Fra Øjesten af Jakob Melander

Maj 1953

Blæsten står ned gennem Øresund, pisker bølgetoppene til skum i den kølige forårsaften. Solen hænger lav og rød inde over land, violette skystriber trækker op fra Amager. En flok havmåger skriger i opvinden, cirkler over et ådsel, der stiger og falder i søgangen. Den første måge slår ned, slider en luns hvidligt kød af ådslets oppustede bug, den næste følger hurtigt efter.

Inde på land forcerer en spejdertrop jordvoldene omkring Charlottenlund Fort, i gåsegang ned over de græsbevoksede skråninger. Nu og da passerer en bil inde på Strandvejen, ellers er alt øde.

Smådrengenes knæ klirrer, blåfrosne og skæve. De forsvinder bag kanonbatterierne for atter at dukke op længere fremme, halvvejs over dæmningen, der fører ind mod Strandvejen og den skovlignende slotspark.

En større, knoklet dreng udgør bagtroppen. Han tumler af sted efter de andre, gisper efter vejret i den stride blæst. Slippet op til de næste i flokken vokser.

Oppe foran synges der. Vinden slider i stemmerne, kaster brudstykker tilbage i ansigtet på ham.

Tykke og tynde de løb sig en tur

Turen var lang, og Tykkes bukser sprang

Tynde løb vid’re – og kyssed’ alle piger

til sidst blev han fræk

Kyssed’ Skipper Skræk

Tynde, tynde løb for dit liv –

Her kommer Tykke med en slagterkniv

Tynde, tynde løb for dit liv –

Her kommer Tykke med en slagterkniv

Drengeslangen snor sig over Strandvejen og forsvinder ind i Charlottenlund Slotspark, der ligger tæt og mørk på den anden side. Efternøleren må holde tilbage for en enlig cabriolet på vej nordpå. En blond pige i passagersædet sender ham et smil, idet de passerer forbi. Så er de væk, og han kan komme over.

Ekkoet af de andres stemmer vibrerer endnu mellem træerne.

Tynde, tynde løb for dit liv –

På den anden side af vejen begynder han at gå hurtigere, småløbe. Rygsækken hopper op og ned. Det kolde metalstativ hamrer ind i nyrerne. Snart er der kun blæsten, der suser i trækronerne. Den hæse lyd af hans åndedrag, hjertets pumpende dobbeltslag. Træer og jordbund, himlen – det hele drejer rundt for ham. En trærod griber ud efter hans fod, og han styrter mod skovbunden. De krogede grene rækker ud, tager imod ham. Han vil skrige, men munden er fuld af muld og rådne blade.

Han ømmer sig, spytter jord og kviste. Alene i tusmørket på den nøgne skovbund. Over ham giver trækronerne sig til at synge. Stille først, men snart stiger lyden til en voldsom susen, og det begynder at gøre ondt i ørerne. Han sætter sig med hænderne om knæene, skjuler ansigtet. De benede skuldre ryster.

Så kommer stemmerne.

De hyler med blæsten, slynger sig over og under den, rider den, stiger og falder i en langsomt drejende kadence, mens natten afløser det bløde tusmørke, og han må bukke under, lade det skylle ind over sig, gå under i mørke og gru.

Han ligger på ryggen, halvt nede i et vandhul, med savl om munden og et vildt blik i øjnene, da de finder ham, mændene med deres hunde og lygter. De har ledt efter ham i timevis. Om han da intet har hørt?

Jo, hikster han ind i halsen på den store mand med den hjemlige lugt, morfaren, der tager ham i sin favn. Stemmerne. Han hørte stemmerne.

En af mændene går rundt i lysningen med sin lygte, roder i jorden med en fod. Hør, siger han, er det ikke her, hipoerne fik fat i ham piloten?

Men morfar får ham til at tie med et enkelt blik og en håndbevægelse. Morfar, der bestemmer, morfar, der altid ved bedst.

*

Han har siddet i sofaen, siden morfar og mændene bragte ham tilbage fra skoven aftenen før. Om morgenen kaster morfar et enkelt blik på ham uden at sige noget. Så hanker han op i lægetasken og tager på sygebesøg. Mor sidder i sin gyngestol, stirrer ud i luften. Tavs som altid.

LÆS OGSÅ: “Hvem… Hvem der?” Hun prøver at gøre stemmen fast men kan næsten ikke udtale ordene.

Krii krii – krii krii, mor rokker frem og tilbage. Han rejser sig og stryger hende over den porcelænsblege kind. Den slappe hud sitrer, rykker væk under hans fingre.

Hun trænger til noget at styrke sig på, tænker han og går ud i køkkenet. Han hælder vand i en gryde og tænder op i det gamle støbejernskomfur. Varm saft. Af kopperne med de engelske motiver, dem, morfar forbyder dem at bruge.

På vej ned i kælderen kigger han ind til mor. Hun sidder, som han forlod hende, i gyngestolen i den tomme stue, med stenansigtet og hænderne foldet i skødet. Sollyset falder ind gennem vinduerne, rektangler og kvadrater over de brede gulvplanker. Støvet danser.

Han iler videre, ned i kælderen, forcerer alt det skrammel, morfar har hernede. Finder kop og underkop i vitrineskabet.

Med porcelænskop og underkop i favnen løber han op ad trappen, han må skynde sig, inden stemmerne vender tilbage.

Oppe i køkkenet er vandet ved at koge. Han fylder koppen halvt med Ribena, hælder varmt vand i. Knuser en tvebak i den tykke saftblanding. Han står allerede med teskeen i hånden, da han får øje på skåret i underkoppen. En flis er slået af kanten, en revne skærer sig ned gennem glasuren.

Mor kan ikke drikke af en skåret kop. Raseriet vælder op i ham, og han slår, så saft og tvebaksmuler skvulper ud over køkkenbordet, og underkoppen ryger ned i vasken, hvor den splintrer i tusind stykker.

Endnu en gang må han ned i kælderen, ned til stemmener og morfars sager.

Neden for trappen står lågen til vitrineskabet åben. Huskede han nu at lukke den tidligere? Oppe fra stuen kommer gyngestolens monotone knirken. Han rækker ud efter den sidste underkop inderst på hylden, fingrene lukker sig om porcelænet, strejfer et sømhoved, der stikker op bagest i hjørnet. Med et sagte klik glider sømmet ned og i, og nu sætter vitrinen sig i bevægelse, drejer ud mod ham. Et sort hul åbner sig i væggen bagved. Muggen luft strømmer ham i møde, råd og kemikalier.

Han finder en stump lys på reolen under skabet og tænder det. Mørket er så stort, det æder af den lille flamme, den sprutter og flakker i søgen efter ilt og liv. I dens svage skær kan han lige akkurat se de øverste trin på en trappe på den anden side af det mørke hul i væggen. Prøvende sætter han først en fod på trappen, så endnu en.

15 trin tæller han, før han når helt ned. Han famler sig frem med den urolige flamme som et skjold foran sig. Sære former danser i randen af lyskredsen, springer til live ved hvert flikflak, den lille flamme slår. Reoler langs væggene, æsker, kasser med sedler og påmalede navne: Cyclotol, Husqvarna, Composition B. Andre, han ikke kender. Hirtenberger 5.6 x 50 Mag.

Reolerne rejser sig over ham. Han hæver lyset over hovedet, det glimter i et glas på en hylde langs væggen, hvor to bleghvide, udflydende kugler med grå pupiller svæver i en grumset væske. Muskelvæv, flossede sener danner slørhaler efter dem. Rester fra morfarens praksis? Hjertet snubler, han snapper efter vejret og taber lysstumpen på gulvet, hvor den sprutter og går ud, triller væk.

Han falder på knæ, søger over gulvet med skælvende hænder, mens mørket lukker sig om ham, og stemmerne fra skoven kaster sig over ham. Falder i en langsomt drejende kadence.

Da han kommer op fra kælderen, har nat afløst dag. Mor sidder stadig i stuen, rokker sit krii krii. Morfar er endnu ikke vendt tilbage.

Han sætter glasset fra sig på spillebordet. De bleghvide legemer duver stille med væskens bevægelser, falder lidt efter lidt til ro.

Han står foran hende med kager af støv klæbende til knæ og pande. Mor ser hverken på ham eller glasset, hendes læber drejer sig i et sælsomt smil, pupillerne er kulsorte. Hun kigger op på ham, og nu hører han hendes stemme for første gang.

“Far tog dem. Far tog alt.”

Læs resten af historien

Læs også:

2018-09-26T11:27:04+00:00