9 bøger til klimatosser og naturelskere
There is no Planet B. Som de fleste nok har bemærket, er den grønne omstilling for alvor kommet på dagsordenen. Med den svenske klimaaktivist Greta Thunberg i spidsen strejker børn og unge fra skolerne, og Pia Kjærsgaard har for nyligt givet “klimatosserne” skylden for DFs dårlige valg.
Her er 9 bøger til alle jer klimatosser og naturelskere derude.
Tænk, hvis man kunne skære sit forbrug ned til det halve og arbejde halvt så meget. Uden at flytte ud på en ø og blive selvforsynende, uden at gå på kompromis med hverken gode råvarer eller børnenes fritidsinteresser.
Her er den personlige fortælling om, hvordan Nanna Hyldgaard Hansen og hendes mand gjorde netop dette. I løbet af et år rydder de op i alt unødvendigt i deres liv: Tøj og ting bliver solgt, og pengene investeret i aktier. Den solrige charterferie i Grækenland bliver byttet til et hus i Tyskland med lige så meget sol, men langt færre omkostninger for bankkontoen og klimaet – og en unødvendigt stresset hverdag bliver omsat til et liv med familie, forbrug og arbejde i balance.
Bogen er inddelt efter måneder og fyldt med enkle sparetips og konkrete hverdagsråd. Lige til at gå til, så du kan leve for mindre og få mere tid til det, der er vigtigt.
NATURLIG CLEANING er din guide til en bæredygtig og zero waste-rengøring med naturlige produkter, du selv kan lave. Til dig, der vil nyde et rent og lækkert hjem uden at gå på kompromis med bæredygtighed og økologi.
Konventionelle rengøringsmidler er fulde af kemi og parfume, som bruges overalt i hjemmet. Denne bog hjælper dig med at indføre en mere naturlig rengøring af dit hjem, hvor du også minimerer dit forbrug og får en mere bæredygtig livsstil. Det bedste af det hele: de fleste ingredienser har du allerede i dit køkkenskab!
NATURLIG CLEANING byder på simple rengøringsmidler som et enkelt og effektivt vaskepulver, genanvendelige vådservietter eller vinduesrens, som ikke giver dig dårlig klimasamvittighed.
Fortællingen om en bevægelse, hvor små, grønne fingre og store, innovative tanker går hånd i hånd.
Med udgangspunkt i skolehavekonceptet Haver til Maver viser DYRK LIVET en ny vej hjem til naturen. Til tryghed og utrolighed – der hvor livet knirker og vibrerer af vitalitet og lyst. Kom med ud i haven, op i træerne og vær med til at grave helt ned i mulden for at genfinde jordforbindelsen. Det er den kommende generation, der skal videreføre det grønne engagement – tiden er ved at være moden.
Gennem 10 kapitler kommer læseren med ud i mulden, når medstifter af Haver til maver og Aarstiderne, Søren Ejlersen, udbreder sin skolehave-mission og inviterer ind i sin verden, hvor magi og nærhed regerer.
Vil du spise grønnere, skifte kødet ud med planter en dag om ugen, om måneden eller måske helt undvære det? Det er både sundt for dig og godt for klimaet.
Måske har du overvejet det, men er i tvivl om, hvorvidt du vil blive mæt nok – få proteiner nok – og om det smager godt? Bælgfrugter er en god grøn kilde til protein – bønner, linser, kikærter m.fl. – men der findes et væld af varianter og muligheder, også i kornsorter. Det kan være hestebønner, hirse, boghvede eller de lidt mere eksotiske som amarant, quinoa m.fl.
I bogen kan du finde inspiration i 60 udsøgte opskrifter med kendte og nye proteinrige planter. Der er masser af gode hverdagsretter, grønne hotdogs, burgere, og nogle mere avancerede, der nemt kan tilberedes i weekendens små tidsoaser. Alt sammen med masser af smag og kærlighed til både planterne, jorden og dig selv.
Bæredygtig livsstil er en bog til dig, der ønsker at gøre en forskel – både for dig selv og for miljøet.
Calina Leonhardt blogger på NeoHippie.dk og praksisekspert i Zero Waste, minimalisme og miljøvenlig livsstil, guider dig i, hvordan du kan ændre dine vaner og vende tilbage til en mere simpel og bæredygtig livsstil uden at gå på kompromis med hverken smag eller komfort.
De bæredygtige vaner er nemme at gå til i din hverdag, uanset om du bor i byen eller på landet, om du er single, del af en småbørnsfamilie eller et hippiekollektiv.
Der sker de forunderligste ting i skoven: Træerne kommunikerer med hinanden. De drager ikke kun kærlig omsorg for deres afkom, de tager sig også af deres gamle og syge naboer. Træer har både følelser, fornemmelser og hukommelse. Det lyder måske utroligt. Men det er sandt.
Skovfoged Peter Wohlleben kaster nyt lys over skovenes tætte tykninger og giver os et overraskende indblik i en hemmelighedsfuld verden. I sine fascinerende beretninger om træernes uanede evner trækker han både på sine egne erfaringer og på de nyeste videnskabelige opdagelser.
I BRUGSANVISNING TIL SKOVEN får læseren det vigtigste af Peter Wohllebens skovvisdom serveret på en overskuelig, praktisk og underholdende vis.
Han fortæller, hvordan man orienterer sig i skoven uden kompas og GPS, hvilke bær, svampe, blade og skud, man kan sample, plukke og spise. Hvor man kan campere, lave bål og grille. Hvordan man aflæser dyrespor, og hvor og hvornår man bedst kan iagttage de vilde dyr. Hvordan man beskytter sig mod myg, røde myrer og mider. Hvad man kan opleve sammen med børn i skoven, og hvordan man kan tilbringe en nat i skoven. Samt hvordan en tur i skoven i henholdsvis februar, maj, august og november kan blive til en helt særlig oplevelse.
Kom med ud i vildnisset og opdag æstetikken, glæden og smagen ved at sanke det vilde. Bogen præsenterer dig for alle aspekter af vild mad; fra sankning til opbevaring og brug af de vilde planter i køkkenet.
Du kommer til at kende og kunne genkende mindst 25 vilde planter. Og selvfølgelig kommer de vilde planter med i køkkenet og der laves inspirerende opskrifter, der passer til planternes karakter.
Bogen er grundigt illustreret med billeder af de typiske steder, planten vokser, samt plantens udvikling i stadier gennem årstiderne. Vi giver dig tips til, hvordan du let kan samle og bruge naturens overflod, så det kan blive en realistisk del af din hverdag – året igennem.
Vi mennesker har altid forudsagt verdens nære undergang. I dag fylder historier om klima, terror og pandemier aviser, tv og hjemmesider. Alle har et take på, hvordan verden snart ender eller i det mindste forværres dramatisk. Det er umoderne at håbe og tro på fremtiden. Optimisme er naivt. Det er uncool at være entusiastisk, når det kommer til verdens skæbne.
Men hvorfor er det sådan? Er fremtidsfrygt noget unikt for denne tid? Og er den egentlig mere velbegrundet i dag end tidligere? Hvad gør den ved os? Og hvad gør det ved vores børn, at de vokser op i det, mange tror er en undergangstid?
HÅB – ET FORSVAR FOR FREMTIDEN er en poetisk og personlig, men også helt konkret beskrivelse af, hvorfor vi må og skal udskifte frygt med håb. I bogen aflyser Kristian Leth dommedag og forklarer, hvorfor vi egentlig har grund til at være mere optimistiske nu end nogensinde før.