Allan Olsen: Det kan klinge hult og frelst at tale om tolerance. Men der var faktisk en del af det dengang på Christianshavn. Man kunne se rockstjernen stå og tale med pædagogen og revisoren.

Den kroniske skyldfølelse

Min filmsucces kulminerede i midten af 1980’erne, samtidig med at jeg var i fuld gang med at drikke mig ihjel.

Det er den triste opsummering. Men mens jeg var midt i det, havde jeg svært ved at forstå, hvilket skråplan jeg gled fuldstændig ukontrolleret nedad.

Min druk tog især til i perioden, hvor jeg var sygemeldt på grund af arbejdsskaden med min finger. Jeg havde pludselig god tid, og ligesom dengang jeg ankom til Silkeborg for at lave ‘Mig og Charly’, kunne jeg ikke finde ud af andet end at blive beruset.

Under min sygemelding opgav jeg at begrænse mit forbrug på hverdage. Jeg begyndte at stive mig selv af med en Tuborg hver morgen. I løbet af en arbejdsdag røg der fire-fem øl ned, og så skulle jeg lige forbi et værtshus efter arbejdstid. Jeg sugede flere øl i mig, og så skiftede jeg til en stribe glas med Tequila Sunrise. Jeg fik en Baileys og begyndte at forhandle med mig selv om, hvorvidt det nu var nok. Eller om jeg ikke lige kunne slutte med et par gin og tonics. Omsider kunne jeg stavre hjemad.

Tidligere havde fredag til søndag været ensbetydende med weekenddrikkeri, opkastning og elendighed. Men den weekendbarriere blev fuldstændig nedbrudt. Jeg tog forskud på weekenden om torsdagen, så om onsdagen – og til sidst kunne der gå fuldstændig hærg i den både mandag og tirsdag. Hvis chancen bød sig.

Hjemmet trak ikke i mig. Jeg flyttede med Helle til en anden bolig på Christianshavn, i Bådsmandsstræde, og lejligheden var i en sørgelig forfatning. Faldefærdig, med deletoilet på trappen og ragelse i opgangen. Der var iskoldt om vinteren, og fugten drev ned ad væggene.

Alligevel var der noget romantisk over Christianshavn dengang i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne. Det var et centrum for dansk kultur, og jeg kunne mærke suset.

Det var livligt og festligt at være midt i den brogede forsamling af mennesker, der strålede af karakter og sjove idéer. Der var fritgående landsbytosser, som i dag ville have fået et diagnose-stempel i panden og være gemt af vejen i en beskyttet bolig eller på et behandlingshjem. Der var fyldebøtter og stofpåvirkede, som strejfede omkring og skabte sjov og postyr i gaden.

Det kan klinge hult og frelst at tale om tolerance. Men der var faktisk en del af det dengang på Christianshavn. Man kunne se rockstjernen stå og tale med pædagogen og revisoren. Hvis de blev afbrudt af en overrislet fyr, som kom slingrende ud fra et værtshus, tog man det i stiv arm. Men jeg vil slet ikke glorificere det miljø og den tid, for der var også mange svigtede børn og letkøbte venstreorienterede paroler. Især på Christiania udviklede det store sociale eksperiment sig til masser af vold og svigt.

Der var 15 værtshuse på Christianshavn, da jeg boede der i begyndelsen af 1980’erne, og der var stuvende fuldt fra morgenstunden.

Dengang kunne man få understøttelse uden at blive aktiveret. Der skulle ikke så mange penge til, for man kunne få billige lejelejligheder med petroleumsfyr og lokum i baggården.

Så der var frit spil for arbejdsløse kunstnere og evighedsstudenter. De sad og hang på værtshusene og bolværket dagen lang.

Det var typen, som Gasolin’ sang om i den fede ‘Pilli Villi’. Ham, der er ‘marxistisk metodist og gammel garvet salonsocialist’:

Op på palisaderne
Op og ned ad gaderne
På knejperne i stræderne
Der sidder Pilli Villi mand
Og frelser det ganske land

Gasolin’ var egentlig ret modig i den sang. Det var en satire over den røde politiske ensretning i det kreative miljø. Gasolin’ var meget mere folkelig og skeptisk overfor alt det revolutionære ævl fra dovne værtshusprofeter.

Men det var bestemt ikke kedeligt, og kreativiteten overtrumfede det meste. Teatret Solvognen blev for eksempel meget toneangivende, og flere af de mennesker, der var med, kom til at præge det danske kulturliv mange år frem i tiden. Det kreative miljø blev dengang også professionaliseret, selv om det ikke var noget, man talte højt om.

Da jeg kom til Christianshavn første gang i slutningen af 1970’erne var der et stort engagement. Men der var også mange kunstnere, som ville have penge for det, de lavede. Det, syntes jeg, gav mening. Jeg var jo selv håndværker. Jeg var, som min far, ikke glad for dagdrivere, der levede af andres penge.

Jeg blev meget præget af den professionelle kunstneriske tankegang og var tiltrukket af helt at forlade den typiske og konventionelle tilværelse med fast job, ferie og pension. Det var fristende med frihed til at skabe, rejse og gøre, som jeg ville.

Netop Gasolin’ blev en stor inspirationskilde. Musikerne havde vist, at de kunne leve på en sten, når der ikke var indkomster. De havde langsomt bidt sig fast og fået en sammenhængende karriere og gode indkomster. De rømmede ikke havnen, så snart den første succes ankom.

Jeg var meget inspireret af de mennesker, som lavede nogle spændende ting, og som vægtede friheden langt højere end luksuslejligheder og fede biler. De ville skabe noget, som kunne vokse naturligt og organisk fra det sted, de kom fra. Jeg begyndte at komme til fester i ‘6’eren’, som Gasolin’-opgangen blev kaldt lokalt. Jeg lærte også Franz Beckerlee fra bandet at kende. Han boede i Overgaden oven Vandet, og jeg lavede ruder for ham som glarmester. Guitarist Thomas Grue blev en god ven. Han havde haft stor andel i Kim Larsens mesterlige soloalbum ‘Værsgo’ fra 1973.

Jeg lyttede vildt meget til Gasolin’ som ung. Kim Larsen havde noget nær gudestatus for mig.

En dag mødte jeg ham minsandten hos cykelsmed Ole Frø i Dronningens gade.

Han kiggede på mig med åbent gab og smilede.

‘Nå, der har vi stjernen,’ sagde han.

Han roste mig endda for mit filmarbejde. Jeg var for en gangs skyld mundlam.

Der stod Kim Larsen, og så kaldte han mig for stjernen!

Det var den omvendte verden.

Men Helle kendte jo også musikerne fra Gasolin’. Det var et lille univers på havnen. Da selveste Kim Larsen klappede mig på skulderen, gik det dog alligevel op for mig, at min egen verden allerede var blevet meget større.

Det skulle udnyttes. Selv om jeg klarede min svendeprøve til perfektion, vidste jeg, at det kun var et spørgsmål om tid, før jeg ville droppe glarmesterfaget og satse 100 procent på skuespillet.

Min tid hos Mogens Neuchs var slut. Han havde ikke tradition for, at lærlinge fortsatte som glarmestersvende i firmaet. Mogens rettede ryggen og lignede igen en urørlig sergent i hæren. ‘Det er ud af klappen og videre,’ sagde han kontant. Det var det helt rigtige for mig.

Jeg landede hurtigt et nyt job i firmaet Zederkop i Istedgade 109 ved Enghave Plads. Der fik jeg på ny en aftale om, at jeg kunne få fri til film-jobs, når det blev nødvendigt. Men faktisk meldte der sig en chance for en tjans på et teater i stedet. Det var Hans Kragh-Jacobsen, der stod bag en af Danmarks første musicals for unge med musik af Kasper Winding og Stig Kreutzfeldt.

Musicalen på Bellevue Teatret hed ‘Frit fald’, og det var jo på en måde en overskrift for mit eget liv. Men jeg fandt mit antabuspulver frem og tog mig sammen. En rutine, jeg allerede havde prøvet før, når der skulle præsteres på film.

Men antabussen kunne ikke kurere mine manglende musikalske evner, og jeg var med god grund nervøs, da jeg skulle til audition. I salen sad Hans Kragh-Jacobsen og Kasper Winding og ventede optimistisk. En pianist begyndte at spille, og jeg gav en kattejamrende udgave af The Beatles’ ‘Yesterday’. Kasper Winding så lidende ud og bad mig ‘gå en tone ned’. Jeg anede ikke, hvad det betød, så jeg hvinede i stedet i skinger falset som en gammel kælling.

Hans Kragh-Jacobsen holdt sig for ørerne.

Jeg fik alligevel en mindre rolle i stykket, fordi jeg havde den rigtige ungdommelige energi og et navn, der kunne trække publikum til.

Jeg skulle ikke synge og danse særlig meget, og det var skønt at opleve det kollektive arbejde på teatret. Jeg nød også stemningen om aftenen med masser af tilskuere, for selv om stykket fik blandede anmeldelser, strømmede publikum til, især de unge. Det var rock’n’roll og uforpligtende underholdning, og alle havde det skægt.

Jeg var dog endnu splittet mellem at være håndværker og skuespiller, og det flagede jeg med på en lidt ufrivillig komisk facon. Jeg insisterede nemlig på at rende rundt til prøverne i en uklædelig T-shirt med indskriften ‘Glarmesterfirmaet Zederkop’. Så kunne de fine kulturfolk lige lære det. Jeg syntes stadig, at det var nødvendigt at demonstrere mit tilhørsforhold, og da jeg blev valgt til tillidsmand, vågnede fagforeningsinstinktet i mig. Jeg pustede mig op til diverse møder, men opnåede ingenting.

Da jeg fandt ud af, at der skulle spilles forestilling den 1. maj, lugtede jeg en kærkommen rød mærkesag. Den dag mente jeg, at teatret skulle holde lukket, for det var jo den internationale kampdag. Alle i ledelsen kiggede måbende på mig. Men da de fleste jo var lyserøde og politisk korrekte, ville de ikke helt skyde mit forslag ned. Det endte med at komme til afstemning blandt de medvirkende, og stort set alle viste sig at være fuldstændig ligeglade med 1. maj. Jeg har aldrig siden tilbudt mig som tillidsmand.

Jeg fik også meget andet at tænke på, for der kom pres på fra alle sider. Jeg blev indbudt til nye filmroller, og i privaten gik det rigtig skævt med Helle.

Vi var blevet uvenner til en fest, og senere stod en fyr og kurtiserede hende. Jeg var voldsomt fuld og gik direkte hen og gav ham et knytnæveslag i ansigtet.

Fyren anede muligvis ikke engang, at Helle havde en kæreste. Det viste sig, at han var ansat i DR, og jeg hørte et rygte om, at han var blevet sygemeldt efter mit overfald. Jeg kunne være blevet anklaget for vold. Jeg slap. Men mit renommé fik endnu en bule.

Så snart jeg droppede antabussen, skiftede jeg karakter fra den gode Dr. Jekyll til monstret Mr. Hyde. Jeg drak, opførte mig ofte tåbeligt på værtshuse og overholdt ikke mine aftaler med Helle. Hun blev rasende, og der var skænderier og gråd. Egentlig var vi vilde med hinanden, men vi kunne ikke finde en måde at være ordentlig sammen på. Det var stormfuldt og forbitret. Mine impulsive lyster gik forud for alt andet. Jeg gik gerne på druk mod at få ti skideballer retur. Mit selvbedrag blev sat i system. Jeg skulle jo bare lige have en bajer, så kom jeg hjem igen. Siden blev planen løbende revideret. Det var jo fedt at hænge ud, og nu var jeg lige faldet i hyggelig snak. Jamen så kunne det da ikke skade med et par enkelte til. Og når nu jeg alligevel stod til en skideballe, så lige en til. Jeg ramte floden mod beruselsen og mærkede, hvordan mit greb var sluppet. Så var der ingen vej tilbage. Når min brandert satte ind, følte jeg mig vægtløs og midt i en skummende lykke. Senere meldte den dårlige samvittighed sig, og så kom den flæbende bondeanger.

Jeg havde alle de klassiske adfærdsmønstre, som jeg siden er stødt på masser af gange i mit nuværende job som misbrugskonsulent: At alkoholikere ender i et spind af anger og skyld, som de vikler sig mere og mere ind i – i takt med at alkoholmisbruget tager til.

Det begynder ofte med et lavt selvværd og en ensomhedsfølelse, som man drikker for at dæmpe. Man føler sig stivet af og bedre i stand til at tackle tilværelsen. Ens situationsfornemmelse ryger til gengæld fuldstændig, når man bliver voldsomt fuld. Så er det, at man for eksempel rejser sig op midt i et møde og siger en masse storskrydende sludder. Eller at man fører sig frem på en helt overgearet måde til en børnefødselsdag og ender med at dele kagen i to med et karateslag. Eller man siger noget til andre, som sårer dem dybt. Den dårlige samvittighed tårner sig op, og man forsøger at dække over sig selv. Man vil gøre nærmest hvad som helst for at skjule, at man er ude af stand til at styre sit drikkeri, og at man er blevet dybt afhængig af alkohol. Alkoholikere gemmer flasker rundt omkring i boligen, drager fra værtshus til værtshus og lyver for andre og sig selv. De moralske tømmermænd er ofte meget værre end de fysiske, og da man er bange for igen at dumme sig, er man nærmest konstant på vagt og i en stress-situation. Den eneste kur er at tage et stort selvopgør. På den måde kan man få skylden og skammen ud af sit liv og blive et andet og bedre menneske.

Men som ung var jeg slet ikke i nærheden af at gennemskue den slags sammenhænge. Jeg blev stadig mere selvfornægtende og psykisk ude af balance, og min krop vænnede sig til at blive udsat for en uhyggelig forgiftningsgrad.

Min ustabile opførsel overfor Helle resulterede i, at vi holdt en pause. Men vi fandt sammen igen, da vi fik en ny lejlighed, som var en ren luksushybel i forhold til den gamle. Den lå i et nybyggeri i Dronningensgade – også på Christianshavn. Det gav os et pusterum og en god base i en periode.

Jeg tog fat på en række nye film, og i to af dem fik jeg til opgave at spille narkoman. Først i Erik Clausens film ‘Felix’, hvor en ensom pensionist leder efter en kat, der egentlig ikke findes.

Jeg var optaget af at ramme narkomanernes kropssprog og omgangstone. Så jeg tog hen til de steder, hvor de samledes på Vesterbro og Nørrebro. Jeg holdt mig lidt i periferien og sad og iagttog dem. Mange havde en særlig rastløs og stivbenet måde at gå på. De snøvlede og brugte mange af de samme udtryk.

Jeg begyndte at øve mig på min egen figur. Mit hår blev bleget hvidt, og så var jeg klar til scenen, hvor jeg var på rov og blev fanget af en privatdetektiv spillet af Poul Bundgaard.

Flere af narkomanerne, jeg havde set, kunne blive voldsomt følelsesladede. Jeg spillede rollen meget ømskindet, som en stakkel, der går helt i panik. Narkomanen hulker og pisser i bukserne. Der var nok også meget af mig selv i den scene, for jeg kendte alt til stangvisne stunder, hvor min selvkontrol var helt væk.

Også ‘Forræderne’ fra 1983 afspejlede ret godt, hvordan jeg havde det. Det var afgjort en af de mest kaotiske og dramatiske film, jeg har medvirket i. Det gjaldt både filmens indhold og omstændighederne, da vi lavede den.

Ole Roos instruerede, og jeg spillede sammen med blandt andre Sanne Salomonsen og Ole Meyer. Jeg kendte Ole særdeles godt, og vi havde på mange måder et parallelt forløb.

Han var med i ungdomsfilmene ‘La’ os være’ (1975) og ‘Måske ku’ vi’ (1976). Vi spillede sammen i ‘Johnny Larsen’, hvor han virkelig gav den overbevisende som en kokset trækkerdreng. Han var fremragende.

Ole Meyer og jeg i en scene fra ‘Johnny Larsen’. Ole leverede en fantastisk præstation som vennen Hans. Foto: Vibeke Winding

Modsat mig fik Ole noget skoling som skuespiller, for han gik en periode på Statens Teaterskole.

Mens vi lavede ‘Forræderne’, havde både Ole og jeg ryggen mod muren i filmen og i virkeligheden. Vi spillede to Frikorps Danmark-afhoppere, der i 1945 forfølges af både frikorpset, tyskerne og modstandsbevægelsen.

Ole spillede rollen, så hans karakter fremstod som et rent nervevrag. Men det var også tilfældet med ham selv, skulle det vise sig. Han havde et skrøbeligt sind, og han fik en psykose undervejs i indspilningen, da han var på en smuttur til Amsterdam. Han måtte indlægges. Det var muligvis udløst af vores flittige brug af kokain, hvilket var et ret nyt stof for mig dengang. Vi tog det løbende i forbindelse med arbejdet på den film. Ole var kun 24 år, da han blev psykiatrisk patient.

Vi drak og festede alt for meget, og oveni havde vi et meget dysfunktionelt forhold. Vi var som to kamphaner, der hele tiden udfordrede hinanden. Der kørte konstant en pingpong af mobbende og drillende bemærkninger. Det kunne være morsomt til tider, men andre gange blev det rigtig giftigt. Forskellen på os var, at jeg var vant til en rå omgangstone fra glarmesterfirmaet og ungdomsklubben. Ole havde sværere ved at ryste ondskabsfuldhederne af sig. Kort fortalt vandt jeg rivaliseringen – også karrieremæssigt – og Ole tabte.

Han tabte alt for meget. Han gik helt ned og havde i årene efter svært ved at finde sig selv og opretholde en karriere som skuespiller.

Ole og jeg var en del af et ungt mandligt filmslæng, der kendte hinanden rigtig godt, og som alle havde været med i Rumle Hammerichs afgangsfilm fra Filmskolen. Den hed noget i retning af ‘Det grønne i roquefort og det hvide i camembert’. Gutterne var Johnny ‘Belmondo’ Olsen, Ole Meyer, Bo Løvetand og så mig. Vi sås meget privat, og vi var et kulørt team. Vi opførte os ret aparte og havde det rigtig sjovt. Det blev til en masse historier med druk og pigejagt. Men under den muntre overflade var der en glødende konkurrence mellem os.

Nogle af de andre spillede biroller i de film, jeg fik størst succes med. Andre roller, som jeg takkede nej til, endte Ole med at spille. Sådan er det bare i filmverdenen, hvor nogle skuespillere kommer til at dominere voldsomt i en periode.

Det er klart, at jeg siden har haft dårlig samvittighed over, at jeg måske var medvirkende til, at det smuldrede for Ole. Det hører dog med, at jeg aldrig fangede signalerne om, at han var så langt ude. Så havde jeg nedtonet drillerierne. Men Ole var også klar på at gå længere ud ad planken, end jeg var. Det siger ikke så lidt. Når vi drak om aftenen forud for en optagelse, der skulle finde sted tidligt næste morgen, forstod jeg lige præcis at falde omkuld i sengen omkring midnatstid. Men Ole dalrede først i seng kl. 4 i en kæmpebrandert. Han skulle op fire timer senere. Og filme.

Vi tog kokain mange gange i løbet af de tre måneders optagelser. Det blev til sidst en for stor psykisk belastning for ham. Ikke mindst fordi ‘Forræderne’ også var fysisk opslidende for os at indspille. Vi rejste meget rundt i landet, og de to forfulgte fyre i filmen strider sig igennem det ene vinterlandskab efter det andet. Oveni har Ole nok været bekymret over, om jeg stjal opmærksomhed med min rolle. Til sidst gik han ned. Han forsvandt, blev indlagt, og vi måtte fuldføre resten af filmen ved at lave lidt om på de scener, der manglede.

På et punkt vandt Ole vores interne rivalisering: Han var klart den bedste af os i ‘Forræderne’, som jeg synes blev en rigtig god film. Han spillede eminent i en stribe scener, hvor han var så tændt, at han næsten satte ild til lærredet.

Senere fik han mindre roller, blandt andet i tv-serien ‘Taxa’ i slutningen af 1990’erne. Kort før udgivelsen af denne bog døde Ole. Han blev kun 59 år.

Det er langtfra usædvanligt, at en filmskuespillers karriere med tiden tager et dyk. Og det er utrolig svært at slå igennem på et marked, hvor der laves et begrænset antal store film og tv-serier. Der er brug for relativt få medvirkende, og producenterne kappes om at få de mest kendte navne. Det var vi fuldstændig klar over som unge skuespillere, og det tvang os ud i en vild rivalisering. Jeg brugte selv taktikken fra skurvognen med at prøve at tage den psykiske føring med sarkastiske og spydige bemærkninger. Når jeg tænker tilbage på det, synes jeg egentlig, at de vilkår, vi kæmpede under, var nådesløse. Vi var alle unge fyre med store drømme, og jeg ved, at der sidder mange forsmåede mennesker tilbage blandt mine jævnaldrende kolleger.

Jeg er oprigtig ked af, hvis jeg har været med til at skubbe nogen ud over kanten med min grove skræmmetaktik. Det var uklædeligt, og sådan ville jeg aldrig opføre mig i dag.

Mit liv rodede på alle planer, og mens jeg lige netop kunne holde sammen på min karriere, var mit privatliv helt håbløst. Mit forhold til Helle var slidt op. En dag samlede jeg mit tøj og smed det i to plastikposer. Så forlod jeg lejligheden og vendte aldrig tilbage.

Jeg fik lov til at bo hos en glarmesterkollega på Nyelandsvej. Heldet var med mig, da jeg hørte om en nystiftet andelsboligforening, der lige præcis havde én ledig lejlighed.

Der blev trukket lod, og ‘Allan Olsen’ dukkede op af hatten.

Jeg havde sikret mig en lejlighed i Prinsessegade 22, st. tv. Den var rørende billig og kostede kun 425 kroner om måneden. Jeg havde 60 kvadratmeter at brede mig på. Jeg fandt selvfølgelig også hurtigt ud af, at der kun var 13 skridt fra min seng til billardbordet på Kafe Falken lige ved siden af.

Omkring det tidspunkt valgte jeg at kappe den sidste line til min arbejderklassebaggrund. Jeg opsagde mit job som glarmester for helt og holdent at koncentrere mig om at være skuespiller.

Det var blevet for hårdt at forene de to fag, og i årenes løb havde håndværkerjobbet også spændt ben for tilbud, jeg gerne ville have sagt ja til.

Jeg var alligevel usikker på, om jeg gjorde det rigtige. I den periode følte jeg mig ofte ensom, efter at det var slut med Helle. Men jeg kompenserede ved at genoptage mit vilde ungkarleliv med tilfældige affærer i nattelivet og uendelige mængder alkohol.

En dag fulgte jeg en impulsiv idé om, at jeg ville høre The Rolling Stones i Sverige. På busturen mødte jeg to livlige og sjove piger. Dem morede jeg mig med i Sverige og senere i København, hvor vi mødte deres fælles veninde, som jeg blev meget interesseret i. Berit var sød, og vi blev kærester.

Jeg var nu fuldstændig alkoholiseret, og det kom til at præge vores forhold. Jeg vekslede mellem synd og anger, og jeg var patetisk i begge roller. Angeren meldte sig efter endnu en weekend med kamikazedruk, der kunne føre mig rundt til stort set alle værtshuse på Christianshavn med afstikkere til andre bydele.

Jeg havde ikke overholdt mine aftaler, og jeg havde opført mig som en idiot. En enkelt gang lykkedes det mig endda at blive anholdt. Der var hashrazzia i Sofie Kælderen, og jeg provokerede en jysk betjent så groft, at jeg blev lagt ned på brostenene, fik håndjern på og endte i detentionen. Jeg endte også som underholdningsstof i Ekstra Bladet.

Søndagene lå jeg brak. Jeg svedte, græd og havde det forfærdeligt. Så undskyldte jeg overfor alle. Men når trangen igen overmandede mig i midten af ugen, begyndte jeg at forhandle med mig selv. Det kunne gå helt galt efter tre øl i Sofie Kælderen. Sådan var den frygtelig onde cirkel, jeg traskede rundt i. Den stod på kronisk dårlig samvittighed, manglende selvværd og ynkelig opførsel.

Det eneste, der kunne slukke for elendigheden i en kort periode, var, hvis jeg drak.

Min antabus kunne jeg slet ikke selv administrere længere. Når jeg prøvede, snød jeg mig selv, og mit selvbedrag var efterhånden højt udviklet. Jeg begyndte derfor at besøge et alkoholambulatorium på Forchhammersvej. Der kontrollerede de, at jeg fik min antabus i den rigtige dosis, når jeg skulle lave film- eller tv-arbejde.

Derfor lå det egentlig også lige til højrebenet, at jeg endnu en gang skulle spille narkoman, denne gang i Kim Larsens og Erik Ballings ‘Midt om natten’, der blev en gigantisk succes i 1984. Jeg spillede karakteren Spacy, og det er en rolle, rigtig mange husker mig for.

Da jeg tidligere kom til fester i Gasolin’s hovedkvarter på Christianshavn, var Kim Larsen sjældent med. Så jeg havde ikke talt meget med ham bortset fra den ene gang, jeg mødte ham hos cykelsmeden. Han gik sine egen veje. Det var først omkring ‘Midt om natten’ vi tilbragte nogle timer sammen, hvor vi gik rundt på Christianshavn. Vi fik samtidig snakket over nogle øl på et par værtshuse.

Jeg kom lidt ind på livet af ham. Men Kim var meget privat og reserveret. Jeg kunne mærke, at der var en grænse for, hvor hjerteligt det kunne blive. Det var helt o.k. Jeg respekterede ham som en kæmpe kulturpersonlighed, der i dag nærmest er endt som danefæ. Han lagde dog selv meget afstand til stjernedyrkelse, og han talte ikke så meget om sig selv. Han kunne til gengæld hidse sig gevaldigt op over en række yndlingsaversioner. Jeg mødte ham engang inde i byen, hvor han sad og spiste Mariekiks sammen med sine børn, og der rasede han over, at byen var blevet plastret til med så mange reklameskilte.

Erik Balling var mere rolig og nede på jorden. Men han blev alligevel helt forskrækket, da han så mig, kort før vi skulle begynde optagelserne til ‘Midt om natten’.

‘Du ser alt for godt ud, Allan!’ udbrød han.

Jeg havde rejst rundt et par måneder i Portugal, så jeg var meget solbrændt, da jeg kom hjem.

Jeg skulle jo spille en narkoman, der var langt ude, og noget af det sværeste på film er at sminke solbrændte til at ligne blege mennesker. Men min charterkulør aftog noget, før jeg skulle ind foran kameraet.

Turen havde gjort mig godt. Ligesom mange af de andre rejser jeg foretog i løbet af 80’erne. Jeg var på en vild rejse til Afrika med min tidligere kæreste Helle, Poul Nesgaard, Elith ‘Nulle’ Nykjær, Flemming Quist Møller og hans kone. Jeg var senere i New York og Florida, og sammen med min nye kæreste, Berit, på en fantastisk sejltur fra Guadeloupe til Bermuda og Azorerne. Når jeg rejste, blev jeg så stimuleret af de mange oplevelser og indtryk, at min alkoholtrang blev voldsomt dæmpet.

Men da jeg kom hjem fra Portugal, vendte jeg desværre hurtigt tilbage i alkoholismens triste hamsterhjul, og da jeg indspillede ‘Midt om natten’ støttede jeg mig igen til antabus.

Undervejs gik det alligevel galt.

Vi skulle skyde scenen, hvor narkomanen Spacy tager ‘den ud i det blå’, som Larsen synger i titelsangen til filmen. Spacy er hoppet ud ad et vindue og ligger med hovedet nede i asfalten. Det skulle optages ved midnatstid i Sverrigsgade på Amager, og der var en livlig kulisse med brandbiler og politi med blinkende lygter. Jeg havde brugt ventetiden på at drikke. Balling skævede noget til mig, da jeg kom dalrende.

Jeg havde virkelig forberedt mig på rollen.

Jeg var døddrukken.

Erik Balling ville også have mig med i detektivserien ‘Anthonsen’, der blev sendt på DR i 1984-1985.

Den er helt sin egen og bliver stadig ofte vist i fjernsynet. Der var etablerede navne både foran og bagved kameraet. Ove Sprogøe spillede den lidt distræte og permanent forkølede privatdetektiv, og jeg var hans dynamiske hjælper og sidekick. Elin Reimer spillede sekretæren frøken Nyborg. Elin fortsatte nogenlunde stilen fra sin rolle som kokkepigen Laura i ‘Matador’ med en blanding af kronisk bekymring og stor hjertelighed.

Succesduoen Erik Balling og Henning Bahs stod bag, og de nappede en del af stemningen fra ‘Olsen Banden’ og ‘Huset på Christianshavn’.

Kim Larsen bidrog med den fint fløjtende titelmusik. Da historierne også var sjove, burde den jo være hjemme. Men det blev kun til fem afsnit. Serien floppede ikke ligefrem, men den slog heller ikke rigtig an. Jeg var blevet stillet en del mere i udsigt, for der blev talt om, at serien måske kunne komme til at løbe i mange sæsoner.

Men måske var der alligevel noget bedaget over den også på det tidspunkt, hvor den kom. Tempoet i film og på tv var opadgående i MTV-æraen, der var i fuld gang. Den er et godt eksempel på, at det aldrig er muligt at skabe en garantisikker succes, selv om førende kræfter i branchen er sat på opgaven.

Jeg gik fra den ene yderlighed til den anden. Fra at spille rebelsk narkoman og privatdetektiv til rollen som dannet og pæn student. Det var i filmatiseringen af Klaus Rifbjergs roman ‘Den kroniske uskyld’, og der følte jeg mig noget på udebane.

Men det var intet imod den overraskelse, min kæreste kom med en dag derhjemme.

‘Ved du hvad,’ sagde hun. ‘Jeg er gravid!’

Jeg var noget konfus. Men da jeg kunne se, hvor lykkelig Berit var, faldt jeg ind i rollen som den glade far og sagde: ‘Wouw, jeg skal være far.’ Reelt var jeg forvirret og havde svært ved at forholde mig til det. Det var på en måde abstrakt. Jeg kunne udelukkende koncentrere mig om det, der lå lige foran. Jeg hoppede fra tue til tue. Så egentlig fortsatte jeg bare med arbejdet og lukkede af for alt andet.

Indspilningen af ‘Den kroniske uskyld’ gik egentlig ret smertefrit. Men der var mange underlige vinkler på den film.

Det, jeg selv hæftede mig ved som noget af det første, var, at jeg skulle spille sammen med Helle Fastrup, som jeg havde været kæreste med få år forinden. Jeg skulle endda have en sexscene med hende. Instruktør Edward Fleming ville gerne have hende med, og jeg tvang mig selv til at håndtere det så professionelt som muligt. Det gik også fint, og det var godt, hun fik rollen. Helle spillede fremragende som den fortabte Inger, og hun var måske den mest overbevisende i filmen.

Vi indspillede dele af filmen i koncert- og turnéarrangør Arne Worsøes villa i Øster Sandbjerg i Nordsjælland. Der skulle jeg lave en scene med Susse Wold, som så skøn og sexet ud. Men det var jo desværre ikke mig, hendes figur havde interesse i. Jeg skulle i stedet modtage en ordentlig lussing fra hende.

Jeg sagde til Susse, at Jens Okking allerede havde tævet og tyranniseret mig i mange scener. Blandt andet i ‘Mig og Charly’ og ‘Slægten’. Så hun skulle bare labbe mig en. Det kom jeg godt nok til at fortryde. Hun gav mig sådan en sviende lussing, at der var et aftryk af hendes hånd på mit ansigt bagefter. De fik travlt i sminken.

Jens Okking slog også til, men han gjorde det på en eller anden måde mere kontrolleret.

Hvis Susse Wold havde problemer med at leve sig helhjertet ind i sin rolle som femme fatale, så gjorde hun det i hvert fald til fulde, da hun langede mig en på hovedet.

Hun tog siden kraftig afstand til sin rolle og hele filmen. Det, synes jeg, er lidt mærkeligt. Hendes karakter er ganske rigtig noget tegneserieagtig. Men det fremgik jo klart af manuskriptet. Hvis man ikke kan stå inde for en rolle, kan man jo sige nej tak. Jeg synes også, at det er underligt at Klaus Rifbjerg kritiserede manuskriptet. For mange af hans kunstige og gammeldags replikker var netop bevaret i filmen. Det var faktisk en af de svagheder, vi unge skuespillere kæmpede med. Til gengæld tager jeg hatten af for, at Rifbjerg ikke gjorde det til en stor og krukket konflikt, men at han bare sagde: ‘O.k., så lav den!’

Måske skulle ‘Den kroniske uskyld’ have været indspillet som en periodefilm fra 1950’erne – i stedet for at vi rendte rundt i vores pastel-farvede 80’er-ungdomstøj og talte, som man havde gjort 30 år tidligere.

Men alt det tror jeg ikke nagede instruktør Edward Fleming. Han var en excentrisk fyr, som ikke gad det med at instruere.

Det virkede, som om det kedede ham.

Han ville bare have scenerne i kassen så hurtigt som muligt, så han kunne komme hjem. Og så glædede han sig sikkert til premieren, hvor han kunne stråle og føre sig frem. Det var sært at opleve en så uengageret instruktør. Det har jeg ikke prøvet før eller siden.

Edward Fleming havde også en besynderlig karriere, hvor han både havde været akrobatisk nøgendanser i Paris, spillet småroller i en masse film, og herhjemme blev han blandt andet kendt som velklædt gorilla i Olsen-banden-film. Men han instruerede også mange folkelige og populære film, og på trods af kritik fra mange sider ramte ‘Den kroniske uskyld’ virkelig plet. Den solgte 600.000 billetter, og romanen og filmen bruges stadig i danskundervisning i gymnasiet.

Edward havde respekt for mig, fordi jeg havde været med i så mange film. Men da vi holdt møde forud for indspilningen, sagde han, at han ville forfine mit sprog til rollen. Så jeg fik taleundervisning hos skuespiller og sanger Gerda Gilboe, som var en ældre dame dengang. Hun analyserede også en del af bogen for mig. Hun kunne forklare, at min karakter Janus sikkert havde fået navn efter Janus-guden med de to hoveder, og at det kunne symbolisere splittelsen i figuren. Janus vil jo både være åh så loyal – men samtidig har han nok en skjult længsel efter selvstændighed. Det var Gerda Gilboe, der indførte mig i bogen. Jeg blev aldrig selv begejstret for den. Hele universet virkede fremmedartet for mig.

Jeg følte mig mere hjemme i den hjertelige socialrealisme. Gerdas sproglære og hendes Holger Fortolker-indsats kunne heller ikke ændre på, at mange af replikkerne var kluntede og tunge. Den var især helt gal i nogle af de linjer, jeg skulle indtale som fortællerstemme til filmen. Jeg havde blandt andet denne replik: ‘I to var solen, og jeg var drabanten, der kredsede om jer. Jeg hørte også til. Og tanken gjorde mig så glad, mit hjerte begyndte at banke så højt, at jeg syntes, det overdøvede musikken.’

Men jeg er godt tilfreds med min præstation under de svære omstændigheder. Jeg synes, at jeg fik det ud af min rolle, jeg kunne.

De mange danskere, der så filmen i biografen, fik jo også en oplevelse. Historien greb mange unge, som kunne spejle sig i den universelle historie om at prøve at finde sin identitet, om venskab, om sex og om tragedie. Jeg kunne bruge noget af min egen usikkerhed og kejtethed i min figur Janus, som er ekstrem sensitiv og passioneret. Jeg kunne genkende det med at være fascineret af en anden verden. Tores mor er jo kunstmaler i historien.

Edward Fleming havde desværre en arrogant facon overfor Thomas Algren og Simone Bendix, der spillede henholdsvis Tore og Helle. Han talte grimt til dem, og det blev for meget. Jeg påtalte det på et tidspunkt, og det mildnede stemningen lidt. Jeg var jo pludselig den erfarne, så jeg gjorde mit bedste for at hjælpe dem på vej, når nu Edward ikke gad instruere dem. Jeg tænkte på dengang, jeg selv havde været helt grøn i faget. Så jeg følte en god portion solidaritet med Thomas og Simone, som var uprøvede.

Thomas fik også afsmag for filmbranchen og opnåede senere i stedet succes som virksomhedsejer. Han havde svært ved at tackle opmærksomheden bagefter, da mange unge piger rendte efter ham.

Jeg har selv siden undret mig lidt over, at jeg ikke associeres med den film, selv om den blev så stor rent kommercielt. Det er utrolig sjældent, jeg har hørt nogen sige, at de husker mig som Janus i ‘Den kroniske uskyld’. Det er Charly, Fimpe, Spacy og Orla Frøsnapper, de fleste husker mig for.

Jeg tror, man mere mindes selve filmen, end os der spillede med i den.

Efter at have afsluttet optagelserne klovnede jeg rundt på flere måder. Helt bogstaveligt, for jeg havde faktisk fået job som en slags klovn i Cirkus Arena, hvor jeg lavede skøre påhit mellem numrene og var sprechstallmeister. Jeg tog med cirkuskaravanen landet rundt, og så slap jeg jo også for at skulle konfronteres med det ansvar, jeg havde derhjemme som kommende far.

Da jeg vendte hjem til min højgravide kæreste, smuttede jeg lige ned på værtshusene i kvarteret og blev hængende. Helt karakteristisk kom Berit ned på Sofie Kælderen for at hente mig, da hun havde fået veer. Vi ringede til hospitalet, og de bad os vente lidt. En time senere tog vi en taxa til Hvidovre Hospital.

Jeg var stadig fuld, og det forstærkede den voldsomme spænding og forventning, jeg pludselig følte strømme igennem mig. Måske var det først der, det gik op for mig, at jeg skulle være far.

Berit bad mig om at ringe til sin søster, og jeg nåede selvfølgelig lige at bede søsteren om at tage en Gammel Dansk med, så vi kunne fejre. En alkoholiker glemmer aldrig sin afhængighed.

Tidligt om morgenen den 27. februar 1985 blev vores datter født. Jeg var dybt lykkelig og taknemmelig. Jeg var den første, der gav hende tøj på. Berit og vores lille datter måtte dog blive på hospitalet til observation, fordi babyen havde gulsot. Men jeg fik at vide, at der ikke var grund til bekymring.

Så tog jeg selvfølgelig på druktur, hvor jeg fortalte alle om min lille datter.

Hun kom til at hedde Malou, og jeg følte en helt naturlig fars kærlighed til hende. Men der var en kæmpe ubalance i vores lille familie. Jeg skændtes med Berit, min druk fortsatte, og jeg var væk det meste af tiden.

En dag blev jeg ringet op af selveste Helle Virkner, som dengang var en af direktørerne på ABC Teatret. Hun overtalte mig til at spille en komisk rolle i stykket ‘Bare tæer i parken’ i sæsonen 1985/86.

Det var et folkeligt teater, og det lød godt i mine ører. Det var min første rigtige teaterrolle, og jeg spillede en kæk telefonmontør. Det var i selskab med Birgitte Raaberg, Ernst Meyer, Bendt Rothe, Helle Virkner og Martin Miehe-Renard. Der var en dejlig familiær og ukrukket stem-ning på teatret, og jeg kunne ligefrem føle traditionen fra Kjeld Petersen og Dirch Passer. Jeg nød, når jeg nærmest blev løftet af et latterbrøl fra de 600 gæster i salen.

Efter premieredagen kunne jeg i Ekstra Bladet læse, at Marguerite Viby havde kaldt min præstation for ‘mageløs’, og det var en hæder uden lige fra en af landets største revyskuespillere gennem tiderne.

Udadtil var jeg en succes. Men i virkeligheden var jeg på flugt fra min familie. Jeg var ikke bare en drukkenbolt, jeg var også en elendig far.

Så når jeg kunne slippe hjemmefra, slog jeg til med det samme. Martin Miehe-Renard, som jeg havde arbejdet med på ABC, tilbød mig en stor rolle i julekalenderen ‘Jul på slottet’, som han skrev sammen med Finn Henriksen. En dag kom han og afleverede et manuskript med 24 afsnit til mig, og jeg fik rollen som nissen Fimpe. Jeg var vild med figuren. Det var sjovt med den omvendte ordstilling, den spøjse gangart helt nede i knæene og sødmen og uskylden.

Vi skulle filme i et studie i Aarhus. Dermed var jeg tilbage på Hotel Royal, hvor jeg havde sovet rusen ud, da vi lavede den rædselsfulde film ‘Charly og Steffen’. Jeg glædede mig til arbejdet og til at komme væk fra alle mine problemer. Vi filmede intensivt i tre uger. 12-14 timer i døgnet, bortset fra i weekenden, hvor jeg tog et fly hjem. Vi var kun fire med-virkende på settet. Mine nisseforældre, spillet af Ole Thestrup og Ellen Winther Lembourn, og Finn Nielsen, som skulle være nissen Mirko.

Jeg var klar over, at jeg ikke måtte gå ned på druk for anden gang i Aarhus. Jeg var på antabus og doserede det selv. Det var en stor fordel for mig, at vi arbejdede så koncentreret og så mange timer hver dag, for det gjorde det umuligt for mig at pimpe i smug.

Ellen Winther Lembourn var meget elskelig. Men hun havde det svært med det travle program og de mange scener, vi skulle have i kassen. Indimellem blev hun noget befippet, og så måtte vi berolige hende og love, at vi nok skulle skrue ned for tempoet. Finn Nielsen var især god til at skabe en rolig og afslappet atmosfære. Finn er en herlig fyr, og ham lærte jeg at kende helt tilbage på ‘Mig og Charly’-filmen, hvor han gav den overbevisende som den oversmarte fotograf på avisen.

Selv i friweekenderne fra optagelserne kontrollerede jeg nogenlunde mit drikkeri.

Men Ole Thestrup holdt sig til gengæld ikke tilbage. Han fik endda rigtig meget. Det var o.k. med mig. Jeg syntes, at han var festlig, og jeg var imponeret over, at han kunne spille så godt, selv når han var gevaldig overrislet. Men Finn Nielsen blev noget irriteret, når han skulle agere tæt på Ole, som lugtede langt væk af Gammel Dansk.

Ole fortalte siden i et interview, at han dengang dagligt drak en flaske Gammel Dansk, 20-30 bajere, og så supplerede han med 50 kodimagnyler og fem stesolider. Det var utroligt, at han kunne klare det. Men i længden gik det jo heller ikke. Ole Thestrup kunne slet ikke tøjle alkoholen. Han blev få år senere berygtet for episoden, hvor han blev sat af et Boeing 747-fly på vej mod Los Angeles. Han gik amok, da personalet ville slukke hans cigaret, og piloterne valgte at lande flyet i Canada, hvor Ole blev anholdt.

Han var ellers et meget venligt og godt menneske, og jeg lærte ham allerede at kende i 1983, hvor han også var med i ‘Forræderne’. Han var en stor skuespiller med et enestående komisk instinkt. Publikum elskede ham virkelig. Men han havde samme brist som mig med alkoholafhængighed og store problemer med at styre sit temperament og sit sind, når han blev fuld. Da han var i en af sine værste livskriser, kørte han rundt på må og få på Nørrebro. Han valgte at lukke øjnene, slippe rattet og kørte direkte ind i en mur. Han fik dog kun skrammer, men derefter valgte han at gå i behandling og holde sig helt fra sprut. Jeg var rigtig glad for, at han blev ædru og var AA’er de sidste tyve år af sit liv. Han døde desværre af kræft i 2018.

‘Jul på slottet’ blev til i en meget svær periode for mig, men jeg kunne trøste mig med, at min præstation i serien var klar og skarp, og jeg gjorde også mit allerbedste. Jeg kom aldrig til at lave scener med Hanne Stens-gaard, der spillede Prinsesse Miamaja, eller med Jens Zacho Böye, der var helten Valentin. Dem traf jeg først, da julekalenderen blev præsenteret.

Det var også interessant, at skaberne af DR-julekalenderen rettede fokus mod provinsen og brugte mange skuespillere fra Aarhus Teater. Man kan sige, at det var en befriende pause fra al københavneriet. ‘Jul på slottet’ blev rigtig vellykket og eventyrlig, og den blev et børnehit. Den har sin egen Facebook-fangruppe, som presser på for flere genudsendelser.

Når julekalenderen vises igen, opnår den høje seertal. Det særlige ved ‘Jul på slottet’ er, at den lever op til sin titel. Den er utrolig julet. Der indgår et smukt slot, vinterlandskaber, en prins, en prinsesse, nisser og gode og onde mennesker. Det hele hang godt sammen med et gedigent manus, flot musik og professionel iscenesættelse. DR valgte at følge projektet helt til træets grønneste top med et rekordstort budget.

Senere har jeg læst, at der er nogle løjerlige detaljer omkring jule-kalenderen. Hanne Stensgaard, som var uddannet på Skuespillerskolen ved Aarhus Teater, løj sig seks år yngre for at få rollen som prinsessen. Senere fik hun sceneskræk og droppede skuespilleriet. Hun blev en slags erotik-ekspert og var direktør på Museum Erotica og blev også foredragsholder.

Jens Zacho Böye blev påvirket af den enorme opmærksomhed. Han havde svært ved at komme videre fra sit fastlåste image som prinsen og fik ikke en karriere i den brede offentlighed. Sådan kan det ende for skuespillere, der oplever kæmpe succes med en bestemt type rolle. De bliver husket for én særlig præstation. Jeg har selv prøvet at stå i en bus, hvor der var en flok børn på tur med deres pædagog. En dreng fik manga-store øjne, da han fik øje på mig. Han hev pædagogen i ærmet og udbrød skrækslagen: ‘Orla Frø-frø-frøsnapper!’ Jeg var spottet, og jeg var livsfarlig. Det nyttede ikke noget, at jeg prøvede at smile og give tommel op til den lille fyr.

Sådan kan man simpelthen blive ét med en rolle i nogle menneskers opfattelse. Op på hesten, kan man sige, og Jens Zacho Böye fik da også siden en lang og god karriere på Aarhus Teater, hvor publikum lærte ham at kende som meget andet end den kønne julekalenderprins.

Det hele klappede med ‘Jul på slottet’. Men julefesten sluttede, da arbejdet var forbi. Så flyttede nissen som altid med.

Jeg havde fået smag for den vilde flugt fra virkeligheden. Men min næste ‘Time Out’ skulle blive en af min karrieres værste filmoplevelser.

Skuespiller ALLAN OLSEN kunne være død af druk allerede i sin tidlige ungdom. Men som 33-årig gav han et ultimativt løfte til sig selv og sin familie: Han ville aldrig drikke mere. Det løfte har han nu holdt i 25 år. I Jeg tog en anden vej fortæller han åbenhjertigt om sin nedtur. Om en vanskelig barndom og ungdom. Om kriminalitet og resocialisering. Men også om den fantastiske skuespillerkarriere, der begyndte, mens han endnu stod i lære som glarmester, og hvor han har fejret 40 års jubilæum.
Find bogen her

Læs også:

Michael Bundesen: Alt var fedt. Livet var fedt. Øl var fedt. Rock var fedt. Smør var fedt. Fedt var fedt. Uddrag af Alting har en ende Af Michael Bundesen, fortalt til Kaare Sørensen [...]

Allan Olsen: Det kan klinge hult og frelst at tale om tolerance. Men der var faktisk en del af det dengang på Christianshavn. Man kunne se rockstjernen stå og tale med pædagogen og revisoren. [...]

Fire mænd på et loft »Klaveret var et naturligt samlingspunkt, når vi mødtes på tværs af skuespillerskolens årgange. Vanen tro var det en person fra årgangen over mig, som dikterede sangene. En slank, [...]

Rebelske piger: Beyoncé Uddrag af Godnathistorier for rebelske piger 2 Af Elena Favilli & Francesca Cavallo Sangerinde, sangskriver og forretningskvinde Født d. 4. september 1981, USA Beyoncé var seks år gammel, da hendes far [...]

OPERATION CONSTANT »Sagen mod den svenske terrorgruppe har været den mest alvorlige i Danmark, hvis du ser på professionalismen, planlægningen, og hvor tæt vi faktisk var på, at et omfattende terrorangreb blev gennemført.« [...]

Kære Zoe Uddrag af Kære Zoe Ukhona Af Pelle Hvenegaard Det hele startede faktisk også med, at jeg stod og ventede. Ventede på kvinden i mit liv og nu [...]

2018-11-05T10:01:23+00:00