hardinger var ansat som redaktionssekretær for Eva Ree, der havde været den første kvindelige journalist i DR og nu var chef for P3. Han hjalp hende med alt muligt praktisk og havde også ansvaret for at redigere de mange læserbreve, der kom ind til Mylles radioprogrammer, når der var afstemninger. Og så var det Hardinger, der skrev nyhedsbreve til programfolkene om nye plader. Kort sagt var Hardingers job at vide alt om tidens musik. Og det gjorde han. Overalt omkring ham lå der nye plader, musikblade, og man hørte ham altid sige sæt-ninger i retning af: »Du skal lige høre den her.« Eller: »Har du hørt den her?« Hvis man vækkede ham midt om natten, ville han givetvis have fuldstændigt styr på den aktuelle placering af »Summer Breeze« med Seals and Crofts på de amerikanske og britiske hitlister.

Hardinger havde selvfølgelig også været til Beatles-koncerten i K.B. Hallen i 1964, men hvor jeg havde siddet nede bagved med min morfar, så var Hardinger helt oppe lige foran scenen.

»Jeg var så tæt på, at jeg kunne have stemt Lennons guitar,« sagde han.

Der var vanvittigt meget energi i Dingeren, og på Café Apoteket ved Hellerup Station eller over en stak øl på Diligencen i Vangede fortalte han med store armbevægelser om sine vilde nætter som guide i Spanien, hvor han i Club 33 – en kendt rejseklub for Ving Rejser – holdt styr på unge gæster, musik, øl og  kvinder.

Mens Hardinger havde været guide i Palma i september 1971, havde han mødt en gammel ven hjemme fra Sjælland, der  havde en af sine kammerater med på slæb. Kammeraten var en galning af et energibrag, der hed Poul Meyendorff. Over ad-skillige øl og under indtagelse af godt guitarspil havde Poul og Dingeren væltet alle de lokale spillesteder, og Poul havde taget det på sig at hive Dingeren hjem fra Mallorca, så de kunne lave et rockband og gi’ den danske musikscene et spark. Der vente-de en revolution lige rundt om hjørnet, og så kunne Dingeren jo ikke løbe rundt og fikse hoteller og hjælpe chartergæster, der havde tabt deres pung i løbet af natten. Nixen, han skulle bare på et fly.

Poul kendte i Danmark en gut ved navn Gunnar Hall Christensen, der aldrig hed andet end »Bosse«. Han kunne spille trommer. Og Dingeren kendte Niels Grønbech – Niller – der kunne spille bas. De fire endte med at danne bandet Passport.

I begyndelsen af 1973 udgav Passport deres første single »Tomorrow« på den danske afdeling af pladeselskabet BASF. Et engelsk uptempo rock’n’roll-nummer, hvor Hardinger og Meyendorff begge sang om ikke at ville høre på kvindernes problemer, de ville bare knalde, og så skulle alt nok blive godt i morgen:

»Don’t you tell me how you feel
If you don’t feel alright
I don’t want to get involved«.

Og så videre i den dur. B-siden hed »Everything’s wrong«, og begge numres tekst og musik blev tilskrevet Hardinger.

Jeg så Passport til nogle koncerter, og jeg kom til at kende Hardinger, Meyendorff, Bosse og Niller ret godt. De havde en god energi, men mest af alt var de virkelig sjove at være sammen med, når de øvede ude i deres øvelokaler i Vandtårnet i Gentofte.

Hardinger og jeg havde på dette tidspunkt lavet lidt ballade, lidt musik og lidt jingler til P3-programmet »Åbent Hus«, der blev sendt søndag eftermiddag. Ren og skær for sjov. Vi havde blandt andet omskrevet Birthe Kjærs »Jeg går aldrig til bal uden trusser« til »Jeg går aldrig til bal uden briller«. Det var den tone.

Værten på programmet hed Benny G. Jensen, og jeg  havde en dag vist ham sangteksten, som Jens Tage og jeg havde skrevet til »Fed rock«, og spurgt, om det måske var noget. Jo, jo, helt sikkert, han ville gerne smide den med i programmet, hvis vi bare kunne finde et eller andet sted at indspille den. Det besluttede vi os så for at gøre i den fashionable kollegiefællesstue med den gode akustik. Det blev Passports første officielle bandmøde med Jens Tage og mig. Vi kom alle sammen slæbende med vores udstyr, og min ven Michael Elo – alle hed åbenbart Michael dengang – havde en firespors-båndoptager med og sørgede for alt det tekniske.

Hardinger satte sin forstærker og guitar op inde i stuen, mens vi flyttede Bosses trommer ud i køkkenet. Bosses insisterende slag larmede så ufatteligt meget, at vi ganske enkelt var nødt til at flytte ham til et andet lokale. Det begejstrede ikke ligefrem resten af kollegiets beboere, der i en udtalt pro-test blev ved med at vaske op og støvsuge. De klirrede med tallerkenerne, og den dybe baslyd fra støvsugeren kom selvfølgelig med på optagelserne. Men herregud, det var pænt skramlet i forvejen.

Elvis’ melodi gav vi en ekstra takt og lidt mere tempo. Anslaget var helt afgørende. Guitar og trommer på samme tid og så to lange riff.

Jeg gik frem til mikrofonen og begyndte at synge:

»Hvis du går og tænker på at spørge mig
hva’ jeg bedst kan li’ – ja så’ det ikke dig«.

Jeg kom jo fra de grønne områder godt nord for København, og jeg både talte og sang ret affekteret af en rock’n’roller at være. Så »spørge mig« lød i virkeligheden mere som »spørge mæij«.  Og »så’ det ikke dig« blev til »så’ det ikke dæij«. Det var ikke helt så rock’n’roll, som det kunne være.

»Du må sluge et askebæger og så begynde forfra,« sagde Hardinger. Så brød vi sammen af grin.

Jeg prøvede igen:

»Jeg har hverken tv eller dollargrin
heller ikk’ en villa med en kælder fuld af vin
alle mine penge går til pladeindustrien
og ingen har en pladesamling større end min
og den er fuld af rock«.

Det var vist den eneste gang, der blev indspillet rock på P. Carl Petersens Kollegium. Men det var skidesjovt. Hardinger spillede den mest fantastiske guitarsolo, vi skreg af grin, og så drak vi tusind øl, mens vi hørte demoen igen og igen.

Fed rock, mand. Det var et fedt nummer.

Vi ville i virkeligheden gerne leve af musik alle sammen, men det var jo umuligt i Danmark, så optagelserne af »Fed rock« var bare for sjov. Det ville under alle omstændigheder ikke være den her slags musik, man kunne leve af. Det var vi fuldstændig overbevist om. Vores gennembrud ville komme på engelsk under navnet Passport, så vi skulle lynhurtigt finde et andet navn til vores lille sideprojekt med »Fed rock«. Vi overvejede navnet Rock-Robert og Robotterne, og det var ret tæt på at blive til noget, men det nedlagde jeg altså veto imod.

Da nummeret blev spillet i »Åbent Hus«, hev Benny G. Jen-sen fat i noget, der lidt lå i luften i den tid. Måske kunne vi hedde det, som koret altid sang i Elvis-sangene: Shu-shub-bi-du-bi-du. Eller noget i den retning. Det var bare sådan en ting, man sagde. Det var en lyd, der flød virkelig godt i munden. El-vis sang det. John Mogensen havde nogle år forinden indspillet »Fut i fejemøjet«, hvor han til sidst halvt sang og scattede »shubidubi, shubidua«. Og vi sang det selv i koret i omkvædet på »Fed rock«.

Som de sagde i radioen i marts 1973, da Benny G. Jensen i »Åbent Hus« præsenterede »Fed rock« for første gang: »Her er vores studiegruppe. Vi plejer at kalde dem Shu-Bi-Dua.«

Okay. Så hed vi det.

Mandagen efter vores radiodebut med »Fed rock« ringede telefonen på chefgangen på P3. En del af Hardingers job på Danmarks Radio var at tage imod lytterhenvendelser, og han var på arbejde den dag. Først var det en lytter, der ville høre, hvor man kunne købe »Fed rock«. Det kunne man desværre ikke, forklarede Hardinger. Så var der nogen, der ville høre, om P3 i det mindste ikke kunne spille sangen igen i radioen, så de kunne optage den. Dem kom der flere af. Og så var der pludselig et lidt uventet opkald: Et pladeselskab ringede og spurgte, hvem der havde lavet det dér nummer med rocken, der var fed.

»Det har jeg blandt andet,« svarede Hardinger.

Senere ringede flere plademennesker, og Hardinger kontaktede begejstret alle os andre med beskeden om, at nogle pladeselskaber åbenbart havde hø i hovedet og tilsyneladende ville lave en rigtig indspilning af nummeret.

»Fedt!« sagde vi så. Hvad skulle man ellers sige?

Vi lavede en aftale med pladeselskabet Polydor om at udgive én single, og nogle få uger senere indspillede vi en ny og bedre version af »Fed rock« i Rosenberg-studiet på Dortheavej i Københavns Nordvestkvarter. Jeg gjorde mit bedste for ikke længere at synge »mæij« og »dæij«.

Producer Per Stan var bagmanden hos Polydor, og han kunne alt. Han stod for indspilning, marketing og skøre indfald. Han var fantastisk, og han fik stor betydning for Shu-Bi-Dua –  vi valgte uden store overvejelser at beholde det bandnavn.

Vi indspillede også sangen »Tynd blues«, der var b-side og et rigtigt dårligt nummer, for nu at sige det, som det er. Det kan jeg godt tillade mig at sige, for det var mig, der skrev nummeret.

»Skal man være neger for at synge ‘the blues’, ja, i så fald er det her en klam fidus,« lød den første sætning. Det ville man næppe indspille på en plade i dag.

På singlens cover var der billeder af 11 forskellige mennesker. Et par enkelte var os fra bandet, men vi tilføjede også et billede af min daværende kæreste Marianne, et af Jens Tages veninde og et af Per Stan – det hele var lidt en joke, og først ville vi helst ikke have vores rigtige navne frem. I pressemeddelelsen skrev Polydor, at »dette er en usædvanlig dansk single, som ikke desto mindre hører til de mest originale og spændende, som er udsendt i lang tid.« Ingen grund til at forsøge at undersælge.

»Fed rock/Tynd blues« blev udsendt af Polydor med udgivelsesnummeret 2054079, og to udgivelser senere som nummer 2054081 fik Passport lov til at udgive singlen »Change of the guards/Highway of living« – den første med Jens Tage og mig som medlemmer af Passport.

Efter indspilningerne tog Hardinger til Italien for at være destinationsleder for godt 20 små hoteller i Rimini-området. På den måde var der egentlig ikke tænkt yderligere kapitler for Shu-Bi-Dua.

Det var for sjov. Men derfor kunne vi jo godt tænke os at få sangen ud i radioen og i pladebutikkerne, når den nu var blevet ordentligt indspillet. Hardinger havde fra sit job på P3 ret godt kendskab til, hvor mange postkort der skulle til for at komme med på de lytterbestemte hitlister på Danmarks Radio, så vi købte en ordentlig stak postkort med Den Lille Havfrue og alt muligt forskelligt og skrev »Jeg stemmer på Fed Rock« med kuglepenne i varierende farver og med skiftevis højre og venstre hånd. Vi fik fætre og kusiner til at køre rundt og smide dem i postkasser overalt på Sjælland, og enkelte tog endda en stak med på færgen til Fyn og Jylland. En gang imellem må man give skæbnen et lille skub.

Vi kom på ottendepladsen på Dansktoppen med »Fed rock«, da vi blev testet i radioen i maj, og så begyndte medierne også at undre sig over det band, der kaldte sig Shu-Bi-Dua. Berlingske Tidende skrev for eksempel: »For øjeblikket kan man opleve, at en usædvanlig plade befinder sig på Dansktoppen. Det er ‘Fed rock’, og den er usædvanlig imellem de mange klichefyldte sange på den populære radioliste ved både sin hårde rytme og sit humoristiske indhold. En plade på Dansktoppen, der ikke skal tages dødsensalvorligt, det er noget nyt.« Ekstra Bladet bemærkede også, at der nu for første gang var »Rock på Dansktoppen«.

I sommeren 1973 kravlede vi op ad Danmarks Radios Top 30. Vi toppede i juni på plads nummer 14.

Frederiksborg Amtsavis skrev, at »Fed Rock« var »en af de plader, som man følger med spænding på dens vej op og ned ad hitlisten, fordi den er på dansk, og fordi den larmer på en iørefaldende melodi.«

Med en guitar i hånden havde jeg min tv-debut i programmet »Musikalske venner« på Danmarks Radio i sommeren 1973, og det gav noget opmærksomhed. I et avisinterview sagde jeg, at jeg – trods mine år som folkesanger i Quacks – havde beslut tet mig for at gå en ny vej.

»Jeg går og drømmer om at lancere en ny rock-stil – den satiriske og glade rock. Den mangler vi herhjemme.«

Polydor og Per Stan havde tillid til os, og de lod os spytte plader ud. Jeg lavede i eget navn singlen »Min kone og min mor«, der konkluderede, at det var bedre at satse på sin mor end  på en hustru:

»En kvik fyr si’r: ‘Hvad med det seksuelle
der ka’ det her for pokker ikke gælde?’
Men hør nu her, jeg var en tur i Skotland
da jeg kom hjem, var konen rendt med en flot mand
hvad hjælper det så at man har en brud
når hun bare tænker på at skeje ud?
Men en mor er der ingen der ta’r
hun er din – og hende ved du altid hvor du har«.

Det var nemme rim.

B-siden hed »Weekend« og var skrevet af Michael Elo, men ingen af de to sange fangede an. På få måneder havde jeg udgivet musik under Shu-Bi-Dua, Passport og i eget navn. Jeg spillede på alle tænkelige heste, men ingen af dem kom ud af startboksen.

Men over sommeren skete der noget pudsigt. Singlen med »Fed rock« til 12,50 krone begyndte at sælge. Den kravlede langsomt op ad hitlisterne, blev spillet i radioen, og bookere ringede og ville have Shu-Bi-Dua til at give koncerter. Der var bare ikke noget band. Vi havde et hit – uden at have et band. Hardinger holdt styr på svenskere, der gik grassat i Italien, jeg skulle fortsætte mine studier på jura, og de andre stod ligesom heller ikke bare og ventede på livet. De havde allerede gang i andre bands, nye projekter, uddannelser.

Og så fulgte en række lidt tilfældige begivenheder, der ændrede alt. Poul Meyendorff var blevet ramt af ulykkelig forelskelse, og han spurgte Hardinger, hvad han skulle gøre.

»Kom dog herned,« sagde Hardinger, og 20 timer senere stod Poul i Italien og var trist. Egentlig skulle det bare have været en kort ferie med kærestesorg, men mens Poul festede sig rask igen – det kan man altid gøre, hvis man er ramt af ulykkelig kærlighed, tro mig, jeg ved det – så lykkedes det ham at overtale Dingeren til at vende tilbage til Danmark og forsøge sig som rockstjerne endnu en gang. Hvis Poul Meyendorff ikke var røget i ulykkelig kærlighed, så havde Hardinger formentlig tilbragt nogle flere år sydpå, og så var Shu-Bi-Dua aldrig blevet til mere end en single.

Hardinger landede i København i september, og hvor vi med »Fed rock« havde kopieret Elvis, så var tiden nu kommet til Beatles. Vi tog »Twist and Shout« og lavede teksten om til »Stærk tobak« over en god kasse øl.

»Nu skal I høre hvad vi godt ka’ li’
stærk tobak
for det er noget, der er klodser i
stærk tobak«.

Jeg var virkelig ikke meget til pot, hash eller andre former for stærk tobak. Jeg havde prøvet hash en enkelt gang, men det sagde mig ikke noget. Det var dog ikke helt stemningen i bandet, og bare fordi man ikke var aktiv bruger af den slags, så kunne jeg jo sagtens synge om det.

»Vi kører natten lang
med øl og hornmusik
og henad morgenstunden bli’r der tid
til lidt kvindegymnastik«.

Og sørme om ikke også »Stærk tobak« blev et mindre hit.

Vi tog op i mine forældres sommerhus for at feste, og så  havde vi vores første store koncert dagen efter – vistnok et sted på Fyn. Men vi var lidt uenige om retningen for det her Shu-Bi-Dua-band. Passport havde spillet meget i Jylland i weekender-ne, og jeg var ikke så interesseret i at spille på alle mulige små klubber og kroer. Jeg gad ikke rigtigt spille de koncerter, hvor man skulle spille tre gange 45 minutter og blev nødt til at spille andres sange. Jeg ville ud og spille med vores egne sange i »det store format,« som jeg selvbevidst sagde. Altså: Vi skulle have flere sange, vores eget repertoire.

Næste dag stod de alle klar ved bilen, da jeg kom ud af sommerhuset.

»I kan bare tage til Fyn og spille, så bliver jeg her og rydder op, det skal I ikke tænke på,« sagde jeg, mens alle de andre stod og måbede. Og sådan gik det til, at jeg gik glip af Shu-Bi-Duas første koncert.

Da bandet ankom til idrætshallen på Fyn, spurgte arrangøren: »Nå, hvem af jer er så Michael Bundesen?« Hvortil Hardinger og Poul Meyendorff svarede i munden på hinanden:

»Det er mig«. Og så havde de bare sunget lidt begge to. Der var jo ingen, der kendte os, så det gik forholdsvis uproblematisk.

Det fik jeg usandsynligt meget røg for i de efterfølgende år:

»Du skal ikke høre på Michael, han ved ikke noget, han gik glip af vores første koncert. Han vil jo kun spille i det store format …«

Han var ”Bonden”, forsangeren for hele Danmarks Shu-Bi-Dua. Men også Michael, der aldrig lod ugebladene komme tæt på. Nu fortæller MICHAEL BUNDESEN for første gang, hvorfor han i årtier holdt privatlivet for sig selv og ikke inviterede danskerne ind bag hækken i villaen nord for København. Dette er den ufortalte historie om bagsiden af berømmelsen. Og om den dag i 2011, da to blodpropper tog Michael Bundesen væk fra de danske scener og sluttede eventyret Shu-Bi-Dua. Bogen er dog først og fremmest en begejstret beretning om tiden i 70’erne, 80’erne, 90’erne og 00’erne med vanvittig, eksploderende energi i drengeklubben Shu-Bi-Dua. Nationalbandet, der skabte nogle af vores mest elskede sange, mens de bag scenen flere gange var på randen af totalt kollaps.
Find bogen her

Læs også:

Michael Bundesen: Alt var fedt. Livet var fedt. Øl var fedt. Rock var fedt. Smør var fedt. Fedt var fedt. Uddrag af Alting har en ende Af Michael Bundesen, fortalt til Kaare Sørensen [...]

Allan Olsen: Det kan klinge hult og frelst at tale om tolerance. Men der var faktisk en del af det dengang på Christianshavn. Man kunne se rockstjernen stå og tale med pædagogen og revisoren. [...]

Fire mænd på et loft »Klaveret var et naturligt samlingspunkt, når vi mødtes på tværs af skuespillerskolens årgange. Vanen tro var det en person fra årgangen over mig, som dikterede sangene. En slank, [...]

Rebelske piger: Beyoncé Uddrag af Godnathistorier for rebelske piger 2 Af Elena Favilli & Francesca Cavallo Sangerinde, sangskriver og forretningskvinde Født d. 4. september 1981, USA Beyoncé var seks år gammel, da hendes far [...]

OPERATION CONSTANT »Sagen mod den svenske terrorgruppe har været den mest alvorlige i Danmark, hvis du ser på professionalismen, planlægningen, og hvor tæt vi faktisk var på, at et omfattende terrorangreb blev gennemført.« [...]

Kære Zoe Uddrag af Kære Zoe Ukhona Af Pelle Hvenegaard Det hele startede faktisk også med, at jeg stod og ventede. Ventede på kvinden i mit liv og nu [...]

2018-11-07T10:53:26+00:00