Prolog

Mit livs vigtigste skideballe

Af Mesut Özil
Fra I skudlinjen

Hvis han siger ét ord til, eksploderer jeg. Bare ét ord til. Hvad forlanger den fyr egentlig af mig? Hvorfor hakker han på mig? Det er ikke normalt. Det er vanvid. Men hvordan skulle jeg vide, hvad der stikker ham? Uanset hvad det er, er det virkelig uretfærdigt.

Der er pause, og jeg sidder i Real Madrids omklædningsrum. Min klub. Pladsen ved siden af mig er ledig. Det er dér, Karim Benzema plejer at sidde, men han er ved at varme op, fordi han skal på banen i anden halvleg. Sami Khedira sidder og piller åndsfraværende ved sine fodboldstøvler. Cristiano Ronaldo stirrer tomt ud i luften. Og José Mourinho, vores manager, råber op. Og råber. Og råber. Specielt ad mig. Faktisk har hele hans svada indtil videre været rettet mod mig.

Men jeg har løbet røven ud af bukserne. Jeg har spillet virkelig godt. Ærlig talt: Jeg ville indrømme det, hvis jeg havde spillet dårligt. Vi fører 3-1 mod Deportivo La Coruña. De bragte sig i spidsen efter 16 minutters spil, men vi fik vendt kampen. I løbet af 21 minutter scorede Cristiano Ronaldo to gange, og derefter scorede Ángel Di Maria vores tredje mål.

De to spiller på vores fløje, og Gonzalo Higuaín er vores centerforward. Bag mig ligger Khedira og Luka Modric på den defensive midtbane, og de giver mig rygdækning. Alt går fint. Men i stedet for at rose os, bliver jeg udsat for endnu en nedsabling. Mourinho har haft et horn i siden på mig i nogle uger. Mod Rayo Vallecano lod han mig rådne op på bænken. Da vi tabte til Sevilla, skiftede han mig ud i pausen. Jeg indrømmer, at jeg forstod hans taktik den dag. Vi var bagud, efter at Piotr Trochowski havde scoret i løbet af kampens første minutter, og vi spillede ikke ligefrem prangende.

Men nu? Vi har alle sammen vist karakter. Jeg har spillet en god halvleg. Mine afleveringer har siddet, hvor de skulle.

Okay, jeg indrømmer, at jeg slækkede lidt på det i de sidste minutter før dommerens pausefløjt. Meget lidt. Det er sandt. På det punkt kan jeg ikke erklære mig uenig med Mourinho, der kritiserer min mangel på engagement. Der var et tilfælde eller to, hvor jeg luntede tilbage i stedet for at løbe i fuld fart. Jeg gav mig kun 80 eller 90 procent. Men jeg spillede ikke dårligt. Er det virkelig en god grund til at skælde mig ud på den måde foran hele holdet?

Jeg udveksler et stjålent blik med Sergio Ramos, min ven. Jeg holder virkelig af den fyr. Så lader jeg mig igen opsluge af mine tanker, mens Mourinho fortsætter sin tordentale i omklædningsrummet.

Jeg bryder mig ikke særlig meget om omklædningsrum – ligegyldigt hvor de er. Ligegyldigt om de er gamle og hæderkronede eller ultramoderne. Ligegyldigt om de er på selve stadion eller på et træningsanlæg. Jeg ved godt, at klubbernes omklædningsrum trækker i fodboldfans over hele verden; de fungerer som magneter. Alle ønsker at få et glimt af deres klubs helligdom. Mange er sågar villige til at spendere en hel del penge på at få lov at se Cristiano Ronaldos eller Lionel Messis skab i omklædningsrummet på en rundvisning på stadion.

Men for mig er der ikke noget mytisk ved omklædningsrum. De udstråler ikke nogen magi. De er ikke specielle. Omklædningsrum er kontrolcentre. De er som et kontroltårn i en lufthavn, og managerne er som flyveledere, der håndterer flytrafikken. Men de er ikke hellige steder. Jeg synes snarere, at et omklædningsrum er som et bur før en kamp – eller i pausen. Jeg vil ud derfra. Så hurtigt som muligt. Som en løve, der længes efter sin frihed. Men tiden går langsommere i omklædningsrummet. Det kvarter, der går, før anden halvleg fløjtes i gang, virker altid meget længere for mig, fordi jeg er desperat efter at komme ind på banen igen og fortsætte kampen.

Omklædningsrummet er kun beregnet til forberedelse. Banen og græstæppet, det er min scene. Den gør mig helt elektrisk. Det er der, jeg hører til. For mig er det befriende at træde ind på banen. På privatlivsfronten kan man nogle gange have problemer, skænderier, diskussioner eller uenigheder. Men på fodboldbanen er der ingen problemer for mig. De 90 minutter – nogle gange mere, hvis der er forlænget spilletid – betyder fred for mig. Rendyrket glæde. Græsset behøver ikke engang at være slået perfekt. Jeg har ikke brug for kridtstreger, der er trukket efter en lineal. Jeg behøver ikke engang at have de perfekte fodboldstøvler på for at være tilfreds. Det er fodboldbanen, der gør mig lykkelig, ikke omklædningsrummet – det trange rum på 60, nogle gange 80, kvadratmeter. Jeg vil ud af det bur. Især nu hvor jeg udsættes for denne ydmygelse.

Mourinho står midt i omklædningsrummet. Han snakker og snakker og snakker. Eller rettere: han råber: Mesut mig her, Mesut mig der. Mesut dit. Mesut dat.

Læs også: Steven Gerrard – Min historie

Jeg forsøger at lukke ørene. At lade kritikken prelle af på mig. For jeg kan mærke, at vreden begynder at boble inden i mig. “Du tror, at to afleveringer er nok,” råber Mourinho. “Du er for fin til at gå ned i en tackling. Du tror, at du er så god, at 50 procent er nok.”

Han holder inde. Stirrer på mig med sine mørkebrune øjne. Jeg stirrer tilbage. Vi er som to boksere, der nidstirrer hinanden inden første omgang.

Han viser ingen følelser, men venter blot på min reaktion. Hvor jeg dog afskyr ham i dette øjeblik! Selv om jeg elsker José Mourinho – hvis sandheden skal frem.

Han er den eneste grund til, at jeg skiftede fra Werder Bremen til Real Madrid i 2010. Jeg valgte ikke klubben, jeg valgte ham. Jeg valgte manden José Mourinho. Jeg ville spille for ham og ikke for nogen anden.

Jeg havde næret dette brændende ønske siden 2008. Dengang spillede jeg for Werder Bremen mod Inter på Giuseppe Meazza i begyndelsen af oktober. Júlio Cesar stod på mål for italienerne. Deres angreb bestod af Adriano, Zlatan Ibrahimovic og Mario Balotelli. Sikke navne. Sikke et hold. Sat sammen med taktisk genialitet af José Mourinho. Allerede i kampens første minut kom Adriano flyvende ind i vores straffesparksfelt og forsøgte sig med et sidelæns saksespark, som røg nogle få centimeter over Tim Wieses mål. Kort tid efter sparkede Ibrahimovic bolden i sidenettet. Efter 14 minutter var vi bagud på et mål scoret af Maicon.

Inter var stærke. I denne fase af kampen gjorde de alt rigtigt. Når der var spilstop, kiggede jeg indimellem hen på Mourinho for at se, hvordan han dirigerede med sit hold. Den lidenskab, hvormed han motiverede sit mandskab fra sidelinjen. Og hvor positiv han altid var over for sine spillere. Det fascinerede mig.

I det 62. minut brød jeg igennem i venstre side og lagde en temmelig perfekt tværaflevering ind til Claudio Pizarro, der udlignede. 1-1. Endnu en gang dristede jeg mig til at kaste et blik over på Mourinho, der så rimelig imponeret ud – eller det var i det mindste, hvad jeg forestillede jeg mig. Efter kampen gav han mig hånden og lykønskede mig med et hjerteligt klap på skulderen. Nu havde han mig på krogen. Den nat fortalte jeg min agent, Reza Fazeli: “På et eller andet tidspunkt kommer jeg til at spille for José Mourinho.”

Hvad var det, jeg så godt kunne lide ved Mourinho? Måden han talte på, måden han bevægede sig på, hans elegante måde at klæde sig på. Han så altid kontrolleret og ekstremt selvsikker ud. Dengang var det en karisma, som jeg kun havde set hos meget få managere.

Læs videre i bogen I Skudlinjen >>

Læs også:

2018-07-23T13:22:01+00:00